Af Frank Weber, lektor med Thisted Handelsgymnasium, EUC Nordvest, Cand.mag. i historie og kunsthistorie
Hver tirsdag kl. 18.45 i vinterhalvåret, tænder jeg stearinlys i 6 lanterner i vores gårdhave. Det gør jeg fordi mit tegne- malehold arriverer få minutter senere. Vi er i alt 8 glade amatørkunstnere, som mødes i mit atelier bag garagen. Det er et opvarmet og oplyst rum med plads til alle ved det store arbejdsbord. Det har stået på i snart en halv snes år, og gruppen er tilfældigt sammensat af personer fra gymnasie- til pensionsalderen.
Fælles for os alle er lysten til at prøve kræfter med blyant og pensel, og glæden ved at deltage i et hyggeligt interessefællesskab. Jeg lægger lokale, lys, varme, the og kaffe til, mens resten af holddeltagerne på skift har kage eller andet godt med til pausen. Det er ikke en forening med kontingent og mødepligt, så man kommer de aftener hvor der er tid og lyst. Dog ser vi gerne at den ”kage-ansvarlige” kommer. Hvis det skulle glippe en enkelt gang, har vi en rulle chokoladekiks som back-up. Vi er flittige fra 19.00 til 21.00, kun afbrudt af den korte kaffe-the pause. Alle føler at tiden synes at flyve afsted.
Alle har forskellige forudsætninger med hensyn til erfaring, træning og uddannelse i at tegne og male, så jeg hjælper med gode råd og vejledning efter behov. Mens vi hygger os med hvert vores kreative arbejde, diskuterer og snakker vi om alle mulige emner. Intet er for småt og intet for stort. Der er en god humor iblandt os, og derfor ofte brug for lige at løfte blyanten eller penslen fra underlaget, når en latter presser sig på. Der skulle nødig sættes alt for mange ukontrollable streger og klatter.
I tirsdags var vi tre der malede portrætter i akrylfarve på lærred, en der tegnede et portræt med blyant, en der var gang med et flot maleri af en ugle med udbredte vinger, en sjette der på fjerde måned var ved at lægge sidste hånd på et motiv fra ”Starwars” og den sidste startede på et abstrakt maleri af New Yorks skyline på 1 X 1 m. Motivkredsen kender ingen begrænsninger, selv om de fleste på et eller andet tidspunkt prøver kræfter med portrætmaleriets svære kunst. Det er sandsynligvis fordi jeg selv er meget optaget af netop denne genre, og tit og frejdigt hævder, at alle mennesker vil kunne lave et vellignende portræt, ved at anvende de rette teknikker og håndværksmæssige fif – og huske at slå hjernen fra! (jvf. min tidligere signatur: ”At gøre et tankeløst portræt”).
Jeg har lige lagt sidste hånd på et portræt af en tidligere elev fra Thisted Handelsgymnasium, og er nu i gang med et portræt af min moster. Det sidste er på bestilling af min mor. Det meste af dette portræt er allerede ved at tage form, men munden er kun lige skitseret. Jeg har gemt det sværeste til sidst. I de fleste portrætter ser man nemlig personen med et alvorligt udtryk med lukkede læber, og alt ud over et lille smil er forholdsvis sjældent. Eller som Charles Dickens udtrykte det, “Der er kun to stilarter i portrætmaleri: den alvorlige og det smørrede grin.” Det er fordi det er meget svært at male et vellykket portræt af en person med tandpastasmil. Det ufærdige ”mundstykke” fik en af mine kære holddeltagere til at udbryde: ”Frank, her har din hjerne vist taget magten!” Ja, man skal høre meget i sit eget atelier.
Frank Weber.
