Af Hans Peter Kragh – chefredaktør på Thisted Dagblad fra 1985 til 2012. – 28. januar 2016
Hvis det kan blive mellem os: Jeg er ikke på Facebook, Twitter, Snapchat eller andre sociale medier. Jeg er heller ikke blogger. Men jeg har købt et båthorn. Det er mere lavpraktisk, men ellers er det næsten det samme: Man behøver ikke at tænke så meget, man skal bare båtte, og så får man sin mening frem.
Godt nok er det bare et horn af den slags, der tit er på børnecykler – men man skal jo begynde et sted. Det er for resten et pænt båthorn i lilla farve, og det er en del af min ytringsfrihed: Jeg kan båtte min mening ud, når jeg har lyst til det, og det er ikke mit problem, hvis det generer nogen.
Båthornet har den store fordel, at det kun har én tone. Jeg har ikke gehør, så jeg ved ikke, om det lyder falsk, men det forenkler kommunikationen, fordi simpelhed har større gennemslagskraft. Hvad skal vi også med alle mulige forskellige toner? Det er kun til at blive forvirret af, og jeg bliver virkelig træt i hovedet, når musikken bliver for indviklet.
Derfor, må jeg indrømme, var det grænseløst irriterende, da en række unge mænd fra teltlejren i Thisted stillede op på Storetorv, hvor de med plakater undskyldte for, hvordan nogle af deres ”bofæller” havde opført sig over for pigerne i nattelivet.
Hvorfor gjorde de nu det? Jeg var nødt til at båtte to gange – hvis det ikke var tre – for jeg er godt nok ikke sikker på, at det passer. De gramser jo alle sammen, ikke sandt? Og hvad de nu ellers kan få sig selv til. Det er nok ikke så lidt.
Men jeg fik ikke båttet for fjerde gang: De stod jo der på torvet, det kom i avisen, og der var også billeder af de unge mænd, som oven i købet sagde, at de naturligvis vil og skal respektere danske normer, kultur og moral. Ja selvfølgelig! Skik følge eller land fly. Vi hverken kan eller skal acceptere krænkeler eller attituder, som om vi var pariaer i vores egen by.
Det, der forvirrede mig, var, at dét mente de også. Og da var det så, at jeg lige manglede en ekstra tone i båthornet. Der er noget lusk med i det her, hvis de ikke alle sammen er terrorister eller i hvert fald gramsere. Det lyder mærkeligt, hvis nogen er her, bare fordi de er flygtet fra en krig, som jeg nok også selv ville flygte fra.
Jeg kom til at tænke – og det skal man lade være med – at det hele måske er langt mere komplekst, end et enkelt båt med hornet kan løse. Med asylstrømmen har vi den største udfordring i flere generationer, og dens betydning for økonomi og velfærd kan ikke overdrives. Det kan den politiske rådvildhed heller ikke. Den dækker over alt fra tilsyneladende magtesløshed til nærmest magtfuldkommenhed, især på ord. Og rådvildheden afspejler de indbyrdes modstridende folkelige strømninger, ikke alene i Danmark, men i hele EU – og mere til.
Men tænk, hvis FN’s medlemslande ikke havde skåret ned på bidragene til flygtningelejrene i de berømte nærområder til Syrien som f.eks. Libanon og Jordan. Det var ikke mindst manglende penge til mad og andre fornødenheder (der er også vinter i Libanon og Jordan), der sendte flygtningene på flugt igen. Penge løser langt fra alt. Men ingen penge løser ingenting, og lapper man ikke dækket, kommer man aldrig til at cykle igen. Ikke engang på en cykel uden båthorn.
Det er ikke let, for vi kan nu engang ikke løse alle verdens problemer. Det bliver oven i købet sværere, når ikke alle flygtninge stikker en finger i sneen for at finde ud af, hvor de er. På den ene side bliver vi bliver nødt til at skrue ned for det antal asylansøgere, der kommer, men på den anden side må vi også erkende, at de, der er her, nu engang er her. Og at i hvert fald nogen ligefrem er her, fordi de er flygtet fra en krig.
Hans Peter Kragh.
Jeg lagde båthornet til side, mens jeg tænkte. Og jeg tænkte, at det hele nok ikke er så éntydigt, som det kan lyde. Der er for mange kendsgerninger, der kan forplumre en god fordom. Det betyder ikke, at jeg (mener jeg selv) er for dum eller naiv til at erkende, at der er markante udfordringer. Det er der ved grød. Men de forsvinder ikke, og de er – som udfordringer på mange områder – for komplekse til båthorn, og det gælder så at sige på begge sider af hudfarven.
Hvis det kan blive mellem os – så beholder jeg hornet. Det er ikke sikkert, at der kommer noget andet, der er så enkelt, at det kan forsimples, men så kan jeg i hvert fald bruge det til at irritere børnebørnene med; de synes i forvejen, at deres bedstefar kan være pinlig …
klik her for oversigt over alle indlæg
