HJEMSTAVN: Marius Nielsen voksede op på Harboslette i Hjardemål Klit. For mere end 50 år siden flyttede han til Sjælland og København for at få arbejde til en god løn. Han blev aktiv i Thyboforeningen, og han var næstformand da hjemstavnsforeningen lukkede i efteråret 2013
Af Klaus Madsen – 13. marts 2014
HARBOSLETTE: Marius Nielsen var kun 10-12 år gammel, da han på en lidt slingrende cykel i hjulsporene, der i starten af halvtredserne udgjorde det for en vej, drog gennem skov og klit med en kasse med friskfangede fisk. Der blev ikke spurgt, om han havde lyst. Det var nødvendigt og selvfølgelig. Marius skulle bidrage til familiens eksistens, han var en af 5 søskende. Fisken skulle han levere til bønder, der havde bestilt, og nogle gange cyklede han rundt for at sælge fisk ved dørene.
Marius blev født på Harboslette i efteråret 1942. Det var i besættelsens og krigens mørke år. Faren og hans bror fiskede fra landingspladsen ved Harboslette. Der var to både den gang. Når det var havvejr gik med deres rygkurve et par kilometer gennem klitten for at komme til stranden. Båden faren fiskede med hed “Energi”. Fiskeriet fortsatte i krigsårene, og den tyske besættelsesmagts anlæg af bunkers og andre militære anlæg i klitterne ved Harbo slette var ingen hindring. Efter krigen brugte fiskerne de efterladte bygninger til redskabshuse.
Faren stoppede med at fiske, da broren, der havde en rygsygdom, ikke længere kunne magte det hårde slid på havet. Båden blev solgt til en fisker i Hanstholm, og faren kom til at arbejde i klitplantagen.
Vejen ud til Harboslette er i dag en god grusvej….
… da Marius var dreng, gik turen hjem fra Hjardemål Klit Skole på en vej som det yderste af Harboslettevej i dag.
En dag, Marius har ikke været mere end et par år, drog han på eventyr. Han havde set faren tage af sted til havet, og pludselig var også Marius på vej ud i klitten. Moren blev selvfølgelig forskrækket, og der blev sat en større eftersøgning i gang. Det varede længe for Marius blev fundet. Han havde lukket sig ind i hundegården til de tyske soldaters vagthunde. Her lå han og sov fredeligt mellem hundene, som alle på Harboslette syntes var glubske og farlige.
Marius fortæller, at Fiskersvej, der går fra Harboslette til Hjardemål, er opkaldt efter hans far. Det var vejen til købmand, en tur på 5-6 kilometer.
Vejen var kun et par hjulspor, da Marius som dreng cyklede med en tung kasse på en svajende bagagebærer for at sælge fisk til bønderne.
Skoletidens 7 år havde Marius på Hjardemål Klit Skole. Fra Harboslettes små ejendomme tog 11 børn den forholdsvis lange vej til skole. Klitskolen havde børn fra et stort område, og det var før skolebussernes tid. 7 årgange var fordelt på 2 klasser. Til gudstjenesterne op mod jul husker Marius, at skolebørnene sang i kirken. Det var hyggeligt, men også en lang ekstra tur fra Harboslette til Hjardemål. Hvis vejret var godt kunne børnene cykle på en “hjemmelavet” cykelsti langs skoven. Hvis vejret var dårligt måtte de gå. Når der var sne, spændte faren hestene for kanen for at køre børnene – det var en fest, og rart.
Hjardemål Klit Kirke.
Marius er døbt og konfirmeret i Hjardemål Klit Kirke.
Eftertanke i klitkirkens dunkle lys.
Prisen for det frie liv som fisker var ofte både høj og farlig. Året før Marius blev født døde hans farfar af blodforgiftning. Det var før antibiotika blev en behandlingsmulighed. Farfaren havde på fiskeri stukket sig alvorligt på en pighaj. Efter få dage bukkede han under for blodforgiftningen. Det var hårdt for farmoren, også økonomisk, og Marius´s far måtte købe farmorens hus.
I oktober 1942 omkom Marius´s farbror Marius ved en minesprængning på havet ud for Klitmøller. Han nåede ikke at blive 21 år gammel. Det var derfor naturligt, at Marius, der blev født tre uger efter ulykken, blev opkaldt efter farbroren.
I et hjørne af kirkegården ved Hjardemål Klit Kirke fandt Marius gravstenen over farbroren, Marius Nielsen, som han blev opkaldt efter.
Fabroren var fisker, og han omkom ved en minesprængning tre uger før Marius blev født. Graven er sløjfet for mange år siden.
Efter skolen og konfirmationen var der næsten kun landbrug og fiskeri i Thy, som kunne tilbyde arbejde, og lønningerne var usle. Marius husker ikke altid det, der var “de gode gamle dage”, som gode. Derfor “immigrerede” mange thyboer til Sjælland og København. Her var både muligheder og lønninger bedre. Marius rejste første gang mod øst som 18-årig i 1960. Han havde haft forskellige pladser “på landet” i Thy. Han vendte kort tilbage til Jylland for at være soldat i Nørresundby. Efter soldaterrtiden havde han pladser hos landmænd i Sydthy, men lønningerne var for små, så han tog til Sjælland og København igen.
Marius er gift med Edith. Hun blev Thyboforeningens sidste formand og Marius var næstformand og fanebærer.
I København kom Marius til at arbejde for vognmænd og forskellige entreprenører. I næsten 10 år arbejdede han hos en anlægsgartner, og selv om han ikke har papir på det, blev han “udlært”. Senere kom han til køre entreprenørmaskiner. Et enkelt sted holdt samarbejdet kun halvanden dag. Der var arbejde nok, så Marius kunne starte i et nyt firma næste dag. Hos en vognmand arbejdede Marius i 13 år. Senere var han 10 år i et firma. Det var årene, hvor byggeriet i omegnen af København eksploderede. De dårlige boliger i indre København skulle saneres. Marius var, blandt meget andet, med til at lave anlægs- og jordarbejdet ved byggeriet af Høje Gladsaxe.
Jyder var efterspurgt som arbejdskraft. Hos jyderne var sygedage på fredage og mandage ikke så almindelige, og derfor har Marius ikke været arbejdsløs.
Marius stoppede med at arbejde, da han fyldte 60 år. Hans venstre arm var slidt op af mange års arbejde i entreprenørmaskinernes førerhuse.
Harboslette.
Thyboer i København mødtes i Thyboforeningen, og i andre hjemstavnsforeninger, for at danse. Marius kom også hurtigt med i foreningens fællesskab. Det var også i Thyboforeningen han mødte Edith, som er fra Kallerup. De blev gift og har 6 sammenbragte børn – Edith har 4 og Marius 2.
Thyboforeningen var i mange år forbindelsesledet til hjemstavnen i Thy. Foreningen blev lukket ned i efteråret 2013 efter 72 år. Nutidens forbindelser og kommunikationsmåder har gjort foreningens oprindelige formål overflødig.
Edith var foreningens sidste formand, og Marius var næstformand og fanebærer.
Marius boede i mange år på Frederiksberg og Edith på Østerbro. Nu bor de i Husum.
Marius mistede sin mor, da han var 20 år gammel. Hans far blev gift igen, fik 2 børn med sin nye kone, der havde et barn. Ialt er der 8 søskende.
Marius og Edith har ingen planer om at flytte hjem til Thy. De vil ikke forlade en god vennekreds.
