HAVKANT: Bjørn Søndergaard flyttede med sin kunst til Vorupør og Thy i 1972.
Af Klaus Madsen – 26. februar 2015
NØRRE VORUPØR: Sprogtonen afslører ikke, at kunstner og lærer Bjørn Søndergaard, med en kort afstikker på fire år til Skyum. i 43 år, siden 1972, har boet i Vorupør. Malerier, akvareller og skulpturer er præget af mennesker, havet og lyset i Vorupør og Thy.
De første år, af Bjørns nu 65-årige liv, var i Bagsværd. Han flyttede som 15-årig med familien til Lem St. mellem Skjern og Ringkøbing i Vestjylland. Da han var 17 år, søgte han at blive journalistelev på dagbladet Vestkysten. Det lykkedes ikke. Han var for ung, og så alligevel gammel nok til, på må og få, som han udtrykker det, at rejse til London, hvor han i et års tid klarede sig som avisbud og skaffede sig arbejde i et supermarked.
Da han kom tilbage til Danmark startede han på Jelling statsseminarium. Her mødte han Vigga, som han søgte til Thy sammen med, da de skulle i praktik,“på græs”, fra seminariet i et halvt år. De søgte bevidst langt væk. Bjørn kendte til kystmiljøet fra Grønnestrand ved Jammerbugt. Her havde hans oldemor en sommerpension.
I et halvt år boede de i en lærerbolig ved Hillerslev Skole, hvor Vigga havde praktikperioden. Bjørn var i et halvt år Folke- og realskolen i Nykøbing Mors.
Bjørn har altid været nysgerrig og skabende. Bjørns hjem var meget musisk. Moren var porcelænsmaler på procelænsfabrikken Bing og Grøndahl. Faren, der arbejdede som bogholder, var stærk interesseret i kunst., og han “slæbte” lærreder og andet kunstmateriel hjem. I den lille sorte bog “Bjørns tegnebog”, som er udkommet på forlaget Knakken i Thisted, findes et udpluk af skitser, ideer og tegninger fra de 27 skitsebøger Bjørn har lavet siden han som spejder og dreng altid løb rundt med blyant og papir. Skitsebøgerne har været Bjørns “fotoapparat” på rejser og i livet.
Seminarietiden i Jelling var også en udviklende tid for Bjørn. Han malede og spillede musik. Alle seminariets elever boede i byen.
Allerede den gang var det kunstneriske talent stort nok til, at han kunne udstille på censurede udstillinger. Det var både skridt på den kunstneriske vej, og skulderklap.
Vorupør Kirke.
I 1972 stod Bjørn og Vigga med deres lærereksamen. De tog til Thisted, og her opsøgte de Thisted Kommunes daværende skoledirektør Orla Nielsen, for at høre, om der var brug for et par helt friske lærere.
Det var der. Bjørn fik tilbudt en stilling på Sjørring Skole, og Vigga kunne blive lærer på skolen i Vorupør. Bjørn underviste i Sjørring indtil den kunstneriske kraft fik overtaget. Vigga underviste på skolen i Vorupør, til hun stoppede i 2014 efter 42 år, som en afholdt og respekteret lærer. Vigga var lidt betænkelig i 1972, og hun gav Vorupør en chance og et år.
Bjørn gik hjemme, passede børnene og huslige sysler sammen med kunsten. Han har også gennem årene været lærer, “pletvis”, som hans børn Lærke og Iben udtrykker det. Det har været forskellige opgaver med specialundervisning, og han har også haft mulighed for at bruge kunsten som gæstelærer.
Spil på violin har været Bjørns musikalske udtryk. Mens har arbejdede på Sjørring Skole var han, sammen med andre af skolens lærere, med i folkemusikgruppen Vindstyrke 12. Senere spillede han i Thy Folk. Han supplerede interessen for kammermusik med folkemusik, og i nogle år drog han hver uge, sammen med ligesindede, til Folkemusikhuset og spillemanden Evald Thomsen i Hoager ved Holstebro.
På et studieophold, nær Seattle på den amerikanske vestkyst, lærte Bjørn at lave støbeforme til skulpturer i bronce. Han havde i vinduet haft en kartoffel liggende. Det blev med spirerne til en broncekartoffel – inspireret af, at i USA skal alt gå hurtigt, blev kartoflen sat på hjul.
Arbejdet med malerier, akvareller og skulpturer foregår i Bjørns værksted. At kalde det et atelier mener han er alt for fint. På værkstedet står også en stor skruestik side om side med staffeliet. Her kan laves andet end billeder. Pensler hænger rengjorte og klar til at tage i brug. Farvetuber ligger på bordet som et klaviatur Bjørn spiller på. Alt er sirligt.
Bjørns billeder er udtryk for at søge balancen og spændingen mellem natur og kultur – mellem det givne og det menneskeskabte. Farvernes udtryk og formerne er sat sammen i respekt for materialerne.
Bjørns tegnebog
Hver dag går Bjørn og Vigga ture ved Vorupør og langs havet. Det er altid spændende, hvad han finder. Han søger ikke noget bestemt, men er åben for det han møder og samler op. Lyset og havet er uendeligt omskiftende.
Vorupør er efter godt 40 år hjem for Bjørn. Her vender han længselsfuldt tilbage, når han har rejst ud i verden. Han har tegnet og malet mange fremmede steder – i Grækenlands Athen, Italiens Rom, Rumænien, Frankrig, USA.
Alligevel er det udsynet i Thy, lyset og havet og dets lyde han savner på en varm sommerdag i en fransk idyl.
Særligt stolt er Bjørn over, at han vellykket har sat nye farver i kirkerummet efter restaureringen af kirken i Vorupør. Han har gjort kirkerummet lyst og imødekommende. Inspirationen har været evangelisternes glade budskab. Det er vigtigt, at mennesker føler sig frie og opløftede, når de træder ing i den kors-armede kirke. De smukke sarte grå, grønne og gule nyancer understreges af lyset, der i Vorupør Kirke ligeligt strømmer ind fra de fire verdenshjørner. Inspirationen har været klittens og strandens forsigtige farvetoner. Felterne i loftets hvælvinger er malet bå – som havet, kutterne og himlen.
Bjørn er glad for at møde taknemmelig og glæde, hos de der bruger kirken.
I Vorupør ødsler ingen med rosende ord.
