Flytninge-problemer – internt fordrevne

Af Frank Weber, lektor med Thisted Handelsgymnasium, EUC Nordvest, Cand.mag. i historie og kunsthistorie

For et halvt års tid siden, blev 390 mennesker præsenteret for en dyster fremtid. De havde udsigt til at skulle flytte til helt nye og ukendte egne, hvis de ville beholde deres gode jobs. Det var halvdelen af det meget mundrette ”NaturErhvervstyrelsen” som skulle flyttes fra hovedstaden og til provinsen, nærmere betegnet det naturskønne Augustenborg Slot på Als. Fra centrum af Danmark og til Den Rådne Banan! Et forfærdeligt scenarie. De ramte medarbejdere blev selvsagt opløst i gråd og befandt sig i en øjeblikkelig choktilstand. De blev selvfølgelig derfor straks tilbudt krisehjælp af hidkaldte arbejdsmiljøkonsulenter og krisepsykologer. Tanken om at skulle forlade familie, venner og bekendte i en årrække, for at drage afsted til en ø i udkantsdanmark, var mere end hvad de kunne bære.

signatur140416_01670
De faglige foreninger, kommunerne og staten skændes om hvor videt det koster en hel eller en halv million kroner at flytte én person fra København til provinsen. I dette tilfælde mellem 200 og 400 millioner kroner. Ingen af parterne vil oplyse hvordan de kommer frem til denne omkostning, men det er dygtige folk, så det er nok ikke helt forkert.
Jeg ved ikke hvad denne frygtelige flytninge-sag skal ende med, men vi må håbe at de med tiden lærer at leve med deres skæbne. De praktiske problemer med at få solgt boligen til en tårnhøj pris, og derefter finde en passende bolig til under det halve, hører til et af de første sten på vejen. Så er der al den rene luft, det klare drikkevand og de billige leveomkostninger som de langsomt skal indstille sig på er de givne vilkår. De kan måske være heldige at finde en bolig i Sønderborg, så lidt af byens lys og larm kan indgyde tryghed og et skin af fordums leveforhold. Men stilheden og nattemørket vil flere af dem komme til at stifte bekendtskab med, og det bliver ikke rart. Men som andre internt fordrevne befolkningsgrupper, må de se at tilpasse sig.

signatur140416_02670
Vi har allerede en statslig arbejdsplads i Thisted Kommune, nemlig Beredskabsstyrelsen. Den har siden sin tid som Nordvestjyske CF-kolonne været truet af indflytning. Derfor var fastansatte officerer alle midlertidigt ansat gennem årene. Om de stadig er det ved jeg ikke. Men styrken trues stadig med jævne mellemrum med lukning eller flytning. Nu må det være en lige så dyr affære at flytte folk fra vandkantsdanmark til de store byer som omvendt. Ved ikke at få flyttet Beredskabsstyrelsen, har kommunen således sparet staten for rigtig mange penge. Det kunne Staten godt, ved lejlighed, yde Thisted en lille godtgørelse for.

frank01670

Frank Weber.