– og hvad mener du?
Af Frank Olesen
– udvikling/medejer hos Hoppyjump Aps, Enges Aps og Gymnashop – 14. januar 2015
Jeg ville egentlig have skrevet et festskrift for Thy. En opsummering af alt det positive der er sket, siden bunden faldt ud af verdens – og den lokale – økonomi i 2008. Jeg ville have skrevet om successerne i erhvervslivet og nævnt Thy Erhvervs Invest, Tican, Elsk.com, Hanstholm Fiskeauktion, Dragsbæk Margarine og mange andre som eksempler på at det går den rette vej for erhvervslivet der skaber grundlaget for det meste i Thy.
Jeg ville skrive om Alive Festival, Thy Rock, Cold Hawaii, TFC, Cable Parken og Simon Kvamm, som eksempler på at også det kulturelle og foreningslivet blomstrer op. Jeg ville have skålet i champagne mens det sidste punktum blev sat og forhåbentlig fået dig til at se lidt lysere på fremtiden i Thy.
Men der er et andet og mere presserende emne.
Jeg elsker en god debat. Den skærper ens egne argumenter. I en god debat er man nødt til at være knivskarp, ikke kun for at overbevise den anden side, men også for at styrke ens egne holdninger. Det er opløftende og medrivende, man kan føle sig uovervindelig eller rasende indvendig (selvfølgelig på en overskudsagtig måde- det kan løbes væk….) og det er tilladt at der bliver givet og taget.
Der er debatter der flytter holdninger. Måske ikke altid under selve debatten, den kan ofte minde om et slag, en del af en krig eller kampagne, et skridt i en retning. Men bagefter, i dagene efter eller næste gang man debatterer, hører man måske sig selv gengive nogle af de argumenter, der tidligere blev brugt mod ens egen overbevisning og måske har man ændret sin holdning en anelse? Er man blevet en smule klogere ?
De seneste dages, ugers, måneders debat, især på de sociale medier, har været fyldt med meget få emner, der overskygger alt. Selv billeder af katte.
Du ved hvad jeg mener.
Dette snævre spor har tilsyneladende fået det bedste frem hos nogle få, og det værste frem hos en del, eller er det omvendt ? Det gælder på begge sider af holdningerne. For og imod.
Så i stedet for det store positive nytårsknald, lægger jeg lavpraktisk ud med 5 (gode?) forslag til gøre en lille forskel online.
En diskussion på nettet adskiller sig fra en rask diskussion over bordet ved at:
1. Den foregår over længere tid.
2. Du sidder skjult bag en skærm.
De 2 forhold giver mulighed og pligt til at være mere saglig og bedre forberedt.
1. Gå efter bolden, ikke efter manden. Denne regel er nem. Hvis du ikke overholder denne regel, så flytter dine indlæg ikke noget – du trænger ikke igennem, men skaber kun størrere afstand. Det gælder ikke kun hos dine modstandere, men også hos de læsere der i bund og grund er på ”din side.” og det er jo ofte dem du egentlig vil overbevise.
2. Ville-jeg-sige-det-her-ansigt-til-ansigt-testen ? Denne regel er også nem: Ville du sige det til f.eks. en kollega du var uenig med på jobbet? Husk der sidder en person og modtager det du skriver. Du skriver direkte til ham. Det er ikke bare en ”væg” du skriver ”på”, du skriver ”til” en person.
3. Internettet er din bedste ven og din værste fjende. Du kan finde artikler og links der understøtter din holdninger og bruges til at finde fakta. MEN det ligeså nemt at efterprøve dine argumenter og fakta (eller mangel på samme) når din debatmodstander har lige så god adgang til google som du har …
4. Skriv dine indlæg i punktform eller højest 3 linier uden linieskift. Det er umuligt at læse en lang tekst på facebook når der er ikke indlagt afsnit .- så det lader folk være med, og det er en skam når du nu har formuleret dig så skarpt. Afstand og korte afsnit.
5.”Nå ja. Det kan jeg godt se når du siger det på den måde – Du har ret”. ….. Dette punkt er de sociale mediers hellige gral. Alle leder efter dette indlæg, men endnu ingen har fundet det. Måske findes det slet ikke? Måske KAN man ikke overbevise nogen om noget som helst på Facebook?
”Vi skriver os fra hinanden og taler os til hinanden”, sagde en af mine Facebook venner som afslutning på en…øh.. debat! Måske havde hun ret, men den holder kun så længe for mange bryder de uskrevne regler og ”sociale koder” på de sociale medier. Det er nemt i den virkelige verden, lidt sværere online.
Jeg skal være den første til at indrømme brud på reglerne i tidligere debatter. Men det var en svipser. Jeg lover at jeg aldrig gør det mere. Amar.
De sociale medier giver os flere dimensioner: Vi kan poste sjove indslag, video og billeder, vi kan holde forbindelsen med venner og familie, vi kan følge personer vi idoliserer eller respekterer og vi kan diskutere med dem vi er uenige med. Det sidste er mindst lige så vigtigt som det første. Har du en mening? Så lad os høre den, men vær klar til argumentere for den!
Er du enig eller uenig? Så find mig på nettet og lad os tage en debat/diskussion eller klappe hinanden på ryggen – begge dele kan være lige givende. Det vigtige er at debatten fortsætter.
Godt nytår – vi har et helt år mere, tænk hvilke muligheder !