HÅNDVÆRK: Niels Bjerge har altid tegnet og han fik svendebrev som bådbygger. Han lever nu af både tegnerens og bådbyggerens gode håndværk.
Af Klaus Madsen – 30. januar 2017
THISTED: Når julen nærmede sig i Carlslund Madsens skole i Agger var det Niels Bjerge der blev sat til at tegne julen på tavlen. 46-årige Niels Bjerge har altid tegnet. Han valgte for 7-8 år siden at gøre tegneriet til en del af levebrødet.
Det var lidt en tilfældighed der gjorde Niels Bjerge til bådbygger. Han er opvokset i Agger, men han er født i Struer. Da han var 5 år flyttede familien til Agger. Faren solgte sin fiskekutter, som havde navnet Nordvest, for at skaffe penge til et hus med bedre plads til familien. Hvorfor valget faldt på Agger ved Niels ikke. Måske var det en ferietur, der skabte interessen for byen bag høfder og dige. Familien købte huset umiddelbart vest for badehotellet. Her havde faren et smedeværksted. Huset brændte en nytårsaften i midten af firserne, og faren bor stadig i huset der blev bygget på grunden efter branden
Efter 7 års skolegang i Agger, og et år i 8. klasse på Vestervig skole, kom Niels på Rovvig Efterskole på Mors.
Som ung i Agger var Niels en del af Heavy Agger. Det var Niels der tegnede de fleste af de “tunge” drenges rygmærker.
Der har ikke været tradition i familien for at uddanne sig. Hans bror blev udlært maler, og faren ville at Niels ogsåp skulle have en uddannelse.
Da han kom hjem fra efterskolen havde han en tid som fejedreng på Leth-beton i Bedsted. For at skaffe sig en læreplads tog han cyklen og kørte rundt til tømrermestre. Han tog også en tur til Thyborøn. Han ville have en læreplads, og det måtte godt være noget med træ.
Det sidste sted Niels besøgte blev værftet i Agger. Han spurgte Leo Thøgersen, som var ejer og chef på værftet. For at Leo Thøgersen kunne se om den unge mand havde hænderne skruet rigtig på, fik han en tjans som fejedreng inden lærekontrakten som skibstømrer/bådbygger blev underskrevet. Niels blev glad for faget.
Tegneriet fulgte med. Leo Thøgersens datter Gitte, som efter farens død overtog værftet, fortalte en gang Niels, at hun huskede, hvordan timesedlerne altid var dekoreret med fine tegninger.
Når der var pause på værftet tegnede Niels. Et stykke træ eller et stykke papir var både en udfording og en opfordring.
Niels lærte at holde meget af det praktiske arbejde og håndværket.
I nogle år kom Niels til at arbejde som værkfører for natholdet på NJA-møbler i Nors. Det var også i den periode han begyndte at tænke på at gøre mere ved tegneriet. Han spekulerede på at tage en animationsuddannelse i Viborg. Det blev ikke til noget. Natarbejdet gjorde også, at han begyndte at tænke på et andet arbejde.
En dag så han en annonce i Jyllands-Posten, hvor en dansk bådbygger i Nice ved den franske middelhavskyst søgte en uddannet bådbygger. Niels søgte, og han fik jobbet, som der var mange ansøgere til.
Det blev til to år i Nice med arbejde på de største og fineste yachter. På disse flotte både var det ikke et sprøgsmål om, hvor hurtigt det kunne laves, men udelukkende et spørgsmål om at lave det fineste arbejde.
Det var udelukkende længslen efter familie og venner der fik Niels til at tage tilbage til Danmark.
Han kom hjem og havde blandt andet arbejde med at bygge luksusbåde på et par værfter i Kolding.
Beslutningen om at gøre tegneriet til en levevej blev taget på næsten samme tid som finanskrisen satte ind. Selv om Niels bankede flittigt på mange døre, og også fik tegneopgaver, måtte han tage arbejde ved siden af.
Han havde arbejde som gulvlægger. Han var kort tid pedel på Hotel Hanstholm.
En dag han var Skive besluttede han at banke på døren til væftet for at høre om der var arbejde til en bådbygger.
Der gik ikke mange dage før han blev ringet op kom til at arbejde med bådbyggeri.
Nu arbejder han som selvstændig bådbygger med reparationer og renoveringer. Hjemme i et lille værksted kan han lave der fine arbejde i teaktræ. Han arbejder med monteringen om vinteren i bådhallerne, og om sommeren på bådene i lystbådehavnen
Niels trives med at dele arbejdslivet mellem computerens tegneplade og det fine håndværk som kræves på lystbåde. Selv den lystigste tegnede figur tager han lige så alvorlig som arbejdet med at tilpasse en teakplanke til dækket på en dyr lystbåd.
Der stilles altid krav om godt håndværk.
Tegneopgaverne er blevet flere. Blandt andet har Niels lavet figurerne Storm og Pil, der er figurerne, som guider børn og voksne rundt på oplevelser i naturen med Nationalpark Thys High 5 bøger. Han laver etiketter til bryggerier og tegninger til julekalendere. Tegnearbejdet starter altid med blyantskitse inden han arbejder videre ved computeren
Niels er gift med Susanne Barbenschneider, som er lærer. De har drengene Silas og Christian begge med efternavnene Babbenscneider Bjerge. De bor i Thisted.