Af Frank Weber, lektor med Thisted Handelsgymnasium, EUC Nordvest, Cand.mag. i historie og kunsthistorie
Forfatteren George Orwell opfandt ordet Newspeak (Nysprog) i romanen ”1984” fra 1949. Han forklarede at Newspeak præges af ord der skal ”impose a desirable mental attitude upon the person using them” – altså at pådutte en bestemt holdning hos de personer der bruger udtrykkene. Det som den danske sprogprofessor Henning Koch kalder ”omvendt lommetyveri”. Man får påduttet en holdning man måske ikke ønsker, helt uden at opdage det.
George Orwell kendte til den slags ufine tricks fra det kommunistiske parti, som han blev grundigt træt af at være allieret med under den spanske borgerkrig, og fra nazismen i Tyskland. Tænk på ordet ”koncentrationslejr”, som jo egentlig er harmløst og blot siger at det er en lejr hvor man samler/koncentrerer noget eller nogen. I bogen ”1984” er betegnelsen for en tvangsarbejdslejr på Newspeak blevet til en ”joycamp” (Lykkelejr)!
Newspeak har eksisteret til alle tider, men dynamiske politikere og organisationer i nutidens vestlige demokratier arbejder systematisk med det – hele tiden og ikke kun, som nu, i valgkampagner.
Newspeak indeholder typisk to forskydninger: Man betegner noget med et ord der, sammenlignet med andre betegnelser, 1) er mere abstrakt og 2) har flere positive associationer. Et skoleeksempel fra den borgerlige regerings tid er betegnelsen ”Udlændingestyrelsen” der blev til ”Udlændingeservice”, i forbindelse med en forringelse af ydelsen. Eller ordet ”starthjælp” – en ydelse til trængende personer der kommer til Danmark fra lande uden for Norden, EU og Liechtenstein, og som er væsentlig mindre end kontanthjælpen. Men både ”start” og ”hjælp” har positive associationer, og starthjælp er mere abstrakt, dvs. uigennemskueligt, end det de to betegnelser faktisk dækker over, nemlig en ringere flygtningeydelse og nedsat kontanthjælp.
Der findes også negativ Newspeak. Hvis man ønsker at folk skal have en negativ holdning til noget, f.eks. en planlagt moské, kalder man den konsekvent for en ”stormoské”, uha, uha. Venstrefløjen prøvede, uden meget held, at bruge ordet ”sultecirkulæret” om starthjælp-reglerne. Unge hjemmeboendes SU kaldes nedsættende ”cafépenge”. Den glædelige nyhed, at vi i gennemsnit har en stadig stigende levealder kaldes af visse politikere for ”ældrebyrden”. I Norge har man i stedet valgt betegnelsen ”ældrebølgen” og ”ældrestyrken”.
”Udkantsdanmark” er efterhånden et fast installeret begreb, selv om vi på disse kanter hårdnakket fastholder betegnelsen ”Vandkantsdanmark” eller måske vi skal svare igen med ”Nordvækstjylland”? Hvorfor acceptere ”den rådne banan”, når det burde hedde ”den grønne agurk”?
At man vil påvirke og forsøge at ændre andres anskuelser, er legitimt. At man vil opnå andres tilslutning, er jo netop en af sprogets vigtigste funktioner. Men hvis man vil ændre folks anskuelser, så er det redeligt at signalere klart hvad man er ude på, og argumentere sagligt for det. At prøve at skyde genvej og ville ændre folks anskuelser uden at give dem grunde til det, og uden de måske opdager det, er ikke i orden.
Det er ligeledes et ufint retorisk middel, når man i sin sproglige adfærd tager modtagerens enighed for givet, når man véd (eller burde vide) at den ikke er det. Når politikere siger ”sandheden er…”, ”det er jo sådan….”, ”alle ved at…” og så videre, taler de som om ens egen synsmåde var givet på forhånd, skønt den netop burde gøres til genstand for diskussion.
Lad os endelig ”dele os efter anskuelser”, som Viggo Hørup sagde. Men lad os erklære dem åbent. Og lad os så diskutere dem – med argumenter.
Frank Weber.
