TEKNIK: Per Skaarup var 22 år gammel, da han i 1965 blev uddannet radiomekaniker. Da han var 54 blev han maskinarbejderlærling på Vestas. Siden 1976 har han boet i Ginnerup gamle skole
Af Klaus Madsen – 14. august 2017
GINNERUP: 30. august 1942 blev Per Skaarup født på et husmandssted i Heltborg. 9 måneder gammel fik han børnelammelse, og det blev et lille handicap. Som han selv fortæller: – Jeg gik skidt. Per har i godt 50 år været gift med Dagny. De har børnene Ane, Hans og Else.
Det blev kun til syv år i Heltborg Skole, der den gang lå ved møllen. Der var i halvtresserne stadig tradition for, at drengene kom ud at tjene ved landbruget. Det ville Per ikke, og han kunne heller ikke. Revalideringen sendte ham på skole i Aalborg. Her blev det en sprunget sikring, der kom til at sende Per i retning mod et svendebrev som radiomekaniker. Det var også på skolen i Aalborg han fik interesse for at arbejde med en metaldrejebænk.
Mens Per gik på skolen i Aalborg, havde han købt en gammel radio, som han eksperimenterede så meget med, at sikringen sprang i huset hos fru Jensen, hvor han boede på et lejet værelse. Da der skulle være lønudbetaling, blev Per kaldt ind på kontoret. Han frygtede en alvorlig samtale. Det viste sig dog, at den sprungne sikring blev anledning til, at Per kom på et værested, hvor han fik mulighed for at bygge radioer
Efter opholdet i Aalborg blev Per i efteråret 1959 medhjælper hos bogbinder Gravesen i Vildsund. Her lærte han hurtigt noget af bogbinderhåndværket. Han har hjemme, i sit lille værksted, samlet bogbinderværktøj, blandt andet en gammel skæremaskine.
En dag i 1960 blev han ringet op af en medarbejder fra arbejdsanvisningen i Aalborg. Beskeden var, at Per næste dag klokken 12.15 på rutebilstationen i Hobro skulle stå af bussen fra Aalborg. Her skulle han møde Jørgensen fra Volstrup, som ville tage ham i lære som radiomekaniker.
Det var før telefonerne blev automatiseret. Da medarbejderen fra arbejdsanvisningen ville ringe til Pers forældre, kunne centraldamen fortælle, at Per kunne træffes på nummer 133 under Sundby Thy central.
I hele læretiden i Volstrup, som var fire et halvt år, boede Per hos Jørgensen, og var en del af familien. Arbejdet som lærling omfattede også pasning af Volstrup Elværk, som var et af datidens mange små jævnstrømsværker på Himmerland. Per var elværksassistent. Elværket havde to vandturbiner og en dieselmotor. I sommeren 1961 blev elværket lukket, og elforsyningen overtaget af et større selskab. Der kom også vekselstrøm i ledningerne.
Efter lukningen af elværket flyttede Jørgensen til en ejendom, hvor han byggede nyt værksted. Financeringen klarede han ved, at en bil, som den ældste søn vandt, blev solgt.
I starten af tresserne var fjernsynet nyt. I Frejlev, mellem Nibe og Aalborg, blev der i 1959 rejst en sendemast, så der også kunne modtages fjernsyn i det nordjyske.
Radio og fjernsyn var i Pers læretid bygget med radiorør.
Per fik som nyudlært i 1965 arbejde hos en radioforhandler i Nibe. Ofte blev reparationerne den gang lavet hjemme hos kunderne. Det var i orden at sige ja tak til en kop kaffe, men man skulle bare ikke drikke kaffe hele eftermiddagen.
I et par år, 1967-1968, var Per selvstændig i Hvidbjerg på Thyholm.
Senere kom han til at arbejde en tid hos Ernfred Vestergaard, der havde forretning i Snedsted. I 1970 kom Per til at fyre sig selv.
I en annonce i Jyllands-Posten søgte Per derefter arbejde. Han fik fem seriøse henvendelser. Han tog ansættelse på regntøjsfabrikken Ocean i Herning. Her kom han til stå for udvikling af og drift af maskinerne. Som radiomekaniker havde han god forstand på teknikken bag svejsemaskinerne, som brugte en 2,5 kilowatt sender. Han udviklede en speciel måde at montere lommer på i regntøj – en teknik der stadig bruges. Da fabrikken skulle producere vaders, fandt Per teknikken, der svejsede støvlerne holdbart sammen med bukserne.
I 1974 rejste Per til Sverige for at arbejde på en plastikfabrik. Lønnen var dårlig, plastikken lugtede, maskinerne støjede og det var varmt. Han fik hurtigt et nyt arbejde som reparatør på en af Volvos fabrikker. Her var lønnen god. Han arbejdede på natholdet med vedligeholdelse af støberimaskinerne, som skulle være klar, når dagholdet mødte om morgenen.
Svenskerne elsker anbefalinger. Derfor fik Per bogholderen på regntøjsfabrikken til at skrive en flot anbefaling på fabrikkens officielle brevpapir. Per blev ansat, og en af kvalifikationerne han skulle have var at svejse. Heldigvis viste det sig, at han stort set aldrig kom til at svejse.
Efter et par år i Sverige vendte familien i 1976 tilbage til Danmark og bosatte i Thy. De købte Ginnerup gamle skole, som siden lukningen i 1961 havde været vaskeri og bolig. De overtog et hus med masser af mus og blandt andet et soveværelse, hvor der stadig lå brugte bleer.
I Thy arbejdede Per som radiomekaniker på freelancebasis. Han havde arbejde både i Hurup og Hanstholm.
En lang sygdomsperiode, hvor Per blev behandlet for testikelkræft, satte sine spor.
Der blev også mindre brug for radiomekanikere.
Pers samling af gammelt bogbinderværktøj gør, at han stadig kan binde bøger ind.
Efter en længere arbejdsløshedsperiode kom Per på efteruddannelse på Teknisk Skole i Thisted. Her kom han til at lære meget mere om at arbejde med en drejemaskine. Han fik undervisning i at fræse og i EDB.
Efter kurset fik han i seks et halvt år ansættelse på Joran Bor. Han forlod Joran Bor med en besked om aldrig at komme tilbage.
Som 54-årig besluttede han at tage en uddannelse som maskinarbejder. det var svært at finde en virksomhed, som ville tage en voksenlærling der var så gammel.
Per kom i lære på Vestas, og 11. maj 1998 fik han efter to års læretid svendebrev som maskinarbejder.
Som udlært fik han arbejde på Cimbria i et par perioder.
Beskeden om aldrig at komme tilbage til Joran Bor kom ikke helt til at passe. Pers evner gjorde, at han blev tilbudt en opgave med at lave kulplader til ovnene, hvor borene blev hærdet. Han var ansat et års tid i projektet.
2004 gik Per på efterløn efterløn fra en ansættelse på Cimbria.
Desværre har dårlige nyrer gjort det nødvendigt, at Per tre gange i ugen, mandag, onsdag og fredag er i dialyse på sygehuset i Thisted.
Et lille værksted og et rum fyldt med gamle radioer, grammofoner, båndoptagere, fjernsyn, transistorradioer, biltelefoner og andet elektronisk grej vidner om en livslang interesse.
Det begyndte med en sprunget sikring og en busbillet til Hobro.
