‘Farbror Karl’ døde, da jeg var 11 år gammel

Af Hans Erik Nørgaard, Aggerbo og historiefortæller

Jeg husker ham mest fra nogle sommeraftner, hvor den rare gamle mand med de milde øjne, gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Karl og brordatteren Petrine boede sammen i et langt rødt hus, der var puttet ind imellem Brugsen og Badehotellet. Lige overfor på modsatte side af vejen boede vi. Fra ruden i fars skotøjsforretning så jeg tværs over vejen, lige over i farbror Karls ‘tæmmerkammer’ (tømrerværksted), mest for at konstatere om han var der, hvad han meget ofte var.

Peter Karl Bruun Andersen var født på Rønland i Harboøre sogn i1875, og kom derfra til Agger. Om det har været mulighederne ved kystfiskeriet eller andre faktorer, der trak Harboørefolk så langt mod nord, fortaber sig lidt for så vidt angår Karl Bruun. Meget tyder på, det var Inger Marie Iversen til hvem Karl Bruun blev ægteviet i Agger Kirke 3. maj 1901, der gjorde udslaget og gjorde det udholdeligt for Karl som Ha’børbo at leve og virke i Agger. Broderen Anders Bruun havde gjort samme flyt, og boede her også med sin familie.

Inger Marie og Karl fik 45 år sammen inden hun i 1946 døde 71 år gammel, og Karl forblev enkemand i 16 år indtil han 87 år gammel døde i 1962.

Længe troede jeg at Petrine, der var i huset hos Karl, var hans kone. Hun havde samme efternavn og aldersforskellen var ret stor, men det betyder vel ikke så meget i en 7 årig drengs optik. Som det dengang hed, var Petrine kommet i ulykke. “Ulykken” bestod i at hun udenfor ægteskab i 1933 fik drengen Hans Erik, samme navn som jeg?

Enlig mor i 1933 kun 23 år gammel, bosiddende i et fiskersamfund hvor Indre Mission mere var regel end undtagelse, var udefra set svært at navigere i skulle man tro. Bogen om Agger ‘Man kom hinanden ved” rammer med sin titel en pæl igennem såvel moral, dobbeltmoral og for den sags skyld Indre Mission, når det iagttages hvor omsorgsfulde langt de fleste var overfor hinanden, enlig mor eller ej.

Hans Erik var blot 13 år, da hans mors farbror blev enkemand. Uden at kende enkelthederne tænker jeg, det har været mest praktisk for alle parter, hvis Petrine og hendes halvstore dreng kunne flytte ind og holde hus for farbror Karl, nu han havde mistet sin kone. Sådan blev det, men glæden varede kort.

Hans Erik døde kun 17 år gammel i 1950, så jeg har af gode grunde ikke kendt ham.

Medens min mors mave voksede og voksede for ottende gang, og nu i 1951 med mig indeni, gik Petrine flere gange over vejen på besøg. Selvsagt var hendes sorg over tabet af sin eneste søn ubærlig. Synet af en gravid mor, der i forvejen havde givet fødsel til syv piger og en dreng, ligeså. En dag kom det så. Stilfærdigt strøg hun med en åben håndflade henover mors runde topmave, kiggede hende sorgmunter i øjnene og spurgte, mens hun nærmest ømt aede: “Hvis det indeni er en dreng, vil du så give ham navnet Hans Erik?”

Der var en dreng indeni, og 15. juli 1951 døbtes jeg Hans Erik i Agger Kirke, opkaldt efter Petrine Bruuns ‘ulykke’.

Hvor langt tilbage det enkelte menneskes erindring når, er nok individuelt. Nogle mener klart at fortælle om hændelser fra de var tre år. For mig er der en helt klar snitflade ved mit sjette år. Alt før mit sjette år er som aldrig sket. Nogle mener det skyldes min ulykke 18. september 1957, hvor jeg blev slemt skoldet, og var indlagt på Thisted Sygehus i mere end seks måneder.

Om ikke dagligt så løb jeg ud og ind hos farbror Karl og Petrine fra sommeren 1958 og årene frem, også efter Petrine var blevet alene i huset. Jeg kendte huset lige så godt som mit eget hjem. Endnu ser jeg for mig pikstenene udenfor bryggersdøren og de kvadratiske sort hvide fliser i bryggersgulvet. Bryggerset gik hele vejen på tværs af huset, kun når kosten stod på tværs i døren udvendig, vidste jeg at klinken på døren ikke skulle løftes. Ellers kom og gik jeg som jeg havde lyst. Det var tydeligt at både Karl og Petrine holdt af børn, og jeg havde nok en ekstra lille stjerne med det navn jeg bar og adlød.

Som stor dreng og ung mand bemærkede jeg, når talen faldt på Karl Bruun, at mRedigeMange benyttede sig af en karakteristik af ham, som jeg havde svært ved at omsætte. Jeg opfattede alles udsagn om ham som nærmest plat, ydmygende og hånlige, når det lød – “Karl Bruun kan lave alverdens ting undtaget fædder te træsko, fødder til træsko.”

Jeg har besluttet mig til at opfatte omtalen fra aggerboerne som den største ros dialekten magtede at udtrykke, når man fåmælt skulle fortælle at Karl kunne snitte træskobunde, altså lave et helt par ny træsko; og samtidigt vise medfølelse over at han og Inger Marie var barnløse.

‘Farbror Karl’ var ikke bare en ordinær fisker, og farbror blev en slags æresbevisning når han overfor mig eksempelvis sagde:”Nu skal farbror Karl lige vise dig”, og samtidigt ikke gjorde ophævelser når jeg helt selvfølgelig kaldte ham farbror Karl uden noget slægtskab.

Han kunne og ville så meget. Kreativ og fingernem.

Det fine håndværk at klinke en ituslået tallerken eller ler fad mestrede han til glæde for mange. Helt holde isenkræmmeren fra døren kunne han nok ikke, men forstrække de få kroner folk havde, kunne nu godt have tildelt ham den hæder, at kalde ham Klinke Karl.

I bogen Man kom hinanden ved (side 76-80) skrevet af Agger drengen Kristian Madsen, fortælles der detaljeret om byens hjemmeslagter Karl Bruun, der kom med sin ‘flådbor’, en trillebør bare med lad. Herpå kunne han fragte sit hvidskurede og hjemmelavede kar beregnet til skoldning af den slagtede gris.

Der gik især ry af farbror Karl for hans skrabning af den skoldede gris. Viden om var der ikke kendskab til nogen hjemmeslagter, der kunne levere en så glat flæskeside som han. Vammelkroppet var han bestemt ikke. Der var speciel underholdning til børnene, når Karl tog de endnu varme ildelugtende indvolde og satte en tarm for munden, for at blæse den ren for indhold. Karls kærlighed til børn kom også til udtryk, når grisens blære skulle gøre nytte. Skyllet og rengjort pustede han blæren op, puttede nogle få hagl eller tørrede ærter i, hængte den til tørre og endte ud med et stykke brugbart legetøj i en tid hvor hverken Lego eller Fætter BR nåede så langt vest på.

Efter en lang dags slagtning blev den mere en 100 kilo tunge gris hængt op i to halvdele i en bjælke i bryggerset, der var forsynet med to svære jernspigre til formålet. Her hængte det slagtede dyr til afkøling med vinduer og døre åbne for gennemtræk indtil Karl næste dags morgen dukkede op igen, for at skære det ned og partere det.

Her blev der truffet aftale om at Karl skulle komme igen næste år ved samme tid, for at slagte den pattegris familien planlagde at indkøbe næste forår.

Inden årets store begivenhed i hjemmet var helt forbi, afregnede husherren og Karl fik de forlangte 3-4 kroner for de to dages arbejde for føden.

Erindringsbilledet fra barndommen af en gammel mand, fandt jeg ud af denne vinter, er hos mig anderledes end det faktuelle.

Hidtil har jeg ikke haft andet end erindringsbilledet at kigge på. Jeg fik foræret et fotografi af ‘farbror Karl’ hvor han er gæst ved et sølvbryllup i byen i 1954.

I min begejstring hvor jeg har haft travlt med at få konfigureret erindringsbilledet med det sort hvide foto, jeg nu sidder med i hånden, sprang tankerne på langfart bagud til et højstemt aftensæde hos genboen.

Udover hvad allerede er nævnt af færdigheder dukkede især to ting op, som Karl Bruun magtede til perfektion og har en alenlang produktion af. Bødenåle og skeer.

Bødenålen var og er et uundværligt værktøj til fremstilling af net til fiskeri, eller reparation af garn/net der er revet hul i. Der var nåle til det fintmaskede, og større nåle når maskerne tilsvarende var store. I dag er de mestendels fremstillet i plastik, men Karl Bruun fremstillede dem sirligt i ben eller træ i alle mulige størrelser. Det ses bedst på illustrationen hvordan udformningen af en bødenål ser ud.

Brugen foregår således at man tager en rulle tråd og fylder nålen. Den fyldte nål føres ind og ud gennem maskerne med tråden i, der bindes knuder og laves nye masker vel at mærke, hvis håndelaget er tilegnet. Også fiskere har stået tilbage, uden rigtigt at få lært at svinge det særdeles nyttige redskab.

Ben nåle bitte små til ålerusen, eller agn vod hvori der fangedes tobis eller ålekvabber beregnet til levende madding på kroge. Sildegarn lidt større masker, lidt større ben nåle. Skrubbe- rødspættegarn lidt større masker, og Karl måtte lave større ben nåle. Pighvar og stenbidergarn har de største masker, som så krævede tilsvarende bødenåle.

Spiseskeen af ben ser jeg tydeligt for mig i hånden på Karl. Og i munden perfekt i pasformen. Vædderhornene leverede materialet til skeerne.

Helt selvfølgelig havde den rare gamle mand sin helt egen og meget private ske. Synligt var den ikke fremstillet for nylig, sliddet og den matte overflade vidnede om flere års brug. På væggen bag Karl var et nydeligt bræt skruet vinkelret op. Hullerne i den ske-hylde passede så skaftet kunne sættes oven ned, og selve skeen blev forhindret i at falde igennem. I det nordligste hul hang skeen sammen med to andre skeer skråt til venstre over Karls skulder, så han med en let bevægelse med højre arm kunne række over og tage sin ske i reolen.

Det er sommer og varmt, også indendøre denne aften, hvorfra mit mest klare erindringsbillede af Karl er hentet. Solen har bagt ned over husets sorte pandeplader hele eftermiddagen, og er nu rykket over på nordsiden af taget, for at aflevere sommerdagens sidste lune der.

Tværs over vejen kunne jeg se hjem. ‘Skotøjsforretning’ stod der malet med hvidt i butiksvinduet hjemme.

Døre og vinduer stod åbne og luften stod stille herinde i spisekøkkenet hos Petrine og ‘farbror’ Karl. Her var fredfyldt, ingen sagde noget. Jo fluerne summede om kap med hønsene, der sloges lidt om dagens sidste orm. Også den karakteristiske sommer lyd, knirke lyden fra splitternen der evner at knirke med næbet fyldt af friskfanget brisling, kunne nå herind.

Karl lukker døren til ‘æ tæmmerkammer’ bag sig, og triner over bryggersgulvets sort/hvide fliser. Stopper op og kigger norden ud på vejen et øjeblik. Stadig ingen ord hverken til mig eller brordatteren, der næsten samtidigt lukker bryggersdøren sønden ud bag sig, og kommer ind.

Tre dybe tallerkner sættes på bordet. Det blev ikke sagt, men jeg vidste, at den tredje tallerken var til mig. De faste pladser ved bordet tilhørte husets beboere. Karl til venstre for mig på den ene side, Petrine overfor og jeg ved bordenden.

Himlen over os var blevet ildrød. Ikke en sky.

Jeg var ikke vandt til aftenkaffe eller andet inden sovetid, så her var lagt op til noget særligt.

Et rødt indeni glaseret ler fad Karl havde klinket efter et uheld, stod midt på bordet med den lækreste rabarbergrød, porcelænskanden med mælk fra Poul Thøgersens køer stod ved siden af. Med den slags mælk er fløde helt overflødig. Et skærebræt med groft mørkt rugbrød hørte også til det prægtige måltid.

Rabarbergrøden, brød og mælk spistes i andægtig stilhed.

For mig var det højtid.

Af vi tre fik jeg mest, og var først færdig.

Jeg kiggede særligt på Karl. Øjnene udtryksfulde milde, brynene ret heftige og skægget synes at være i vejen netop nu. Han var næsten færdig også, kun få skefulde lyserød mælk som den tyndslidte ben ske samlede op til sidste dråbe.

Han skubber tallerknen lidt ind på bordet, den var også klinket, medens han endnu holder sin ske i hånden.

Vi er nået til opvasken, der foregår på den måde, at Karl omhyggeligt slikker sin ske ren for hvad der måtte hænge ved, både i skeen og bag på – dog ikke skaftet. Viskestykket skal ikke grises til, så med skeen holdt fast i sin venstre hånd, sætter han den i klemme i sin højre armhule udenpå skjorten og trækker den igennem et par gange inden skeen endevendes og får samme tur modsatte vej.

Tør og ren rækker han med sin højre hånd skeen skråt bagud og op i ske’reolens hul med skaftet først, slipper og vips hænger skeen på sin plads klar til næste måltid.

Skægget rengøres også, først med håndryggen på højre dernæst venstre hånd.

De store snilde hænder foldes.

Efter et kort mildt blik rundt til os, lukker den stovte stilfærdige mand øjnene og takker himlens Gud for dagen og maden, som for denne barnløse gudfrygtige tilflytter og fisker, ikke var en selvfølge.