Billeder om et liv: Tage Kristensen fra Skovsted var en ener, og han var enestående
Af Klaus Madsen – 9. oktober 2014
En råkold dag, 9. marts i 2001, kørte jeg ind på gårdspladsen ved Tage Kristensens lille husmandssted i Skovsted. Tage havde skrevet et ganske kort læserbrev i Thisted Dagblad om sine tre hjem: Husmandsstedet i Skovsted, Hillerslev Kirke og motionscentret i Thy-hallen. Det var anledningen til mit besøg. Billederne fra besøget blev bragt over to sider i Thisted Dagblad lørdag 17. marts 2001.
Med stok, og i grøn termojakke, og det grå flagrende hår i den første forårsmåneds skarpe vind, bød en rank Tage velkommen. Jeg nåede lige at tage kameraet op af tasken. Det var ikke et stille velkommen og et blødt håndtryk, nej det var højt og tydeligt, og håndtrykket var fast. Det var et velment velkommen og et ærligt goddaw. Tage bød velkommen ved siden af med en gammel mælkejunge, malet i danneborgsrød og hvid, stadig med vinter- og julepyntegran,
Besøget hos Tage var en dejlig oplevelse. Han bød indenfor i en verden, der var helt hans egen. Ikke at han havde isoleret sig og boede som eneboer. Tages verden var bare Tages – det var der ingen tvivl om.
Det var her Tage blev født og voksede op. Det var her han formåede at arbejde og leve, og det var her nu som en tilfreds gammel mand levede med Ladaen bag ladeporten som livlinen.
Første gang jeg stiftede bekendtskab med Tage var en februardag i 1989 på Thisted Sygehus. Jeg var indlagt efter et færdselsuheld.
Tages hårde slid i stald og på mark havde gjort det nødvendigt for ham med en ny hofte. Det gik ikke stille af. Tages samtaler med læger og sygeplejerske lod sig ikke gemme bag den lukkede dør til sygestuen. Ingen på afdelingen behøvede at være i tvivl om hvad Tage mente, og der var heller ikke tvivl om Tages taknemmelighed. Når afdelingens rullende mønttelefon blev kørt ind til ham, og han skulle ringe hjem til søsteren i Skovsted, ja, så lå jeg grinende med en fornemmelse af, at ikke var nødvendigt med telefonlinien. Tage råbte, når han talte i telefonen.
Inde i bryggerset tog kattene selv for sig af en sæk fuldfoder. Tage bød indenfor og han satte sig helt afslappet på en taburet i det smalle køkken. Så var tonen slået an. Køkkenbordet var helt rent, og på elkomfuret stod en gryde med stuvede kartofler klar til at varme. Elkomfur og mikroovn, der stod på en hylde over den gamle høkasse, gjorde lidt op med forventningen om, at her boede en mand, som ikke ville vide af moderne sager. Tage brød myten om en gammel ugift mand i lidt snusket rod. Han var en stolt mand, der med værdighed satte sig i køkkenet, lænede sig ind mod køkkenbordet og hvilede hovedet i hånden. Så kunne jeg bare tage et billede.
Nu var sygehuset alligevel ikke første gang jeg lagde mærke til Tage. Han skrev gennem årene mange læserbreve, og han var et sikkert indslag på politiske møder i Thy. Retsforbundet var Tages politiske holdepunkt, og det forfægtede han. Når Tage mødte op på Thisted Dagblads redaktion var det redaktøren, og kun redaktøren, han ville aflevere læserbrevet til.
Et billede satte rammen om et portræt af Tage. På fjernsynet stod et sorthvidt billede af Tage og retsforbundets mangeårige formand Ib Christensen. Tage er i hvid skjorte, vest, kasket og med jakken over armen. Stedet er friluftsteatret i Christiansgave i Thisted. Anledningen har nok været et grundlovsmøde. Bag billedet står et trækors, og bag en chokoladekande, med en udsprunget forsythiagren, står et lille dannebrogsflag.
Snakken gik og billeder blev taget. Tage var tydelig stolt over at komme i avisen. Han var også helt bevidst om sin egen fortælling. Stemningen var god og tryg for os begge.
Det er umuligt at lave en serie billeder af et menneske, hvis ikke der opstår en uskrevet overenskomst. Tage havde helt sikkert sine forventninger og jeg havde mine. Så er det jo godt at få disse uudtalte forventninger til at klikke sammen.
Vi sad ved spisebordet og snakkede. Lidt forsigtigt spurgte jeg om, hvad han egentlig fik at spise. Det kom der promte svar på. Han tog mig med ud i spisekammeret. Her stod en blå emaljeret randforn med sylteflæsk. Det fik han tit, og det gav svar på hvad de stuvede kartofler blev spist til.
På tørresnoren hang de korte bukser og en t-shirt til de ugentlige øvelser i Thy-hallens motionscenter.
I den pæne stue, som Tage ikke brugte, og slet ikke brugte om vinteren, hang veste, hvide skjorter og pæne jakker. Så var Tage klædt på til gudstjeneste, besøg og god kaffesnak, og politiske møder.
Stående for enden af den gule gavl kunne Tage se ud over markerne i Skovsted, som han i et par menneskealdre havde pløjet, harvet, sået og høstet på.
Tage blev aldrig gift. Han boede hele livet på husmandsstedet. I mange år sammen med to søskende Conrad og Stinne, der begge døde længe før Tage. Han fyldte 89, tre dage før han døde på sygehuset 19. juli 2014. De sidste to år boede han på ældrecentret Solglimt i Østerild.
