Thy – trængslernes land

Fra bogen “Thy Længslernes Land”- Lyn og torden over Hanstholm Havn,  foto af Rasmus Hald

Af Hans Peter Kragh – chefredaktør på Thisted Dagblad fra 1985 til 2012. – 19. december 2016

Hvis græsset tilfældigvis er grønnere i naboens have, kan det jo godt skyldes, at han bruger kunstgødning – thi alt er ikke altid nødvendigvis, som det ser ud til at være.
Det var tilfældigt at jeg kom til Thy. Men det var ikke tilfældigt, at jeg blev. Jeg går ikke så meget op i, hvad meningen er med livet. Jeg vil nok heller søge meningen i livet, og efter mere end 40 år har jeg for længst fundet ud af, at det giver ganske god mening at bo i Thy.
Det var tilfældigt, at min kone og jeg mødte hinanden. Men det var ikke tilfældigt, at vi blev gift – oven i købet med hinanden – og at jeg endegyldigt sagde farvel til de fleste unge journalisters drøm om at blive udlandskorrespondent.
Jeg blev udkants-journalist i stedet – uden at vide det, for det var længe, før udkanten blev opfundet – og jeg registrerede ikke, om naboens græs var grønnere, fordi pigen fra Thisted var kønnere.
Jeg er kommet i Thy, siden var jeg barn. Dengang boede vi i Skagen, men var tit i Thisted for at besøge min mors familie. Og det var en dræber! Det var altid i weekenden, om sommeren var byen søndagsdoven, varm og totalt stille, og om vinteren var byen kold, lukket og totalt stille. Ingen andre børn, vi kendte. Ingen at lege med. Det var ikke verdens ende – men det var tæt på.
Det kan godt være, at nogen ser Thy som ”længslernes land”. For barnet fra Skagen var det kun trængslernes land, så jeg svor, at skulle jeg nogensinde flytte fra Skagen, skulle det være alle andre steder end Thy. Thisted var dog det sidste sted i verden, man kunne bo. Og, må jeg i dag konstatere, det ser så altså også ud til at komme til at passe …
Men det måske mærkelige er, at jeg aldrig har fortrudt. Det er måske endda endnu mere mærkeligt, at jeg (bortset fra en enkelt afstikker på halvandet år til Holstebro) aldrig har kunnet forestille mig at bo andre steder. Det er tilsyneladende ikke alle barndommens traumer, der slår igennem.
Jeg er ikke noget udpræget naturmenneske; men jeg kommer da i skoven i ny og næ. Og jeg har tit tænkt, at nok er der det berømte lys over Skagen, men der er også noget over Thy. Der er et andet lys over Thy, men der er et lys, så man snildt kan se langt til den ene side – og vende sig om og til den anden side se, at her lever da rigtige mennesker, som ikke er så forskellige fra mennesker andre steder i verden.

Thy har absolut sine trængsler. Der er langt til både det ene og det andet. Siger man i Thy.  Og hvad værre er: der er mindst dobbelt så langt den modsatte vej. Ved man i Thy. Det første er et geografisk grundvilkår, det andet er desværre et både politisk og demografisk vilkår.
Men det er den samme sol, der skinner, og den samme regn, der falder. At den norske vejrudsigt så som regel er mere træfsikker end den danske, behøver jo ikke at være Thys skyld. Måske er forklaringen, at DMI ligger i en anden udkant …
Jeg holder af Thy, som Thy er, og jeg lever med trængslerne, fordi der– selv om det kunne være bedre – stadig er en, ja nærmest en urkraft, som får thyboerne til at stå ved, hvem og hvor de er på trods af omstændighederne.
Egnen er endda på omgangshøjde med tiden (det har vist sig, at vejene i Thy ikke var for smalle til bredbånd), i hvert fald næsten på omgangshøjde, for Thy har ikke så megen smog, så mange motorcyklister med rygmærker, så mange knivstikkerier, vold og terror eller andet interessant, som ”tiden” ellers har. Ja, der er faktisk på mange måder en stærkt uforurenet luft.
Til gengæld er Thy et land, Thyland, hvor du kan køre fra junivejr til piftende kold novemberstorm og tilbage igen – vel at mærke i absolut ædruelig tilstand. Det lyder tvivlsomt, men det hedder havgus! Kold og klam kommer gusen krybende ind over Vorupør og Klitmøller, så en herlig sommerdag bliver forvandlet til en sur efterårsdag. Men lige på den anden side af gusen er det stadig sommer.
Thy er også et land, Thy, hvor du kan stå en tidlig og meget stille sommermorgen ved Kystvejen i Thisted og se en soldvask Limfjord blank og glat, uden så meget som en enkelt krusning endsige en dum måge, der bryder vandspejlet, fordi den har opdaget noget, der bevæger sig under vandet.
Hvor du kan stå en sen, mørk vintereftermiddag og se et dystert gråt jerntæppe trække gennem bredningen fra Mors og dukke op som et tæt snefald. Og hvor – hvis du for eksempel stod på Heltborg Bakke – fjorden måske var endnu blankere og snetæppet endnu tættere.
Det er naturens egne kontraster. Der er også den næsten uberørte Nationalpark Thy som kontrast til de meget rørige bysamfund i og navnlig omkring nationalparken. Selv om man ikke overbelaster naturen med sin tilstedeværelse, sætter den sig alligevel i én. Den er jo lige om hjørnet, uanset i hvilket hjørne af Thy man bor, og den sniger sig ind i underbevidstheden.
Dermed bliver den en del af livet i Thy: land, by og mennesker. De hænger sammen. Og det var en triumf for denne sammenhæng, da det lykkedes at forene de ellers ofte stærkt konfliktende interesser hos landmænd og naturfredningsfolk om en model, der gav plads til, at Thy fik en nationalpark og ikke blev en nationalpark.
Den, der tager, må også give, for land, by og mennesker hænger sammen. Derinde, i de større og mindre bysamfund, bor der mennesker, som har deres personlige konflikter og politiske stridigheder som alle andre, for når alt andet bliver trukket fra og intet lagt til, så er Thy ”bare” et sted som alle andre steder, hvor der kan bo mennesker.

Måske er det i virkeligheden den mest underkendte kvalitet i Thy: Her kan der bo mennesker, her kan man leve, arbejde og have det mindst lige så godt som i København, Paris eller Hvorsomhelst.
Der er med garanti også dem, der som børn var fuldkommen sikre på, at New York var det sidste sted i verden, de ville bo, og så kom de alligevel aldrig derfra – ligesom der er dem, der som voksne fandt ud af, at de både kunne leve og overleve i Portree (knap 2500 mennesker) på den skotske ø Isle of Skye, selv om de først troede, det var på den anden side af verdens ende.
Man kan altid længes efter at være et andet sted end dér, hvor man er, og man kan sagtens se blanke fjorde og sne-jerntæpper andre steder. Men der er også dem, der vælger Thy til, fordi her er der et Cold Hawaii, her er der Thy Masterclass, her er der natur og kultur – og det er her, Porse Guld bliver brygget!
De, der vælger Thy til, gør det måske, fordi der ikke er så langt til alting herfra som omvendt, og fordi de både kan komme ud i den store verden og tilbage til deres egen, thi der er mere i Thy end nedkørte hjulspor i mager klitjord.
Vel er der absolut plads til forandringer og forbedringer i Thy. Men hvor er der ikke det? Og lige som resten af landet – og verden med – er udviklingen i Thy et andet sted end for 50 år siden, ligesom den vil være et helt nyt sted om andre 50 år, selv om Thy stadig ligger, hvor Thy ligger.
Surf-bølgerne bliver ved med at slå ind mod kysten i Klitmøller; måske er der flere ulve til den tid, men hvorfor skulle fremtidens thyboer være mindre modstandsdygtige eller handlekraftige end fortidens? Når tiderne skifter, skifter vilkårene også. Der kommer nye trusler – også i trængslernes land, men på forsiden af dem ligger nye muligheder. Og Thy har altid overlevet, selv i ulvetider …
Hvor du vælger at bo, handler nok ikke så meget om, hvad der er meningen med dit liv, som om, hvad der giver mening i dit liv – og i din egen have, for her har græsset alligevel også den farve, græsset skal have på dit stykke jord.
Engang imellem kan jeg godt blive lidt rastløs, når ting, der tager tid, tager for lang tid. Men jeg vil ikke være hjemløs, så her er jeg, og det er det sidste sted i verden, jeg vil bo …

”Thy – Trængslernes Land” er ét af bidragene til bogen ”Thy – Længslernes Land”, som Museum Thy udgav i november 2016. Bogen indeholder 39 artikler fra lige så mange nulevende skribenter, der enten altid har boet i Thy, er vendt tilbage efter flere års ”eksil”, er flyttet til Thy og aldrig kommet videre – eller er flyttet fra Thy, fordi de ville videre. Desuden er der citater fra nu afdøde forfattere og kulturpersonligheder om deres oplevelser i og med Thy – og sidst, men ikke mindst er der en stribe fantastiske fotos i bogen.

 

Thy – Længslernes land

Hans Jørgen Knudtzons livslange kærlighed til Thy er blevet til en bog.
Hans Jørgen Knudtzon er drengen, der for mere end tre snese år siden sad højt oppe i et træ i København og drømte og læste begejstret om fugle. Vejlerne blev Hans Jørgens Knudtzons port til Thy.
Bogen har fortællinger, digte, fotografier og malerier af både nulevende og afdøde, for hvem Thy har, og har haft betydning.

Klik på billedet for at læse om bogen “Thy – Længslernes land”

 

klik her for oversigt over alle indlæg