Af Bernt Petersen – en af initiativtagerne til kunstforeningen Det Ny Kastet, som har Det Gamle Rådhus i Thisted som base – 7. november 2013
Da jeg blev spurgt af Klaus Madsen, om jeg ville være med til at skrive på navnligthy.dk, var min første tanke, at det var ikke mig, men efter lidt betænkningstid ændrede jeg mening, da det er spændende her i livet at turde udfordre sig selv og gå ud over kanten. Når først skridtet er taget, finder man ud af, at det ikke var så svært, og at man får en masse igen.
Jeg er ikke Thybo, men født i Lugano i Schweiz for 50 år siden. For snart 30 år siden ville skæbnen dog, at jeg fik tilbudt et job i Hanstholm og flyttede til Thisted. Jeg fandt en pragtfuld lejlighed på Dragsbækvej med udsigt ud over fjorden. Skæbnen ville, at lejligheden var i den hvide bunker, som jeg kaldte den, og udlejeren var Axel Nielsen, den gamle tømrerhandler. Axel og Birthes gæstfrihed gjorde, at længslen efter Århus ikke blev så stor og at jeg dermed blev hængende i Thy. Axel var den første jeg mødte heroppe der ville gøre en forskel. Ikke for egen vinding skyld, men bare fordi han havde en kærlighed til Thy og den klassiske musik.
I 1994 startede han Thy Masterclass, jeg husker de første år, hvor pengene var få og jeg blandt andet fik lov til at lave mad til musikerne, og vi spiste hjemme i lejligheden i bunkeren. Det var en fornøjelse at være sammen med så mange professionelle og dedikerede kunstnere.
På samme tidspunkt var jeg med til at starte Kunstforeningen Kastet, som senere blev til Kunstforeningen Det Ny Kastet. Dette var omkring kunstneren Peter Skovgaard og sammen med en flok tilflyttere. Disse dejlige mennesker er siden blevet til gode venner, og en stor del af dem er stadig i bestyrelsen for kunstforeningen.
Kulturen spiller en vigtig rolle i vores samfund og i livet i det hele taget. Kulturen kan sætte tanker, ideer og følelser i gang. En god kulturoplevelse kan få dig til at se tingene på en helt anden måde. Det er denne oplevelse der gør det hele værd, at man oplever mennesker og børn som kan glædes og overraskes over de oplevelser de får.
Jeg husker i år til åbningen af børneteaterfestivalen på Mors i år, hvor jeg havde taget mine to drenge – Alexander og William med. (De mener selv de kommer med til for meget, men når bare det ikke var opera)! De fulgte spændt med og sad foruroligende stille. På vej hjem spørger William mig så, ”far hvordan kan jeg blive sådan en?” Se så gør kulturen det den skal. Den skabte glæde og lysten til at prøve noget nyt for William, og den skabte en glæde hos mig.
På det seneste har jeg haft fornøjelse at være med til at stifte en ny kulturforening, Tysted, som vil skabe oplevelser omkring operamusikken. Allerede nu efter de første to koncerter, har jeg oplevet masser af mennesker der har haft stor glæde af dette, og måske ikke er så betænksomme ved opera som før.
Men for at runde denne lille anekdote af. I foråret kaldte Axel til møde, min glæde var stor da jeg så den opbakning der var. Han havde en ny ide, Thyboerne skulle til at spise sammen en gang om året. Der var flere der greb Axels ide, og den 2. september i år sad ca. 3.000 mennesker rundt i Thy og kom hinanden ved! Det er da imponerende! Axel ville gøre en forskel for Thy, det er der mange andre der også gør, mit spørgsmål til dig er, gør du en forskel?