FLYGTNING: Laimonis Zakis fortalte på Museum Thy om flugten fra Letland til Danmark i 2. verdenskrigs sidste måneder
Af Klaus Madsen – 28. maj 2015
THISTED: Stemmen er lidt sprød, øjnene lige så klare som hukommelsen. 84-årige Laimonis Zakis flygtede i krigens sidste måneder fra barndomshjemmet I letland og endte i Thisted. Et langt liv fortalt på lidt mindre end to timer i et medrivende foredrag på Museum Thy.
Han har ikke fortalt sin historie sammenhængende før denne maj-aften på museet.
Laimonis Zakis.
I efteråret og vinteren 1944-1945 måtte Laimonis Zakis sammen en bror, mor, far, bedstemor og en tante og onkel forlade hjemmet. De russiske styrker stod 21. august 1944 kun 7 – 8 kilometer væk.
Familien Zakis kom i Danmark til at bo i flere flygtningelejre inden de 1947 eller 1948, Laimonis Zakis husker ikke helt årstallet, kom til flygtningelejren i Dragsbæk.
Familien bestod af forældrene Anna og Jánis, og tre sønner, Artur, født i 1921, Imants født i 1923 og Laimonis, født i 1930.
De to ældste brødre, Artur og Imants blev begge taget til den tyske hær. Imants blev hjemsendt inden han igen, før familien kom på et skib med flygtninge fra Polen til Danmark, modvilligt blev tysk soldat. Artur, der var handelsuddannet, blev soldat i en tysk enhed i Letland. Han døde i Letland i 1991. Imants rejste efter krigen til England. Han døde i 1987. Forældrene Anna og Jánis døde i 1985 og 1972.
Billeder vækker erindringerne.
Der blev meget stille i museets fyldte møderum. Fortællingen om en familie, der ramtes af krigen og den grusomheder fik tiden til både at stå stille og flyve af sted. Laimonis Zakis var ikke nervøs, før han for første gang i sit liv stillede sig op foran en forsamling for at fortælle. Han var nærmest lidt genert, og ikke sikker på, at hans fortælling var interessant. Stilheden beviste, at det var, og er en vigtig fortælling.
Hjemme i Letland i 30´erne inden krigen brød ud. Laimonis mellem forældrene Anna og Jánis og bedstemoren. Bagest til venstre broderen Imants og til højre Artur.
Alvorlige drenge hos fotografen i Letland. Artur, Laimonis og Imants, og en lidt betuttet Laimonis alene.
Det er svært at få Laimonis Zakis til at forklare, hvorfor han ikke har fortalt om livet i Letland og flugten før nu. Han siger, at han ikke har tænkt så meget over det. I dagene før foredraget på museet havde han alligevel tænkt og spekuleret.
Han havde ikke lavet noget manuskript. Det var som om den første sætning og fortælling kaldte fortsættelsen frem. Det blev til fortællinger om hændelser, der skete for mere end 70 år siden.
Det blev fortællingen fra et menneske, fra en tid, der stadig kan spores og har haft konsekvenser for alle i Europa. Det er et vidnesbyrd om overlevelse, styrke og lidelser.
Efter han kom hjem fra foredraget var det lidt svært at falde i søvn. Gennem foredraget havde han genoplevet flugten og de første år i Danmark. Det var ikke svært, selvom han godt kunne mærke, at aftenen vækkede gemte følelser.
I 1946 blev Laimonis, sammen med en pige der også var flygtet fra Letland, konfirmeret i Køge Kirke. Præsten, i midten, var også fra Letland.
Imants, bagest til højre, der efter krigen rejste til England, besøgte sammen med sin daværende kone forældrene Anna og Jánis, og Laimonis i Dragsbæk.
Laimonis og Imants sammen med deres far i Dragsbæk, hvor hegn og pigtråd stadig stod.
Laimonis Zakis føler aldrig sult. Han kan også spise store mængder. Det er han sikker på stammer fra månederne som flygtning. Han har prøvet at sulte. En uge uden mad glemmer han aldrig. Han har under en flygtnings primitive forhold, som 14-årig dreng, haft ansvaret for at skaffe mad til familien. På skibet, der bragte familien Zakis fra Gdynia i Polen til København, fik de lidt grød, der blev lavet af rugmel med damp fra et rør. Rugmelet havde hans mor omhyggelig passet på under flugten.
Da familien kom til København, måtte Laimonis Zakis sælge nogle af familiens guldmønter til en guldsmed for at skaffe penge til mad. Han fik ikke så meget for mønterne – kun nok til at købe rugbrød til familien. Andre dage gik han rundt i København for at samle rugbrød, der ofte var muggent, i skraldespande.
Den ældste bror Artur blev tvunget til at sværge troskab til den tyske besættelseshær. Hans mor fjernede SS-symbolerne.
Når Laimonis Zakis på TV ser dokumentarudsendelser om 2. verdenskrig kommer erindringerne om flugten fra den russiske fremmarch gennem Letland.
Som 14-årig på flugt passerede han hængte tyske soldater. I træer og lygtepæle hang de med en stor seddel, der fortalte at her hang en desertør. Det var almindelige billeder på nethinden. Billederne har brændt sig fast.
I en flygtningelejr, som blev angrebet med granater fra russisk artelleri, blev ofrene for angrebene smidt i granathullerne. I vinterens strenge frost var det umuligt at begrave ofrene. Jorden var frosset langt ned.
For at skaffe penge til at købe rugbrød for, var det mønter som disse, Laimonis solgte til en guldsmed i København.
Familien flygtede to gange. Første gang var i 1939 fra den russiske hær, som besatte Letland. En kort tid boede de i skoven. Laimonis Zakis´ far var skovfoged. Flugten varede kun så længe der blev ro igen.
Det var russisk hastværk under tilbagetrækningen fra det tyske angreb i 1941, der reddede familien Zakis fra at blive sendt til Sibirien. På kommunekontoret lå papirer, der beskrev, hvordan familien skulle have fulgt de første 14000 letter, der i kreaturvogne med jernbane blev sendt til Sibirien.
Laimonis Zakis sammen med Michael Vandet fra Museum Thy.
I næsten to timer fortalte Laimonis Zakis om sit liv. Der blev lyttet intenst.
Laimonis Zakis uddannede sig til maskinist. Han sejlede en tid for A.P. Møller. Han blev dansk statsborger, og han skulle derfor være værnepligtig. Det blev i marinen, hvor man kunne bruge hans uddannelse til maskinist.
Efter nogle rejser med A.P. Møllers skibe søgte han arbejde i land, og vendte tilbage til Thisted, hvor han i 31 år var ansat på Cimbria som teknisk tegner.
I 53 år har han været gift med Henny. De har to døtre, Lita og Lene.
Læs og hør om Günter Kühn – 12. marts 2015
