72 års venindesnak

SAMMENHOLD: Elly og Else har i 72 år af deres 84 og 85-årige liv været nære veninder. De er hver dag i kontakt med hinanden

Af Klaus Madsen – 18. februar 2016

THISTED: I 1944 flyttede Elly Leest, som den gang hed Kristensen, ind i Dragsbækvej nummer 12. Elly var enebarn, og manden, der solgte huset til Ellys forældre, kunne fortælle, at der i nummer 8, et par år tidligere, var flyttet en pige ind, som Else kunne lege med. Pigen i nummer 8 var Else Mikkelsen, som den gang hed Steensgård Kristensen. De to piger fandt sammen og fortroligheden og venskabet holder stadig. Elly blev gift med Max og Else med Hans Erik, der døde i 2004

Gode veninder fortæller hinanden alt. Sådan har det også været for Elly og Else. De har kontakt hver dag. De mødes ofte, eller taler i telefon med hinanden.
Da deres børn voksede op, var kontakten i nogle år, når der var fødselsdage og andre mærkedage i familierne.
De havde begge arbejde. Elly arbejdede på et advokatkontor, og Else arbejdede på amtsstuens kontor, senere amtsligningsinspektoratet. De mødtes tit om morgenen, når de skulle hente post i postboksene.

veninder03

Elly Leest.

veninder13

Else Mikkelsen.

Næsten hver aften gik veninderne tur gennem Thisted, til Ellys bedstemor og tante der boede i Strømgade. Bedstemoren og tanten, der sad klar ved vinduet og holdt øje i gadespejlet, ville gerne høre om pigernes oplevelser. Der var altid en skål med slik, og inden pigerne gik tilbage til Dragsbækvej fik de et glas mælk og en kiks.
Befrielsesaftenen 4. maj 1945 husker de tydelig. De spillede bold på gaden da en mand, Ejnar, glædestrålende kom ud med det gode budskab.
Mange cykelture sammen til Eshøj er gode minder med en klar erindring om forårets blomstrende anemoner, aurikler og liljekonvaller.

veninder27

veninder30

På ferietur til Silkeborg. Else og Elly skræller kartofler akkompagneret af musik fra en transportabel radio. Elses Hans Erik i baggrunden, Ellys Max tog billedet.

Elly og Else tog sammen på ferie. En sommer cyklede de til Klitmøller og boede på vandrerhjem. De fleste gæster var københavnere, og københavnerne så måske lidt ned på de to piger, der selvom de var betalende gæster også gerne hjalp til. Elly og Else husker ikke om det var en eller to uger. Et år boede de alene to i et sommerhus i Ås.
Som unge tog de med deres kærester på teltferie til Silkeborg. de griner godt sammen over mindet om en kartoffelsalat, som Elses Hans Erik ikke var begejstret for. Han mente ikke, at kartoffelsalat skulle serveres med rå løg.

veninder21

veninder25

Elly er født i 1931 og Else i 1930. De mødes ofte hos Elly. Hun er ikke længere så godt gående, og skal derfor have hendes mand Max til at køre. Else kører stadig bil. Når de mødes, går snakken i køkkenets spisekrog over en god kop kaffe og et spil 500. Elly siger hun altid taber, og Else siger det ikke passer helt.
De er glade for “venindeskabet”

veninder33