PÅ TRODS: 33-årige Louise Kjær Christensen har fart på livet trods sclerosens snigende skavanker
Af Klaus Madsen – 31. marts 2016
STAGSTRUP: I en lejlighed i den gamle skolebygning i Stagstrup bor Louise Kjær Christensen sammen med Kristian Alstrup og hunden Ruth Poulsen. Stuen er præget af Louises passion for gamle ting og deres historier. I et hjørne, i lejlighedens entre, står en stok. Det er Louise, der til tider må bruge stokken. Hun har fået stillet diagnosen: Sclerose.
Louise har nu ikke tænkt sig, at sygdommen skal få hende til som 33-årig at krybe sammen og gemme sig bort i selvmedlidenhed. For en pige, der var dygtig til at spille fodbold, og havde dyrket sporten siden hun var 10 år gammel, og derfor valgte at tage idrætslinien på HHX, har det selvfølgelig været svært. Sclerosen har formentlig udviklet sig over mange år i Louises krop. Hun var tit skadet, og måtte derfor tidligt, allerede mens hun gik i handelsgymnasiet, opgive at spille fodbold. Hun måtte erkende at benene ikke altid ville lystre.
Hun er født og opvokset i Hørdum. Hendes forældre havde døgnkiosken. De første 3 skoleår var i Villerslev Skole. De sidste folkeskoleår, til hun gik ud af 8. klasse, var på Koldby Skole. Louise var glad for de første år i Villerslev. Skoleårene i Koldby blev svære. Hun var en pige, der måske ikke troede for meget på sig selv, og hun var præget og trykket af forældrenes skilsmisse, der ramte da hun var 11 år. Det var ikke Louise der først rakte hånden op, når læreren spurgte.
9. og 10. klasse kom Louise på Thylands Efterskole. Det blev gode og værdifulde år. Hun fandt en stærk tro på sig selv. Efterskoletiden gav Louise et helt andet og nyt liv.
Med en HHX-seksamen vidste hun ikke hvad hun skulle lave. I et års tid arbejdede hun i farens pølsevogn ved sygehuset på Thylandsvej. Hun kom til at arbejde med handicappede børn på Østermølleskolen, og troede det skulle blive hendes arbejdsliv. Hun måtte opgive at blive pædagog. Hun kunne ikke acceptere måden børnene blev omtalt og behandlet på, og hun delte ikke holdningen til børnene. Hun arbejdede en tid som afløser på ældrecentret Søskrænten i Sjørring.
En annonce fra Den Grønne Skobutik i Storegade i Thisted, hvor de søgte en lærling, fik Louise til at søge. Hun blev ansat, og da Den Grønne Skobutik lukkede i forbindelse med centerbyggeriet, gjorde hun uddannelsen færdig i butikken Tango Shoes, som havde samme ejer. Hun blev derefter ansat i butikken.
En dag på vej til arbejde i Tango Shoes i Storegade faldt hun om. Benene ville ikke som Louise ville. I et halvt år døjede hun med svimmelhed, som lægerne den gang mente skyldtes en virus på balancenerven. Efter sygdomsperioden fik hun ansættelse i modebutikken Enjoy hos Janni Larsen. Her havde hun 7 gode år til butikken blev solgt.
I et par år derefter kørte Louise med aviser om natten. Hun overtog to ruter fra hendes far. Det var op om natten klokken 2.30 og hjemme igen mellem 7 og 8 om morgenen alle ugens 7 dage. Det var hårdt arbejde. For at supplere fik hun ansættelse i 15 timer om ugen hos Babysam i Snedsted. Her arbejder hun nu i 30 timer som ansvarlig for billed- og tekstdelen af Babysams hjemmeside.
Sygdom rammer jo altid alle andre. Louise har erkendt, at sygdom også kunne ramme en pige med fuld gas på livet. Hver dag, resten af livet, skal hun have en lille blå pille. Helt af sig selv har sclerosen givet anledning til eftertanke. En gang var Louise pigen, som altid skulle være med til det hele. Det kan hun simpelthen ikke mere. Hun tager en dag af gangen. Hun styrketræner og svømmer 2 gange i ugen for at holde kropopen i gang. Hun deltager begejstret i ridning for mennesker med blandt andet sclerose. Efter en ridetime føler hun en meget bedre balance i nogle dage, og her møder hun også andre som kæmper med og mod sclerosen.
Siden 2012 har hun boet i Stagstrup sammen Kristian. Gamle sager og døde dyr er stuens pynt. De gamle retroting er hendes hobby, og hun skifter flittigt ud og køber og sælger. Et gammel kasseapparat og en gammel telefon med en slidt drejeskive. Et kranie, en udstoppet fugl og en død stor edderkop forsvarlig støbt ind i glas giver glæde og ikke gys. På en hylde står et bryllupsbillede fra starten af 60erne. Det er et kært minde om Louises mormor og morfar.
Den sidste tid er synet også bleve ramt. Lægerne har fortalt, at Louise formentlig kommer til at sidde i kørestol. Derfor har hun og Kristian besluttet, at de ikke vil have børn. Louise ønsker ikke at få børn, der skal vokse op med en mor i kørestol.
De har Ruth Poulsen – en hengiven hund med et fint lyserødt halsbånd.
Louise har tre søskende. Charlotte på 44, Paw på 26 og Mathilde på 19.
