Kristian lever med billeder i lys og skygge

AMATØR: Kristian Amby er amatør – amatørfotograf – i ordets bedste og mest positive betydning. Han har i mere end 40 år gjort det fotografiske billedmageri til en del af ham selv

Af Klaus Madsen – 11. juni 2015

NORS: Der findes mange eksotiske steder. For 63-årige Kristian Amby er det eksotiske bare et par kilometer vest for huset, han bor i. Nors Sø er for Kristian, det han kalder det næstsmukkeste sted i Danmark. Han fortæller ikke hvad der er det smukkeste, så det er måske bare et udslag af unødvendig beskedenhed.

Klik på pilen for at høre Kristian fortælle

Kristian og hans kone Grethe flyttede ind i huset i 1975. Hvor mange gange han har taget turen med hunde og fotografiapparat til Nors Sø ved han ikke. Tallet er næsten astronomisk højt. Alligevel har der aldrig været to gange, hvor lyset og vejret har været ens.
Fra Atterhøj, der knejser i det thylandske landskab for enden af vejen Søgårds Mark, vest for Nors, er der frit og vidt udsyn over Nors Sø. Her har Kristian hentet inspiration, og også taget mange billeder af det smukke og særegne landskab i årstidernes skiftende lys og farver. Det er blevet til fine billedfortællinger.

kristian11

På vej op på Atterhøj, der ved østsiden af Nors Sø giver inspiration til billeder i både lys og luft.

Interessen for fotografi og den fotografiske teknik har Kristian haft siden han var dreng. Han fik, som så mange andre i 60´erne, et fotografiapparat i konfirmationsgave. Det var først, da han som lærling på reservedelslageret hos A.P. Andersen i Thisted, i 1970 dristede sig til at købe et af datidens mest avancerede kameraer, et Pentax Spotmatic, han for alvor tog hul på fotografiets næsten alkymistiske mysterier. Hjemme hos moren i Villerslev blev køkkenet mørkelagt. Så blev filmene i mørke med lidt besvær rullet på spiraler og fremkaldt. Med forstørrelsesapparatet  blev motiverne på filmens negativer til positive billeder på fotopapir.

AMBY9781 npt AMBY9427 npt

To af Kristians billeder

I mørkekammerets gulgrønne eller røde lys kunne han se, hvordan det belyste fotopapir i fremkalderen langsomt bragte et billede frem. Det var mageløst. Det var var kemi, og den særegne lugt af kemikalierne til den fotografiske proces husker Kristian stadig.
I Nors havde han et fast mørkekammer til den digitale proces gjorde mørkekammeret  overflødigt.
Intet sted smager en kold øl så godt, som i et mørkekammer. Den glæde må han undvære nu, hvor den digitale teknik har flyttet arbejdet til et skrivebord med et tastatur og en computerskærm.
Et af minderne fra tiden med film og billeder i mørkekammeret var aftenen 9. november 1989. Mens Kristian stod med billeder i fremkalder og fixer hørte han i radioen om Murens Fald i Berlin.

kristian07

Nors Sø og Atterhøj.

Lysten til at udforske og udfordre den fotografiske teknik og kemi fik Kristian til at eksperimentere og selv blande fremkaldervæskerne. Det var spændende og også noget billigere. Det gav også en viden om “fotografiets anatomi”, som han også har stor glæde af i den nyere digitale fotografiske verden. Motivernes lys og skygge og vej gennem processen har skabt en forståelse for muligheder og begrænsninger når han fotograferer.
Kristian fotograferer mest for sin egen skyld. Ved lidt eftertanke kommer han frem til, at det også er lysten og evnen til give glæden og begejstringen for en oplevelse videre, der får ham til at tage billeder. Siden stiftelsen i 1971 har han været medlem af Thisted Fotoklub. Han er også medlem af Morsø Fotoklub.

IMG_2334 _MG_5999

To af Kristians billeder

Opfattelsen af motiverne, og måden Kristian bringer motiverne videre i billeder, er inspireret af guldaldermalernes stil. Beskedent sætter han sig mellem Eckersbergs og særligt Anna Anchers billedsprog. Han skynder sig også at understrege, at det er udenfor sammenligningens muligheder. Det er guldaldermalernes opfattelse og brug af lyset og lyset og skyggernes formgivende virkning han er inspireret af.

kristian08

Inspiration.

Kristian har aldrig haft alvorlige drømme om at blive fotograf. Tanken om, at han ikke har fuld frihed til at lave sine helt egne billeder har afskrækket. Venner og familie har selvfølgelig bedt ham tage billeder, og det kan godt være svært at leve op til forventningerne.
Gennem årene har han udstillet sine billeder mange gange. På EUC i Thisted hænger 7 store billeder af landskaber i Thy.
Til en fotofestival i Viborg var han inviteret, som en af 5, til at udstille og fortælle om sine billeder. Det betragter han, med rette, som en ære og anerkendelse.

kristian15

Kristians første “rigtige” kamera var en Pentax Spotmatic – købt til 1488 kroner i 1970 af en 18-årig lærling, der tjente 825 kroner i måneden.

En flot samling af fotoapparater er et biprodukt af Kristians interesse for fotografi. Samlingen har ikke den store økonomiske værdi. De gamle kameraer har hver deres historie og fortæller også om en teknisk udvikling. Gamle objektiver og objektivkonstruktioner på et digitalkamera har været en fotografisk udfordring. Samlingen fortæller også, at det helt fundamentale og enkle i optagelsen af et billede ikke har ændret sig.
Billedet og billedets komposition har teknikken ikke lavet om på.

kristian01