”Trist, det er hvad det er”

Peter Plys har sat overskriften.

Af Gitte Ishøy, sognepræst i Thisted siden 1985 – 11. april 2019

For godt 33 år siden flyttede Frank og jeg til Thisted, til Platanvej 25. Jeg havde fået stillingen som sognepræst ved Thisted Kirke, den første kvindelige præst i byen. Frank blev jo så den første præstemand i byen. Han var godt rustet, han kunne nemlig bage ”Gurli Margrethes kartoffelkage”. Vi flyttede ind i december 1985. Midt på gulvet i den store stue havde min morbror og min mor sat indflyttegaver til os. Kirsten Fonseca og Louise Krøyer kom med kager og kaffe til det unge par.

Det var tungt at flytte fra Århus, at flytte fra venner og studiekammerater og vores dejlige lejlighed i Fynsgade. Vi – læs Frank – havde ganske vist undersøgt noget om Thisteds og Thys historie, men vi kendte jo ikke området særlig godt. Det kom vi til, sådan lidt efter lidt. Vi fandt hurtigt ned til Limfjorden, fordi vi havde fået os en dejlig flatcoated retriever, Buster I. Han ville luftes, og det helst ved vandet, så han kunne komme ud at svømme. Fra fjorden fandt vi vejen ud til Eshøj Plantage. En skov med lige træer. En skov med dejlige stier. En skov, hvor man kunne få lov til at gå i fred og ro i egne tanker. En skov, som var dejlig at trave rundt i på alle årstider, men især om foråret, tog den sig ud med det mest vidunderlige, bjergtagende dække af anemoner. Prøv engang at stå i udkanten af skoven en forårsmorgen og nyd kigget ud over skovbunden, tag så nogle dybe indåndinger. Så bliver det vist ikke mere paradisisk!

Så blev de daglige gåture efter mange års forløb udvidet til en gåtur ud til Malle Strand. En betagende tur. Midt på Grønlundsvej dukker Mors med molerværk-et op, næsten som et fatamorgana. Når man så drejer ved huset, som ligger hist, hvor vejen slår en bugt, mødes man af et landskab som kunne have været fra istiden. Man kan være heldig at møde de samme mennesker hver gang. Jeg træffer ofte på en mand med en herlig chow chow-hund. Vores to Welsh Corgi Cardigans, Filbert og Melvin, som vi havde glæde af fra 2008-18, hilste gladeligt, men vores nye Corgi, Dexter, vil hellere hidse sig op end hilse. Han har nemlig en fortid som eneste hanhund i en kennel!
Vi besøgte ofte Stenbjerg, fordi et par af vores bedste venner havde som-merhus derude. Vi fik ofte fisk hos dem, krabbekløer, en gang hajfinne. Efter maden skulle vi selvsagt ned til vandet, til de pittoreske fiskerhuse. Vi fandt selv vejen ud til Klitmøller. Dengang var der ikke så mange mennesker. Vi kunne finde store, udhulede flintsten, velegnede til fuglebade og urtepotter, som Frank og andre mandlige familiemedlemmer måtte slæbe hen til bilen gennem det tunge sand. Vi kom der efterhånden oftere, for flere af vores venner havde sommerhuse derude.

Vores to første vandhunde, Buster I og Buster II, elskede at komme ud til Bøgested Rende. Det samme gjorde vores drenge, Andreas og Jakob. Efter endt arbejde søndag pakkede vi vores picnickurv med kaffe, saft og kage og futtede derud. Først gik vi i læ igennem den dejlige eventyrskov. Vores Buster plaskede så dejligt i det ildelugtende brakvand. Så ud til Vester havet til sus og tjære, så ind i skoven igen og hen til bilen og nyde de medbragte herligheder.
Vi har taget utallige ture ud til Nors sø på alle tider af året. Vi har travet skoven tynd, jeg har ofte været i skoven med mine konfirmander. Familien har tit svømmet i søen. Sidste år står særlig tydeligt i vores erindring. Tidlig om morgenen ved seks-tiden kørte vi derud. Vi var kun ganske få derude: En indsamler af affald, et ungt par, der havde sovet i vandkanten natten over, og så ellers bare os fire, stilheden og det svale vand. Jeg må sige: Gardasøen er det (u)rene vand ved siden af!

Det var en storslået natur, som vi fra begyndelsen kom til at sætte stor pris på. Rigtig stor pris. Jeg løber – Frank mener, jeg bør sige ”jogger” – på vel nok Danmarks smukkeste rute: Hjemmefra Magnoliavej over Fårtoftvej hen til Grønlundsvej op til den ny skov, i kanten af Eshøj, ned ad Eshøjvej og så hjem igen. Den kan løbes på alle tider af året. Om vinteren med lys fra pandelampen, da der er kommet lige vel rigeligt med huller i vejen. Den gamle frue har faktisk haft et par fald her på det sidste!
Så har jeg slet ikke nævnt de gode mennesker, vi har mødt på vores vej. Hvor skal jeg begynde endsige slutte? Jeg vil gerne have alle med! Vi har fundet gode venner i Thy. Vi er blevet forældre i Thy. Vi har haft gode naboer, hvor vi end har boet i Thisted. Vi har begge haft et godt og langt arbejdsliv. Jeg som sognepræst i 33 år, Frank som historieforsker, gymnasielærer på Thisted Gymnasium i 10 år og senest på EUC Nordvest som lektor i 18 år ved Thisted Handelsgymnasium. Frank har været synlig i Thy.

Han har i sandhed været en værdig præstemand: Har siddet i Kirkeblads redaktionen i mange år, været søspejderleder, lavet overhead-tegninger til mine børne-familiegudstjenester, senere PowerPoints på TV-skærmene, kørt med her og der til samtaler, nogle gange gået med ind, når der skulle føres samtaler sent om aftenen eller om natten. Han har siddet i en håndfuld bestyrelser og tog initiativ til at oprette Besættelsestidshistorisk Samfund. Det sidste betød at familien for alvor kom ud i naturen i Thy, hvor der skulle registreres bunkersanlæg i hele Thy! Han kastede sig over forskningen af kaptajn Hansens dramatiske endeligt 1886, og historien om den hemmelige agent i Thy 1942. Han gav gerne foredrag om kunst. Her de sidste mange år har han haft sit tegne-male hold her hjemme i atelieret hver tirsdag aften. Det har bragt ham stor, stor glæde.

Jeg har fået lov til at være sognepræst for en menighed, som jeg kom til at holde af og sætte stor pris på. En menighed, som har været med at forme mig som sognepræst og menneske. Til andagter på plejehjemmene, fandt jeg ved hjælp fra menigheden ud af, hvordan de skulle holdes – eller hvordan man gerne ville have de skulle holdes. Der kom trosbekendelse til og nadver og hvad nu ellers der var behov for. – En menighed, som fra starten i 1985 fandt sig i korte, famlende prædikener, begravelsestaler og vielsestaler. Du gode tid, hvor jeg fattede mig i korthed dengang! For det hørte jeg ikke ét eneste suk! Jeg var måske nok lidt hård med konfirmanderne til at begynde med, men det rettede sig, ikke mindst da vi selv blev forældre til et par drenge. Så røg kravet om det perfekte og korrekte sig en tur!

Jeg har fået lov til at døbe utallige skønne unger, fået lov til at snakke med deres forældre. Jeg har haft stor glæde ved at undervise konfirmander, senere også mini-konfirmander både fra Rolighedsskolen og Østermølleafdelingen. Det har krævet sin kvinde, men hillemænd, hvor har jeg nydt samværet med børnene. Jeg har fået lov til at vie det ene skønne par efter det andet og ført gode samtaler med dem. Jeg har fået lov til at holde begravelse for rigtig mange i sognet. Jeg er i de situationer blevet vist den allerstørste tillid, som jeg håber, jeg har levet op til. Åh, hvor jeg har haft mange gode samtaler i de svære, tunge situationer. Jeg blev lukket ind for en stund. Der har dertil været utallige møder, nogle mere meningsfulde end andre.

Vi har gået til koncerter især i Thisted kirke. Vi har nydt at komme på Kirsten Kjærs Museum, Thisted Museum, Heltborg Museum, bunkersmuseet i Hanstholm og ude i Lild Strand, hos Pier i galleri Arte. Af og til, når vi havde tid, kom vi også til Det Ny Kastets udstillinger. Vi har nydt at komme ud til Finn og Birthe Bukhave ude i Hundborg. Jeg kunne blive ved, men må vist til at slutte!
”Hvorfor er det trist” som æslet spørger i Peter Plys bogen? Jo, for lige om lidt forlader Frank og jeg Thy for at flytte til Staby, hvor vi har købt et hus. Vi vil til at begynde på et nyt kapitel af vores liv. Men forinden skylder vi Thy og thyboerne tak, en stor og hjertelig tak for 33 begivenhedsrige, dejlige og uforglemmelige år!

Gitte Ishøys ordination i Budolfi Kirke i Aalborg 12. december,  og indsættelse i Thisted Kirke 14. december 1985:

 

I 2015 blev der, til en udstilling på Museum Thy i anledning af 100-året for valgret til Folketinget for kvinder, lavet portrætter af 9 kvinder i Thy – Gitte Ishøy var en kvinderne.

Klik på pilen for at høre Gitte Ishøy fortælle