Forfald og fornyelse

Af Klaus Madsen – 2. januar 2017

Vi har et sted, hvor vi føler os hjemme. For os i Thy er det Thy.
Årets sidste lys ebber ud og ned over havet – årets første lys kæmper sig frem og op over fjorden.

Forfald og fornyelse danner rammen om livet. De skeptiske vil sige, at det passer ikke.
De optimistiske vil selvfølgelig sige, at det jo er helt rigtigt.

Forfald er smukt og betagende. Et furet ansigt fortæller om levet liv. Mennesket fortæller om vejes bratte opslidende stigninger og hurtige nervepirrende nedkørsler. Modvind og medvind. Sådan er Thy.
Øjne og ord sætter et liv i relief.
Der er noget vemodigt smukt ved forfald. Hvert sekund i livet er brugt og kommer aldrig tilbage.
Der er noget trygt ved det vemodigt smukke.

Fornyelse ved vi ikke så meget om. Det bliver til et liv i håb og tro på fremtiden. Det næste sekund i livet er fornyelse, og bliver til forfald, når det er gået.
Når sekundviseren runder tolv på urskiven, er der umiddelbart 60 sekunders fornyelse i det næste minut. 60 minutters fornyelse i den næste time. 24 timers fornyelse i det næste døgn. 7 døgns fornyelse i den næste uge. 52 ugers fornyelse i det næste år. Vi ved ikke, hvor længe fornyelsen vil vare. Vi ved kun, hvor lang tid forfaldet har varet.

I spændet mellem hav og fjord bygger vi huse, river ned, dyrker jorden, høster, malker køerne, saver i træ, smeder jern, ælter margarine, fryser flødeis, brygger øl, slagter grise, fanger fisk. Det eneste vi tæller, for at sætte værdi på vort liv, er penge. Med penge bliver vi rige. Vækst sættes frem for livet.
Som om vi har glemt, at livet er forudsætningen for vækst.

I Thy er havet og kimingen grænsen når lyset og dagen bliver til mørke og nat.
Hver aften betages vi, trætte, af lysets eksplosive brud med dagen. Dagen er gået i  forfald.
Vi kan savne dagen der er gået, og håbe på dagen der kommer.
Hver morgen gnider vi øjnene, i beundring over lyset, der over Limfjorden kaster sig over os og den nye ukendte dag. En fornyelse.

God fornyelse og tak for forfaldet.