Thy – på kant med Fremtiden

Skærmbillede ny 670

Af Jøgen Sølvkjær – 4. oktober 2015

Thy er nok ikke førstevalg, når et ungt menneske er færdig med sin uddannelse i en af de større byer. Det kan vi, der så bor her, undre os over, men det er en kedelig kendsgerning og p.t. er der flere der flytter fra vort område end der flytter til. Derfor bliver vi færre og færre og dermed også færre skattekroner til kommunen. 
Kan vi så gøre noget ved denne kedelige kendsgerning? Det synes jeg nu nok vi kan, men det kræver mere end almindeligt hård arbejde og ikke mindst samarbejde. Og selvom vore hårdt prøvede politikere kæmper med at få økonomien til at hænge sammen, og på den konto må lukke både børnehaver, skoler og plejehjem, så har de (politikkerne) et stor ansvar for at der også bliver investeret i Fremtidens Thy. Og her tænker jeg ikke kun i form af penge som investering, men ligeså meget vilje til at samle kræfterne for at skabe rammerne for dem (borgerne), der skal skabe Fremtidens Thy. 
F.eks. virker det for mig underligt, at vi har en kommune med egen  erhvervsafdeling til at varetage erhvervslivets interesser og erhvervslivet har sin egen organisation? Hvorfor er der ikke en samlet organisation som varetager interesserne for hele erhvervslivet i Thy?

Hvis vi skal have flere til at vælge job i Thy er det, naturligt nok, væsentligt at der er jobs i Thy og vel og mærke blivende jobs. Jeg har svært ved at se hvad kommunen gør for at tiltrække virksomheder og skabe arbejdspladser – mens erhvervslivet kæmper en brav kamp for iværksættere etc, men hvad bliver der gjort for at få nye til? Hanstholm Havn bliver nævnt hver gang vi snakker om at skabe jobs – men jeg tror, vi skal vente lang tid før der sker noget der – og vi har ikke tid til at vente.  Lav nu en fælles indsats, med erhvervslivet i front – synes nok at diverse undersøgelser viser, at Thisted Kommune har lidt at lære i forhold til, hvad erhvervslivet har brug for. 
Der må også være mulighed for, at erhvervsliv og turistforeningen kan arbejde tættere sammen. Turistfaget er et erhverv som er særdeles vigtig i vort område da vi jo har en del turister, især om sommeren, men hvorfor ikke helårsturisme? Det kan genere arbejdspladser – og ikke kun i sommersæsonen.

De større byer i kommunen har alle handelsstandsforeninger – disse bør også med fordel kunne arbejde sammen, selvom de er konkurrenter om kunderne, men for alle ovennævnte har vi ikke råd til at konkurrere indbyrdes – vi må og skal samarbejde, da vi får størst udnyttelse af alle ressourcer på den måde. 
Der er alle mulig gode grunde til at slå sig ned i Thy. De grunde/budskaber skal naturligvis formidles til de intetanende danskere der ikke er klar over det. Nu forestiller jeg mig ikke en kæmpe stor bosætningskampagne for Thisted Kommune og Thy – det koster for mange penge og det virker ikke, men det er faktisk muligt med små midler at få synliggjort vort område. Hvad kunne det så være, vil nogen måske spørge? Tag nu f.eks. en tilfældig ”ikke-thybo” som har hørt at Thisted kommune skulle være et godt sted at bo og arbejde, og finder på at gå ind på Thisted Kommunes hjemmeside. Så får man et flot billede af en flok krondyr ude i nationalparken og første menupunkt er ”anmeld rotter”. Her får man da virkelig lyst til at bo!!! Nu er der ikke noget i vejen med hverken krondyr og at anmelde rotter, men det er da noget af en velkomst hvis det er første gang man går på kommunens hjemmeside. Måske er det taget ud af en sammenhæng, men det er almen viden at hvis man vil undersøge noget i dag, gør man det via hjemmesider og sociale medier. Jeg mener en lille justering af designet/informationer på den første dør man møder i Thy vil kunne gøre underværker – det kan måske få nogen til at gå videre – det gør det nuværende, efter min overbevisning ikke.

Vi har så mange gode og positive eksempler i vort område, og dem skal vi sørge for at bliver fortalt. Thy/Hannæs folket er stabil arbejdskraft, der uddannelsesinstitutioner til et vist niveau – ikke alle kan gå på universitetet – vi kan noget med mad heroppe, både små lokale producenter og større fødevarevirksomheder. Der er et særdeles aktivt fritidsliv, med både fodbold, håndbold, svømning etc., men også sang og musik, skuespil og kunst. Der er ingen undskyldning for at kede sig i Thy – vi har vel stort set det hele og lidt til. 
Jeg håber man politisk er indstillet på, at der skal gøres en indsats. Inddrag interessegrupperne, erhvervslivet, handelsstandsforeninger, turistfaget og fritidsforeningerne – det kan kun være i alles interesse, at der bliver gjort en indsats for at alle, uanset køn, alder og religion, føler sig velkommen i Thy.
Thy skal udover udkanten!

 

Jørgen Sølvkjær.

Jørgen Sølvkjær.

klik her for oversigt over alle indlæg