Af Hans Peter Kragh – chefredaktør på Thisted Dagblad fra 1985 til 2012. – 3. oktober 2013
Som dreng skar jeg ikke skibe; det havde Johannes V. Jensen jo allerede gjort og digtet om adskillige år tidligere. Jeg blev heller ikke sømand, endsige bare søstærk, selv om min far var fisker i mange år. Og alligevel har jeg boet ved hav eller fjord det meste af mit liv.
Indtil jeg blev 20, var det først Thorupstrand og siden ikke mindst Skagen med de to havspejle på skuldrene. Fra 1976 har adressen heddet Thisted, kun afbrudt af halvandet år i Holstebro, og jeg har tænkt mig at blive i Thy helt frem til min udløbsdato.
Jeg kan ikke helt svare på hvorfor. Men måske handler det om lyset: Jeg har set lyset – i hvert fald i én af ordets betydninger – og det er det lys, som vandet skaber. Det kan være Limfjorden, og det kan være Vesterhavet, og så er det jo ret heldigt, at de to farvande holder sammen på netop Thy.
Der var et lys over Skagen. Og der er et lys over Thy. Der er så meget andet begge steder; men det med lyset slog mig for alvor, mens vi var i Holstebro. Svigermor boede i Thisted, og så snart vi havde passeret Oddesundbroen – i den rigtige retning – blev det lettere at trække vejret, og det blev lettere at se: Vi var igen på hjemlig grund.
Det er sikkert noget sludder – sådan i ren meteorologisk forstand, for en grå oktoberdag er lige så dyster i Thy som hvor som helst ellers. Det var sikkert bare en ”følelse”, som psykoanalytikere kan få meget sjov ud af, men den er der stadig, så for mig hører Thy ikke til ”det mørke Jylland”.
I øvrigt en af de mange falske varebetegnelser, som ”dem der langt østpå” har været gode til at klistre på hovedlandet. Men måske er det sundere at leve i en geografisk udkant med udsigt længere, end øjet rækker, og hvor man kan se lyset, end at være intellektuel københavnsk indavl:
Der er også en Nørregade i Thisted, ikke kun i København. Der er også en Bredgade i Hurup, ikke kun derovre. Og der er også en havn i Hanstholm … Vi har ikke noget kongeligt teater, en zoologisk have eller et planetarium. Nej, men vi har blandt andet et egnsteater, indimellem en forvildet ulv og et ”plantetarium” i form af Nationalpark Thy.
Og vel er det ikke alt, men det hjælper da! Det er faktisk muligt at bo, leve og have det godt såvel i Thy som på Hannæs uden at lide ubodelig skade. Vi behøver ikke at dukke os – men vi behøver at fortælle hinanden netop dét: Vi behøver ikke at dukke os.
Hanstholm fyr.
Tag bare de gamle fiskere og andet godtfolk i Hanstholm: De dukkede sig måske en gang imellem, når tiderne blev for barske, men de dukkede altid op igen med ”Hanstholm – drømmen om en havn”, som er titlen på første bind af historien om knuden derude mod havet, skrevet af Knud Holck Andersen, Flemming Skipper fra og Jens Andersen, udgivet på Forlaget Knakken. Dengang havde Hanstholm både viljen og evnen til at nå i mål.
Vel er det lettere sagt end gjort, ihukommende de prøvelser, Thy gennemgår i disse år med fraflytninger, tilbageslag og så meget andet af samme skuffe. Men dengang, på vestkysten, sagde de i grunden ikke så meget. I hvert fald gjorde de endnu mere.
”Hanstholm – drømmen om en havn” er et godt sted at genfinde viljen – og måske gense lyset. Det er jo netop det, der er et særkende ved Thy. Lyset. Det behøver man ikke at have skåret skibe som dreng for at se …
Drømmens virkelighed – havnen ved Hanstholm.
