Af Hans Erik Nørgaard, Aggerbo og historiefortæller – 14. marts 2019
Her næsten to år senere ved jeg ikke, hvem han er.
Måske sidder han derude, og endda læser med her, og genkender situationen.
Vi er til Sange ved Havet i Agger søndag aften ved Signalmasten og Mary. Når vejret forkæler os er der rigtig mange, der skal til havet søndag aften, have en is med to, tre eller flere kugler. Med fedtet guf der løber ned ad både vaffel og hånden, går aftenturen op igennem sandet, eller mere sikkert af hensyn til is og guf via handikapstien til plateauet udsigtsposten ved Signalmasten.
Mange kendte ansigter dukker op, og endnu flere ukendte tager plads på de solide siddepladser langs kanten af plateauet eller i klittens skråning siddende med udsigt over et dovent hav. Splitternernes karakteristiske kniirk er lydt, når de passerer over os. Selv med sild i næbet.
Meget er det samme som sidste søndag, eller sidste år. Klokken halv ni og tre kvarter frem synger vi sammen fra sanghæftet, Thøger Larsen Du danske sommer, Henning Toft Bro Fuglene letter mod vinden og fem seks flere. Harmonika, violin, sav eller hvad vi har, akkompagnerer lystigt. Folk elsker at synge sammen, med det næb hver enkelt er tildelt at synge med.
Sangene bindes sammen af lokale anekdoter på dialekt, alle bindes vi sammen for en stund. Især fremhæver nordmænd, sjællændere, bornholmere og andre gode folk, at netop dialekten giver noget særligt her i sandet ved havet – samhørighed, fællesskab.
Andægtig let stemning.
Mens ternerne flyver med mad et sted hen, mærkes det næsten magisk at stemme i med Solen er så rød mor, hvor mågerne og ternerne ikke har noget sted at bo. Melodien knytter ordene sammen, og flere øjne er mere fugtige, end for lidt siden. Solen langt omme i nordvest synker hurtigt nu, gloende, og nærmer sig sit nye sted at stå op.
//Åh hør, nu synger stjernerne. De synger mig til ro.//
Det er som om stilheden vinder over vanlige klapsalverne, og sommeraftenens fælles vilkår for tyske, norske, svenske, danske.
Et tak for i aften forløser et lille klap.
Flere kommer og siger tak. Andre nævner at den og den sang, der ikke blev svunget i aften, må synges næste gang.
Målet røbede at næste mand var bornholmer. Vi er aldrig mødtes før. Ansigtet var glad, og han var endnu ikke stoppet med at synge, da han på sit skønne modersmål ville takke for en uforglemmelig oplevelse. Lidt overstrømmende men velment anbefalede han, at vi fortsatte med Sange ved Havet selv om han ikke havde forstået ret meget af, hvad der var blevet fortalt på thybomål.
Jeg er så småt på vej på mit elkøretøj ned af handikapstien akkurat nu øst for Signalmasten, da jeg hører en bag mig, siger noget. Et nyt ukendt menneske kommer op og går ved siden af mig og min økoharley.
Endnu en fremmed som ville sige tak efterfulgt af en byge af spørgsmål om Agger og Nationalparken. I det omfang jeg kunne, besvarede jeg efter bedste evne. Som lyn fra en klar himmel kom det uventet:”Er du missionsk?”
Jeg tænkte et øjeblik på vegne af den fremmede:”Med denne viden gør du hvad?” – og svarede ham:”Missionsk, hvad er det lige det er?”
“Det er et rigtigt godt spørgsmål.” – fortsatte han.
Jeg prøvede at gøre manden opmærksom på, at det var ham der havde spurgt, og at han vel var klar over hvad det var, han gerne ville vide.
Det var han ikke, og den ellers gode samtale døde lige der.
Fælles sang og fællessang har stærke kræfter i sig.
Sammenhængskraften ses nok ikke stærkere andre steder, sangens lim holder os sammen i sorg og glæde.
Et lille eksempel herpå er årsdagen for Breiviks massakre på Utøya, hvor Sange ved Havet havde tankerne hos de mange ofre og deres pårørende, medens vi sammen i magtesløs sorg anvender sangens sprog i Kringsat af fiender.
Sange ved Havet er blevet spurgt om vi kan være med, når Foreningen Norden fejrer 100 års jubilæum i september 2019.
Vi arbejder på sagen, og får at se om de gode vibrationer fra Signalmasten i Agger kan transformeres og blive et spædt pip i det store nordiske kor på 1 million sangere.
Alsangs tanken fra 1940 ønskes genoplivet og Norge, Sverige og Danmark laver et kor på en million mennesker, der tv transmitteret 7. september synger tre kendte sange.
Nordahl Grieg, Kringsatt av fiender.
Svensk folkevise, Wem kan segla förutan vind.
Fritz Andersen 1864, I skovens dybe stille ro.
Så syng da – Norden! Missionsk eller ej!
Hans Erik Nørgaard.
