PÅ JYLLANDS SKULDER: Fra jyllands skulder strækker Hanstholm Havn sine fangarme ud mod havet. Havnen er symbol på en hundredårig stærk vilje
Af Klaus Madsen – 31. oktober 2013
HANSTHOLM: Troen på en stærk vilje til Hanstholm Havn har Thorkil Grøn stadig, det er en simpel, men stærk drivkraft. Han tror på Hanstholm Havns udvidelse og de muligheder den giver. Han er bare lidt bange for, at viljen endnu ikke rækker længere end til Hanstholm. Havnen er en dynamo, der har stor betydning for Thy. Hanstholm er med stor energi blevet en vigtig havn for konsumfiskeriet.
Klik på pilen for at høre Thorkil Grøn fortælle om vilje og tro på Hanstholm til en billedserie fra havnen
Thorkil Grøn flyttede med sin fiskekutter fra Agger til Hanstholm 8. februar 1968. Det var 5 måneder efter havnen blev indviet.
1. januar 1976 købte han halvpart i en samlecentral, og var til 1985 kompagnon med Svend Heiselberg. Siden 1985 har Thorkil været eneejer. Han driver også firmaert Westship, der formidler salg af fiskefartøjer.
Havnen ved holmen
Det er virkelighedens dramatiske teater. Himlens bagtæppe med hurtigt drivende skyer ind over Hanstholm og Hanstholm Havn.
På Kaj Lindbergsgade kommer en knallert forbi. Det orange gummitøj skærmer mod støvregnen. Lidt senere kommer en truk skramlende med en kasse is, og bussen til Hanstholm er næsten tom.
Et skilt viser frem mod færgen. Det er desværre mange år siden der var færger i Hanstholm. På en afskallet mur mindes havnen med et gadenavn ingeniør Fibiger, der trodsede og troede på en havn ved foden af holmen. Havnens slæbested er tydeligvis forbeholdt bådelaugets medlemmer. En man gæst på havnen koster det 300 kroner at blive gæstemedlem. For en sikkerheds skyld er det også skrevet på engelsk og tysk.
Der er vind under skyerne under den blå himmel, og vinden laver krusninger, der får lyset til at spille i havnens vand. Fortøjningerne er solide og holder. De små flag på redsskabs-bøjerne smælder og trevler i vinden.
Selvbetjening. Der er knapper til både start og stop. Båndet med is skal også tømmes. Opkald kan ske på et udskiftelig telefonnummer. Sådan har det været i mange år – kan man se på områdenummeret. Det kan bedst betale sig at have en aftale med havnen før strømstikket sættes i.
En måge har sat sig op mod vinden. Den ved ikke, at Hanstholm Havn blev til på trods, og var opfyldelsen af fælles kræfters drømme og stærke vilje. Havnen har skabt sit eget miljø og værdier. En ny havn kan skabe flere og større værdier – ikke hvis, men når. På kanten skal viljen være stærk nok til at gøre drøm til virkelighed.
Den efterårsmørke himmel over Chr. Hansens Vej i Hanstholm brydes af en regnbue.
Mon der står en skattekiste – hvor regnbuen ender?
Klaus Madsen – oktober 2013