FORANDRING: Thisted og Thisteds billeder forandrer sig hele tiden. Museet for Thy- og Vester Hanherred udstiller i forår og sommer 2014 60 billeder fra museets samling af billedkunst fra Thisted. Det er malerier og tegninger fra de sidste godt 100 år
Af Klaus Madsen, nye fotos, og Svend Sørensen, teksten om kunstnere – 27. marts 2014
THISTED: En tur rundt i Thisted fæstner billeder på nethinden. Billeder vækker latente erindringer, og sætter gang i lange rænker af tanker. Nu er det en smal sag at tage telefonen op af lommen, eller digitalkameraet op af tasken eller ned fra skulderen, når en række huse i en gade, eller et kig ud over havnen og havnefrontens sihuet, skal fæstnes. Den tekniske lethed til trods er det de samme undrende, begejstrende eller forargende tanker, der får malende, tegnende og fotograferende til at udtrykke det øjets nethinde fanger.
Marius Hammann
1879-1936
Marius Hammann voksede op i Nørregade i det hus, der senere fik nr. 27. Bag ved huset lå faderens karetmager-værksted, hvor træarbejdet til hestetrukne køretøjer blev fremstillet. Fagets vigtigste arbejdsproces var fremstil-ling af hjulene. Her i værkstedet har Marius Hammann malet sin far stående ved høvlebænken.
Kvarteret bag værkstedet ned mod åen har også inspireret Marius Hammann. Byen hædrede ham i 2004 ved at give en plads i Nørregade navnet Hammanns Plads. Den ligger, hvor man kører ned til den store parkeringsplads.
Marius Hamman blev udlært skiltemaler, inden han i 1896 i en alder af kun 17 år blev optaget på Kunstakademiet. Efter at han udgik fra akademiet i 1901, ernærede han sig som kunstmaler. I 1913 giftede han sig med Grethe Hansen, og de bosatte sig i København. Ægteparret fik ingen børn, så der var rig lejlighed til at rejse. Ofte gik rejsen til Sydeuropa, hvor Hammann fandt motiver, som viser hans beherskelse af lysets virkemidler. I 1928 modtog han Eckersberg Medaljen, og i dag er han præsenteret på flere af landets kunstmuseer.
Thingstrupvej malet af Ludvig Nielsen i 1919 og fotograferet i 2014.
Ludvig Johan Rasmussen Nielsen var sadelmager og boede
Storegade 14. Han blev født i Thisted 1878 og gift 1906.
Ved folketællingen i 1930 boede deres tre børn forsat hjemme.
Få år senere flyttede familien til Aalborg.
Hjørnet af Toldbodgade og Thisted Kystvej malet af Henning Damgaard i 1967 og fotograferet i 2014. Maleriet er angiveligt lavet efter et fotografi. Bygningen blev revet ned før 1967 for at give plads til et hotelprojekt, som ikke blev til noget.
“Tegner Jensen” tegnede i 1918 bygningerne på hjørnet af Markstræde og Nørregade. Hjørnet fotograferet marts 2014.
Anton Jensen – “Tegner Jensen”
1863-1942
For 100 år siden kunne man se Anton Jensen cykle omkring i Thy, hvor han tegnede gårde og huse. Ofte skrev han Tegner Jensen på sine tegninger.
Anton Jensen blev født i Thisted i 1863 og kom som ung i smedelære hos sin far i Nørregade. Giftede sig i 1895 med Ane Elisabeth Bunk, med hvem han fik seks børn. Omkring 1900 nedsatte han sig som portræt-tegner. Efter små fotografier lavede han mere eller mindre vellignende kultegninger. Efter Anes død i 1912 måtte han udvide repertoiret og begyndte også at tegne gårde og huse.
Anton havde Thy og Mors næsten for sig selv. Der kom kun meget sjældent andre malere på de kanter, så hans billeder var altdominerende på egnens gårde.
Tegner Jensen er først og fremmest kendt får sine gårdtegninger, men han har også hentet motiver i Thisted, hvor han boede indtil 1928. På dette tidspunkt flyttede med en datter til Nykøbing. Tegner Jensen var så produktiv, at museerne i Nykøbing og Thisted i 2004 kunne lave hver sin udstilling alene med hans billeder. I år må han finde sig i at være én blandt mange andre.
Vestergade malet i 1907 af P. Kristensen og fotograferet i marts 2014
Billedet er tegnet af Elisabeth Rohde i 1880´erne. Fotografiet er fra marts 2014.
Elisabeth Rohde
Elisabeth Rohde var datter af N. V. Rohde, der var sognepræst i Hundborg 1867-75 og derefter i Thisted 1875-92. Han var gift to gange og blev far til 13 børn. Elisabeth blev født i København i 1863 og var kun fire år gammel, da familien flyttede til Hundborg.
Elisabeth Rohdes tegninger af barndoms-hjemmet (præstegården) og kirken viser en fin perspektivforståelse og sans for detal-jerne.
Elisabeth Rohde blev i 1893 gift med landskabsmaler Jacob Holck. Hun er ikke en kunstner, som er nævnt i kunstnerlek-sikonet Weilbach. Ud over hendes billeder her i udstillingen kendes kun en tegning i Frederiksberg Byhistoriske Kunstsamling, et billede fra 1879 af lystgården ”Ludvigslyst” på Howitzvej.
Nørre Allé malet af Chr. Thomsen Christensen med nr. 12 til venstre. Huset blev revet ned omkring 1970 for at gøre plads til Thylandsvejs udmunding i Nørre Allé. Nørre Allé fotograferet marts 2014. Thisted Havn er malet af “Jespersen” mellem 1885 og 1915. Toldboden er bygget i 1885, mens fiskeeksportør Wiggo Taabbels hus blev bygget i 1915. Foto fra marts 2014.