Af Jan Morell – forfatter, billedkunstner og musiker – 2. oktober 2017
I år er det præcist 50 år siden, at Hanstholm Havn blev indviet. Fiskerne i Klitmøller var ikke begejstrede og ville i stedet for nogle få hundrede meter have udsigt til at skulle transportere sig 20 kilometer hver dag for at komme på arbejde.
Imidlertid skete der det, at landingspladsen i Klitmøller i 1969 sandede så meget til, at bådene hverken kunne trækkes op på stranden eller trækkes ud i havet.
Nogle blev liggende på stranden for at vente på, at revlen flyttede sig igen, mens andre begyndte at fiske fra Hanstholm. I begyndelsen var det meningen, at de ville vende hjem til Klitmøller.
De unge fiskere ville gerne prøve kræfter med den nye havn i Hanstholm, mens de ældre ville blive i Klitmøller. Nu var der for få fiskere til at betale udgifterne til drift af ophalingssspillet, hummerhuset og isværket.
En afstemning i fiskeriforeningen afgjorde ved en flertalsbeslutning sagen.
Landingspladsen lukkede.
Bådebyggeriet brugte landingspladsen som ophalerbedding for kystbådene på hele kysten frem til 1970. Der kom både fra hele Vestkysten til Klitmøller for at blive repareret. I Hanstholm byggede Kesse Mortensen værft ved beddingen, og ophalingsspillet i Klitmøller blev solgt til Thorup Strand.
Da den sidste Klitmøllerkutter lidt modvilligt satte kursen mod nordøst for permanent at blive hjemmehørende i Hanstholm, blev der stille og tomt på landingspladsen ved Ørhage. På den 6 sømil lange tur blev der tænkt mange tanker i de små åbne styrehuse til lyden af de 30 hestes Hundestedmotorer med deres karakteristiske dunk-dunk-dunk-dunk.
Tankerne kredsede om deres lille, trygge landingsplads i Klitmøller og den uvisse fremtid i moderne havn i Hanstholm. Mange, mange tanker, men kun få ord, er jeg overbevist om.
Man må give fiskerne fra Klitmøller, at de bidrog til den succes, som Hanstholm Havn i dag har som Danmarks vigtigste og største fiskerihavn.
Og de fleste mølboer vedblev med at fange dagfriske fisk – i modsætning til de store trawlere, som kunne være væk i ugevis for at komme i land med fisk som for længst var døde.
Nu er opbruddet ved at være glemt og en del pensionerede fiskere sidder og nyder de dygtige, surfende vovehalse, der flittigt bruger de store brådsøer, når de surfer.
Brådsøer som kostede med mellemrum kostede deres kollegaer livet.
Indimellem kan jeg godt savne livet på landingspladsen. Jeg husker hvordan jeg som barn blev løftet ombord umiddelbart efter at en kutter havde ramt sandet på stranden. Hvis jeg skyndte mig om på hækken, inden kutteren var trukket helt op på stranden, kunne jeg nå at få fornemmelsen af, at jeg sejlede på havet, når jeg med sultne, skrigende måger et par meter over mit lille hoved og kiggede ned i de skummende søer, mens rullestenenes møde med kutterens bund frembragte en særlig skurende lyd, når kutteren i små ryk langsomt bevægede sig op gennem sandet.
Der var en em af halvrådne krabberester, som jeg holdt meget af. Den er der heldigvis stadig i krabbesæsonen takket være de mange lystfiskere.
Min mor havde mange fætre og grandfætre, der drev fiskeri. Navnlig onkel Ajs havde en del sønner og en svigersøn, som var fiskere. Selv var han, foruden at være fisker, en årrække formand for redningslauget. Jeg husker ikke, at jeg på noget tidspunkt fik lov at betale, når jeg var sendt ned for at hente fisk til aftensmaden.
For mit indre blik jeg den dag i dag se, hvordan rødspætterne stadig sprællede og vred sig på panden lige til de blev ædt.
Jo. Dengang kunne man få i sandhed få friske rødspætter.
I dag er det ikke så nemt at få dagfriske fisk i de vestjyske fiskerlejer.
De er nemlig ikkeeksisterende.
I dag er der dog et eneste fiskerleje tilbage i hele Nordeuropa, hvor store kystbåde trækkes op på stranden. Det ligger i Danmark. Nærmere betegnet i Thorup Strand, hvor der blæser friske vinde fra nordvestlige retninger.
Mens alle de andre fiskelejer på Vestkysten er lukket ned, gennemgår Thorup Strand i øjeblikket en rivende udvikling. Allerede nu er der 11 kystbåde.
Denne sommer søsattes verdens største kystbåd af sin slags, HM17, et hypermoderne fartøj med glasfiberskrog. Et andet glasfiberfartøj er blevet afløst af den 30 tons store klinkbyggede havbåd HM 33, Kikani af egetræ som blev bygget på Hanherred Havbådeværftet i Slettestrand. Værftet har i lige nu tre tilsvarende havbåde i bestilling til de unge fiskere i Thorup Strand. I september er bådebyggerne allerede nået op til 6. bordgang i det store klinkbyggede egetræskrog til den næste båd, som har vist sig at være lettere at trække ud og ind end de tunge og stive glasfiberbåde.
Ved at danne et kystfiskerlaug for alle byens partsfiskere formår Thorupstrand at opbygge fælles fiskekvoter, og lauget har startet Thorupstrand Fiskercompagni, hvormed man i fællesskab satser på afsætning på nye måder bl.a til Brugsens mange butikker i Danmark. Med en massiv opbakning fra lokale håndværkere, etnologer, banker, frivillige og ikke mindst gutternes familier, blomstrer Thorupstrand, som nu er det sidste sted, ikke blot i Danmark, men Nordeuropa, hvor man stadigvæk trækker så store kystbåde op på stranden hver dag.
I dag har Thorupstrand Landingsplads Pakhusforening (der består af Thorupstrands Kystfiskerlaug, Fiskeriforening og Han Herred Havbåde) bygget et nyt pakhus på 1000 m2 med samlecentral, isværk, filetskæreri, pakkeri og fiskebutik med spisepladser, der ejes og drives af byens foreninger. Pladsen har også investeret i en ny Caterpillar på 90 tons, der nemt trækker de omkring fra 10 – 30 tons store havbåde op på stranden. Kystfiskerlauget har tillige købt en 90 tons stor egetræskutter, HM 800 Jammerbugten, der ligger i Havnegade ved Nyhavn. Her kan københavnerne nu købe dagfangede fisk – fra Thorupstrand.
Men måske er der et aber-da-bei.
Store trawlere og dobbelttrawlere fra både Danmark, Norge, Irland, Holland m.fl. er i færd med at ødelægge faunaen og havets diversitet, som har en afgørende betydning for fiskebestanden.
De 200-500 tons store bundtrawlere og flyshootere driver for det meste aggressivt fiskeri, hvilket vil sige at de indhenter og fanger fiskestimerne i store trawl. Det kræver motorer med mange muskler og dermed et voldsomt CO2-udslip. Her skal nævnes at de små trawlere har lettere redskaber, som ikke truer havets fauna.
Fra Thorupstrand driver man derimod passivt fiskeri med garn, line og vod. Man inviterer fiskene indenfor, om jeg så må sige.
Brændstofforbruget ved denne metode er mange gange lavere end ved det aggressive fiskeri. Så der er meget at vinde.
Her skal ikke lyde et ord om kvoter og kvotekonger.
Og dog.
Det er tankevækkende, at kvoterne nu er så dyre, at det næsten kun er giga-fiskeri-koncernerne, der har råd til at betale prisen. En afkapitalisering og en omfordeling af midlerne, ville give mulighed for at støtte det skånsomme og kystnære fiskeri på den jyske vestkyst.
En gammel drøm er vakt til live. Drømmen om at der igen vil ligge 25 hvide kuttere ved Ørhage i Klitmøller, i Slettestrand, Lønstrup, Løkken, Grønnestrand, Lildstrand, Blokhus, i Vangså, i Nr. Vorupør og Stenbjerg m.fl.
I Thorupstrand går snesevis af havboer nu på arbejde, som følge af aktiviteterne i Jammerbugten.
I have a dream.
Måske andre også har?
Jan Morell
