Kristendom, Kuttere og Kommunisme

Af Jan Morell, Forfatter m.m. Medlem af menighedsrådet v/Sankt. Johannes kirke i Århus – 23. februar 2021

I marts 1885 blæste en fredsommelig østlig forårsbrise i Nordsøen ud for Thykysten. Alle fiskerne fra Stenbjerg og Nørre Vorupør var på havet. Pludselig slår vinden om i en nordvestlig retning og på minutter forvandler vejret sig til et sandt helvede. Vinden tager hurtigt til i styrke og der går ikke mange minutter før der blæser en fuld storm med orkanstyrke i vindstødene. Ikke mange kuttere nåede landingspladserne i Stenbjerg og Nørre Vorupør. Det var et Ragnarok. 4 fiskere fra Stenbjerg og 8 fra Nørre Vorupør bliver dræbt i brændingen, da de kun et ton tunge kuttere splintredes og kastede de 4 fiskere over bord.

Der var yderligere 4 kuttere i nærheden. De kunne ikke komme i land, men søgte mod nordøst i håb om at finde læ ved Hanstholm. De 17 af de 18 fiskere og de 4 kuttere nåede sikkert i land på landingspladsen i Hanstholm. Senere fandt man den sidste liggende på ryggen med foldede hænder. Deres bønner var blevet hørt, som man sagde i samfundet. Samfundet var identisk med Indre Mission. Jo de var i sandhed stærke i troen, en tro, som bedst kan beskrives med en autentisk beretning om en hændelse på havet. En kutter blev knust i brændingen og 5 fiskere blev kastet overbord. De fire havde vendt sig mod Jesus. De havde redningsbælter på, mens den fjerde var vantro og ikke havde redningsbælte på. Da den ene af de stærke i troen opdagede, at den vantro var druknende, råbte han til ham: Do ka få mi bælt, så kan a, som er stærk i troen på Vor Herre Jesus Kristus dø, og du ka nå å wæn da mod Jesus.
De dramatiske begivenheder i marts måned 1885 var for de 13 enker fra Vorupør og Stenbjerg og deres store børneflokke intet mindre end en katastrofe af dimensioner.
Hvad skulle de mange enker og børn mon nu leve af i Stenbjerg og Vorupør. Spørgsmålene og bønnerne var mange.
Imidlertid er der på den Jyske Vestkyst ikke langt fra spørgsmål til handling.
De forstod nu, at tidspunktet var kommet, hvor de af nød måtte rotte sig sammen. Det direkte resultat af tragedien var, at 10 fiskere med den visionære Jens Munk-Poulsen fra Sønder Vorupør i spidsen i løbet af relativ kort tid oprettede Vorupør-Stenbjerg FiskerCompagni af 1887.
Allerede efter to år senere talte medlemmerne 34 fiskere. Kun ganske få fiskere ville ikke være med.
Det blev et altomfattende fællesskab. Kuttere, ishus og eksportforretningen blev fælleseje, og de fisk de kom hjem med, blev lagt langt frem på landingspladsen og nøje vejet, så de kunne blive ligeligt fordelt. Dog fik de fattigste og børnerigeste familier flest fisk. Det kan måske sammenlignes med det kommunistiske regime. Her ydede man efter evne og nød efter behov i en vis udstrækning. En ideologi, som til forveksling kan minde om den indremissionske praksis.

Det aftvinger stor respekt, at alle blev set som ligeværdige, og at solidariteten, i kristen forstand altså næstekærligheden, havde højeste prioritet. Initiativtageren til det nye fællesejede kompagni i Nørre Vorupør var den unge Jens Munk Poulsen. Han blev daglig leder og regnskabsfører for Compagniet. Han var dygtig og myreflittig og havde en karisma, der medførte, at han hurtigt vandt fiskernes tillid og blev en slags borgmester i Samfundet. Det indremissionske samfund forstås.
Da jeg var dreng, var mine forældre indremissionske, men da min far hørte, at hans kusine af de ældste var blevet kørt til Skive for at føde sit barn i dølgsmål, smækkede han med døren. Hendes helligbrøde var, at hun var blevet gravid uden at være gift. Hun så aldrig barnet og vidste ikke en gang, om hun havde født en dreng eller en pige. De ældste i Samfundet stod bag det forfærdelige overgreb.
Min far forblev kristen, men en fritænker af slagsen.
I Vorupør og i alle de andre fiskelejer på Vestkysten skød det ene missionshus efter det andet op som muldvarpeskud. De mange ulykker og den dermed endnu større fattigdom på egnen gjorde, at flere og flere nu ikke mere søgte trøst i brændevinen, men i troen på Jesus. Det kunne man takke Munk-Poulsen for. Han kunne holde revsende, men samtidigt opmuntrende taler. Han var også en eminent organisator, der sørgede for at etablere en eksportvirksomhed. Han skaffede kontakter til udenlandske fiskeopkøbere i bl.a. Altona og Hamburg i Tyskland. Resultatet var at fiskernes udbytte næsten blev fordoblet. De mange penge blev brugt på opførelsen af et missionshus, et isværk og det nye eksportkontor. Nogle af midlerne blev foræret til de fattigste. Resten blev brugt til konsolidering af kompagniets økonomi. Hvor det før var fiskerlejerne i Klitmøller og Hirtshals, der tjente bedst på fiskeriet, var det nu Vorupør-fiskerne. Ingen steder på Vestkysten tjente de mere end i Vorupør. Bortset lige fra esbjergfiskerne, som netop havde fået en stor fiskerihavn.

I krogene blev der snakket om, at Munk-Poulsen da vist gik lige voldsomt nok til værks, og at han blandede sig i medlemmernes opførsel, ja og sågar deres privatliv. Men det er værd at bemærke, at han var underkastet fællesskabet. Munk-Poulsen var en mester i at forene det håndgribelige fiskeri med det uhåndgribelige åndelige aspekt. Selv voksede Jens op i et meget fattigt hjem i Sønder Vorupør. Faren blev i en ganske ung alder syg. Derfor blev Jens i en periode nødt til at fiske for at kunne brødføde forældrene og de seks små søskende. Mange af de fisk de fangede forsøgte de med held at faldbyde til de velstillede bønder inde i landet. Bønderne så ned på fiskerne, fordi de var meget fattige, gik i gamle, slidte klæder og stank af fisk. Og så var de ikke engang gode til at skaffe salt på bordet til familien og dem selv. De hånede og grinede ad dem som de kom gående der med deres fiskekurve på ryggen. I 2020 kalder vi det mobning.
Det gjorde stort indtryk på Munk-Poulsen at opleve den ringeagt på egen krop, som fiskerne på egnen havde oplevet i mange år. De ekstremt dårlige levevilkår gjorde så stærkt et indtryk på ham, at han lovede sig selv og Gud, at han ville bruge resten af sit liv på at bekæmpe elendigheden blandt fiskerne. Så da han havde taget sin læreruddannelse med kryds og slange på Ranum Seminarium, lovede han sig selv at vende tilbage til fødebyen.
Imidlertid blev den unge mand i utide indkaldt som soldat. Den snarrådige Jens købte sig fri for Kongens Klæder. Tre fiskere slog sig sammen og lånte ham 50 kroner.
Munk-Poulsens ide om sameje kombineret med et stærkt religiøst fællesskab har især i det indremissionske Nørre Vorupør sat sine dybe spor. Helt op til 1984 satte de religionen højere end økonomien. Så meget, at det helt op til 1984 var forbudt at fiske om søndagen. Her kunne vi – især i den vestlige verden – lære noget: at sætte de åndelige værdier højere end materialisme.
Efter knap 6 år nedtonede man fællesejet og vendte i nogle henseender tilbage til mere individuelle ejerformer. F.eks. fik den nu privatejede kutter broderparten af udbyttet
En af grundene til at det kommunistisk-indremissionske FiskerCompagniet af 1887 begyndte at smuldre var angiveligt, at de dygtige fiskere, der sled på havet og landede store mængder ikke mere ville acceptere, at de mindre dygtige fiskere tit og ofte, ikke engang i magsvejr, tog på havet, men ravede fulde rundt fra kro til kro.
Den mere end 120 år gamle enestående historiske epoke er stort set glemt. Eller er den nu også det?

Her i 2020 er alle fiskerlejerne, der drev professionelt fiskeri fra stranden på den jyske vestkyst godt nok nedlagt. Men dog med en enkelt undtagelse. Der er et eneste tilbage i Danmark, ja og i det ganske Europa: Thorupstrand Fiskercompagni Aps af 2013. Det ligger i Thorup Strand ved Jammerbugten. Fiskeriet her var næsten gået i stå, men i dag er der en rivende udvikling i gang. Hen ved 20 kuttere, som vejer op til 30 tons er hjemhørende her. Og flere er på vej. Til sammenligning vejede kutterne på Vestkysten i 1950-60’erne blot 2 til 8 tons. Derfor har fiskerne i fællesskab købt en bulldozer, som på et minuts tid kan trække de store både op på land og om morgenen trække dem ud i havet igen. Fra Thorup Strand driver man udelukkende skånsomt og kystnært fiskeri med passive fiskeredskaber, så fiskene ikke tager skade af aggressivt trawlfiskeri. Rødspætterne er så friske, at de spjætter og spræller, når de ligger på panden for at blive stegt i smør.
Det er langt fra usandsynligt, at man i Thorup Strand har skævet til og er inspireret af det mere 120 år gamle FiskerCompagniet i Nørre Vorupør. I Thorup Strand er både det nye frysehus, en delikatesseforretning, bådebyggeriet, redningshuset og fiskerestauranten ejet af foreningen.
De lokale bankers tilbud om lån til favorable renter medvirkede til, at fiskerne blev i stand til at købe langt flere kvoter i Jammerbugten.
Som et kuriosum laver man friske fiskeispinde med chokoladeovertræk af kødet, der bliver til overs, når man har fileteret. De smager megagodt og børnene elsker dem, har jeg lagt mærke til.

Fællesskabet har ydermere købt HM 888, som er en hen ved 60 tons stor Thyborøn-kutter, der ligger i Christianshavns kanal. Ombord er der fiskerestaurant, men man kan også købe takeawayfisk. Kutteren ligger ved kajen i Havnegade 52 i København K tæt ved Nyhavn.
Etnologen og filosoffen og professor emeritus ved Københavns Universitet Thomas Højrup spiller næsten den samme rolle, som Jens Munk-Poulsen spillede i Nørre Vorupør for 120 år siden. Et tæt samarbejde mellem Højrup og fiskerne begyndte at udvikle sig til noget stort. Thomas Højrup var som Munk-Poulsen en ledende skikkelse. Dog er Thomas Højrup ikke som Munk-Poulsen fiskernes indremissionske leder for Gutterne På Kutterne.
Når jeg interesserer mig så meget for skånsomt og kystnært fiskeri, hænger det sammen med, at jeg i min ungdom selv var fiskeskipper i nogle år. Vi fiskede mest i de indre danske farvande, men har nogle gange været på tungefiskeri i Nordsøen.
Vores landbase var en nedlagt efterskole i Enner ved Horsens. Fisken vi fangede blev solgt på fiskeriauktioner i Jylland. Ombord var vi omkring syv. Cirka halvdelen var lavproletariatets unger fra stenbroerne i Københavns Kommune, som vi havde en kontrakt med. De unge havde ofte været på en lang række traditionelle institutioner. De måtte tit og ofte give op. De unge var en for stor mundfuld. De var mere kriminelle og sindssyge end de centraliserede mammutinstitutioner kunne magte. Hos os boede og arbejdede unge fra diagnostiserende psykiatriske hospitaler, unge som var havnet i misbrug af den ene eller den anden art. De havde alle begået kriminalitet – lige fra knallertyveri til mord.
De unge blev ofte smidt ud af institutionerne fordi de røg hash. Det undrede os såre, fordi de jo netop var kommet for at få hjælp til at stoppe med deres misbrug. Derfor måtte de og vi, der ikke blev betalt for vores arbejde, godt ryge en joint i ny og næ, hvis ikke det medførte, at de ikke kunne komme op næste morgen og være friske nok til at tage med på morgenens fiskeri.
At ryge hash var naturligvis et brud på lovgivningen, men det at alle skulle have at vide hvor og hvornår der skulle ryges gjorde, at vi selv havde kontrol over situationen. Social kontrol, kunne man kalde det. Faktisk viste en større undersøgelse, at denne åbenhed betød at langt flere af vores unge kom ud af deres misbrug end de unge på de traditionelle mammutinstitutioner.

Det var et ret radikalt fællesskab. Vi fik alle – unge som gamle – kun 65 kroner om ugen i lommepenge og fællesmødet traf beslutninger om så godt som alt. Rejser, vedligeholdelse af den knap 20 tons vesterhavskutter, ansættelser, fyringer m.m. Fællesmødet besluttede i øvrigt også, om man måtte sætte børn i verden eller ej. Hvis nogle af os gamle ønskede at få børn, måtte det snakkes grundigt igennem på fællesmødet. Punktet på dagsordenen kunne sagtens vare omkring to timer. Det var vigtigt, at alle kom til orde, så vi kunne træffe de bedste beslutninger. Som skipper måtte jeg lære en ny skipper op, som kunne afløse mig i det halve år min kone og jeg havde barselsorlov, og hun måtte oplære en af de unge, som kunne arbejde på kontoret. De unge måtte altså yde en ekstra indsats under vores fravær. Der var ikke tale om en pædagogisk metode, men en nødvendig foranstaltning. De højere krav til de unge var en indlysende nødvendighed.
En af de unge, som var kendt for sine tyverier, fik et betroet job som økonomichef i køkkenet. Han havde en mavepung på sig med penge til en måneds kost, så intet ville være mere nærliggende end at han tog til Christiania og købe hash for alle pengene. Det skete bare ikke. Den unge var glad for og stolt af på den måde at kunne bidrage til fællesskabets bedste. Vi gamle var ærlig talt også glade og stolte.
Fællesskabet var rigt, selv om ”lønnen” var ussel – set med vestlige fagforeningsøjne. Men udover kutteren havde vi en stor og to små busser som alle også blev brugt til ferieture i Danmark, Norge, Finland, Sverige og en række lande som Portugal, Jugoslavien, Marokko m.fl.
Men køretøjerne blev allermest brugt som arbejdsredskaber i hverdagen. Vi afsatte fangsterne på fiskerihavnenes auktionshaller. Fortrinsvis i Århus. Vi havde to nimbusmotorcykler. En af motorcyklerne havde sidevogn. Den blev udstyret med stålvask og rindende vand. Anordningen blev godkendt af sundhedsmyndighederne i Horsens. På bestilling kørte vi ud til kunder i hele landet med de nyfangede daggamle og friske fisk. Vi havde en lille lastbil med plads til fem personer. Med den bragte vi fisk ud til institutioner og private forskellige steder i landet. På den måde kunne en sådan tur også blive til det vi i dag ville kalde en dannelsesrejse.
Fortjenesten blev brugt til oprettelse af og støtte til fem produktionskollektiver. De blev arbejdspladser for unge, som sandsynligvis ville være blevet kriminelle og stofmisbrugere igen, hvis ikke de fik mulighed for at fortsætte det kollektive liv sammen med gode kammerater. Det drejede sig om et fiskerikollektiv, et smedekollektiv, et klunserkollektiv, et coasterkollektiv og et tømrerkollektiv, hvor man skulle leve af arbejdet uden offentlige støtte. I alle kollektiverne boede der fagligt uddannede.
Der var på det tidspunkt en rekordstor ungdomsarbejdsløshed, som især ramte de i forvejen dårligst stillede. Vi definerede vores arbejde som solidaritet med samfundets afskum.
I FiskerCompagniet i Nørre Vorupør kaldte man det næstekærlighed, som i min optik er identisk med begrebet den politisk solidaritet, som også gør sig gældende i form af etableringen af Fiskercompagniet i Thorup Strand, som ledes af en bestyrelse med en lærd som formand. Inspireret af FiskerCompagniet i Vorupør fødtes et væld af kollektive bevægelser og foreninger. Ingen havde dengang i det meget fattige Thy dybfrysere, da der jo ikke var indlagt strøm i de små byer på Vestkysten. Og da slet ikke på Thys vestkyst, hvor der udenfor hvert hus stod en encylindret generator. I det lille fiskerleje i Vangså lidt syd for Vorupør fik man som det sidste sted i Danmark indlagt strøm. Det var så sent som i 1976.

Beboerne fik i fællesskab bygget i fællesskab frysehuse rundt omkring i hele Thy. Frysehusforeningerne var ikke de eneste i området. Der blev også dannet transformatorforeninger husholdningsforeninger, sangforeninger m.m.fl.
Et halvt århundrede tidligere flyttede en præst under indtryk af de kummerlige forhold, hvorunder de fattigste i Thy levede. Han blev sognepræst i Thisted Kirke.
Pastor Sonne var så indigneret over at se, hvor fattige underklassens Thyboer var, at han startede den første brugsforening i Danmark og ja i hele verden. Thisted Kjøbstads Arbejderforening, som den hed, åbnede i 1866. Den dag i dag står der en torsoskulptur udenfor Brugsen, hvorpå der står skrevet:
”Provst Hans Christian Sonne
1817-1880
Stiftede 1866
Den første brugsforening
40 aar derefter reiste 1200 danske brugsforeninger
ham dette minde”
Coop Danmark, der består af Kvickly, SuperBrugsen, Dagli’Brugsen, LokalBrugsen, Irma, Lille Irma og en række Fakta og Fakta Q-butikker har i dag over 40.000 ansatte, en årlig omsætning på omkring 75 milliarder kroner og 2 millioner medlemmer.
Jeg er overbevist om, at havde det ikke været for pastor Sonne og de mange druknede fiskere og den deraf følgende rekordstore fattigdom på egnen, havde vi hverken haft Coop eller de 100.200 foreninger af alskens slags spredt ud over hele landet.
Jens Munk-Poulsen fra Nørre Vorupør i Thy har ikke levet forgæves.
Han blev dekoreret med tre kongelige ordener for sit virke og fik en kolossal stor opbakning i hele landet. I 1901 blev han valgt ind i Folketinget for Højre. Men det varede blot et år. Han var blevet venstreorienteret af det han havde set i Thy, så i 1913 stillede han i stedet op for Venstre i Thisted-kredsen. Partiet var dengang et mere venstreorienteret parti end i dag.
Skæbnen ville at han fik en hjerneblødning just som han sad i toget på vej til Christiansborg. Det var i 1920. En augustdag i 1921 døde den navnkundige Jens Munk-Poulsen. Han døde i en alder af kun 63 år, men satte sig alligevel blivende spor.

Kilde og inspiration: Blandt andre Ebbe Kløvedals bog, Viljen Til Hanstholm 1981