Skrot bliver til flotte modelmotorer

MODELHOBBY: Henry Nielsen har de sidste 15 år bygget en snes modelmotorer. Finn Linnemann er kommet med på bygge- og hyggeholdet

Af Klaus Madsen – 8. oktober 2015

THISTED: Henry Nielsen, 75 år, har altid interesseret sig for mekanik. Han er vokset op i Tåbel ved Agger. Hans far var smed og leder af af smedeværkstedet, der var ved Vandbygningsvæsenets byggeri af høfderne ved Agger Tange. Det var derfor naturligt, at Henry kom i lære som mekaniker. Han blev udlært hos P.A. Andersen i Hurup.

Klik på pilen for at høre Henry Nielsen og Finn Linnemann fortælle.

Henrys mange modelmotorer er grønne. Den grønne farve er Henrys særkende, og han er kendt og berømt for flotte motorer. Gennem årene har han konstrueret og bygget en snes.
Han har bygget dampmotorer og dampmaskiner. Han har konstrueret og bygget en funktionsdygtig dampmaskine af træ i moseeg og hårdtræ. Dampmotorerne og dampmaskiner drives med trykluft. Det er for farligt at bruge damp, og der stilles særligt strenge krav, når  dampkedlen er over 2 liter

henry24

Henry Nielsen med en firecylindret stjernemotor.

Listen over Henrys motorer er lang. En V8 benzinmotor, som drives af benzindampe, en 6 cylindret rækkemotor, der lyder som motoren fra en gammel Opel Kaptajn. En atkinson maskine, En 4-takter, hvor alle firetakter sker i en omdrejning, flammemotorer og dampmotorer og dampmaskiner. V8-motoren kører på benzin-dampe.
Fælles for alle motorerne er, at de kan køre.

 

Konstruktionen af motorerne står Henry selv for. Det sker helt efter hans eget hoved, som han siger. Mange års erfaring som mekaniker gør, at han også er kendt for at være pertentlig på sit lille værksted. Når motorerne udtænkes og bygges laver han alt selv. Selv skruer og møtrikker til mange af motorerne har han drejet og fræset. De små tændrør til benzinmotorerne laver han også selv. Det kræver præcision at dreje og fræse krumtappe og tandhjul.
Skrotpladsen og Uniscrap er leverandør af stål, aluminium, messing og kobber. I Henrys værksted forvandles skrot på næsten mirakuløs vis til motordele, der ligner noget, der er helt nyt og lavet på en fabrik.
Når en motor er færdigbygget og testet bliver den skilt ad. Delene bliver omhyggelig renset i acetone og sandblæst, og delene, der skal males, sprøjtemales 3 gange.

               Henry Nielsens V8 motor

Henry er en af de godt 200 medlemmer i den landsdækkende “Modeldampklubben”. Her mødes modelbyggerne til udstillinger for at vise deres modeller frem og udveksle erfaringer.
I Thy er der ganske få med interesse for at bygge funktionsdygtige modelmotorer. Finn Linnemann er blevet “lærling” hos Henry. Han fandt billeder af Henrys grønne motorer på nettet, og som nyslået folkepensionist har han nu god tid til at eksperimentere og bygge. Finn er ikke uerfaren med at arbejde i metal. Han er udlært smed, og han har stor erfaring med dreje-. og fræsearbejde. Det har Henry haft stor gavn af, og Finn har lært af Henrys 15 år lange erfaring med at konstruere modellerne, og få dem til at fungere. Finn har blandt andet bygget en model af en motor til en Harley Davidson motorcykel.

Hver dag arbejder Henry i sit lille værksted. Det kan næsten blive for meget, men han kan ikke lade være, og når han har et problem bliver han ved til løsningen er klar.
Han har altid været tålmodig og vedholdende – også da han gik på arbejde. Han har en solid arbejdsmæssig baggrund. Efter læretiden blev han soldat, og forlængede værnepligten med en tid som konstabel. I 5 år arbejdede han med motorer hos Scania i Sverige. I mange år var hos lastbilfirmaet Stiholt i Thisted. Her arbejdede han med reparationer af motorer og gearkasser. De sidste 4 år på arbejdsmarkedet var han reparatør på Joran Bor.

               Finn Linnemanns Harley Davidson modelmotor

På Holeby motorfabrik på Lolland havde man hørt om Henrys modeller. Han har lavet 2 kopier/modeller af motorer fra den berømte fabrik. Motorfolkene på Lolland kontaktede Henry, og inviterede ham og hans kone, Astrid, til at besøge fabrikken. Det blev god oplevelse, og de havde et par spændende dage med alt betalt.