BRODERET KUNST: Hanne Vesterbæk Petersen broderer kunstneren Thomas Wolsings fascination af forfaldet
Af Klaus Madsen – 9. maj 2016
THISTED: Der var en tilfældighed, der for 8 år siden bragte Hanne Vesterbæk Petersen og Thomas Wolsing sammen. Hanne skulle købe garn til at brodere et sæde til en stol, som hun havde arvet, og Thomas Wolsing havde i butikken Busk i Storegade i Thisted efterlyst en, som kunne brodere de billeder han, med fotografiet som udgangspunkt, lavede mønstre til.
Hanne syntes det lød spændende. Hun var også lidt betænkelig, da hun mødte Thomas Wolsing første gang.
Det første billede var fra en faldefærdig ejendom på Himmerland. Hanne syntes godt nok det var lidt underligt at skulle brodere et billede af en stormskadet og faldefærdig landbrugsbygning. Hun broderede billedet – det blev til de første 250.000 sting på et stykke sækkelærred. Samarbejdet med Thomas Wolsing har udviklet sig, og efterhånden kender de hinanden godt. Til ferniseringerne på Thomas Wolsings kunst med broderede billeder er Hanne altid med – hun er en vigtig del af processen.
Til udstillingen WHY ? – fra Kant til Kant, som Thisted Museum har fra 4. maj til 28. august 2016, har Hanne broderet motiver fra Øland ved Harring. Thomas Wolsing har gennem broderede billeder beskrevet forfaldet på herregården, der en gang var ramme om stolte traditioner. Han har fotograferet og bearbejdet optagelserne til mønstre, som Hanne har arbejdet efter. Mønstrene er printet ud, og Hanne kan ved hjælp af mønstrets farvekoder sætte billedet sammen. I udstillingen er de broderede billeder sat ind i meterstore fotografiske print.
Tusindvis af korssting bliver til et billede, som kræver mange timers arbejde. Jo mere spændende arbejdet med billederne er, jo hurtigere bliver de færdige. Hanne skal være omhyggelig med at tælle rigtigt, når de printede mønstre og farvekoderne skal sættes sammen. Tålmodighed er også vigtig, og en god lydbog med en af Jussi Adler Olsens krimier er et fint akkompagnement til broderiarbejdet med nål og tråd.
Hanne har altid haft enten nål, hæklenål eller strikke pinde i hænderne. Hun er vestjyde, født i Skjern, men kom fra Langeland, da hun i 1990 kom til Thy. Som ung havde hun fået plads i huset på Langeland. I fire år arbejdede hun i hjemmeplejen i Thisted Kommune, til hun i 1994 måtte give op.
På VUC har hun taget undervisning i dansk, først 9. klasse og siden HF.
Udstillingen WHY – FRA KANT TIL KANT
Onsdag 4. maj var der i udstillingslokalet på Thisted Museum/Museum Thy fernisering af udstillingen med billederne, som Hanne Vesterbæk har broderet efter Thomas Wolsings anvisninger. Udstillingen er åben til 28. august 2016.
Klik på billederne fra ferniseringen – brug piletasterne for at skifte mellem bilederne.
Thomas Wolsings Facebookside
Klik på billedet.
Beskrivelse af udstillingen “Why? – fra Kant til Kant” på Thisted Museum/Museum Thys hjemmside