Holger og biler i Nørhå


MEKANIKER:
Tyskebakken 1 i Nørhå er adressen på Holger Pilgaards mekanikerværksted. Her serviceres og repareres biler.

Af Klaus Madsen 5. marts 2018

NØRHÅ: I 1985 overtog Holger Pilgaard farens værksted i Nørhå og gjorde det til Nørhå auto- og maskinværksted. Holgers far havde i mange år været Nørhås smed. Intet var for småt til at smeden kunne reparere. Plæneklippere, cykler blev lavet i stand side om side med landbrugsmaskiner. Når der var brug for at få installeret centralvarme og lavet andet VVS arbejde, var det også smedens arbejde.

Holger, der er født i 1954, kom som 17-årig i 1971 lære som traktormekaniker hos Thisted Maskincompagni på Vester Kirkegårdsvej i Thisted.
Det var naturligt, at smedens søn, der var vokset op i en smedie, også skulle have en uddannelse der havde med mekanik at gøre.

Det var Holgers far, der byggede værkstedet, der stadig er rammen om forretningen. Efterhånden blev reparation af biler en stadig større del af smedens arbejde. Landbrugene blev større og det samme blev maskinerne.
Nu er det næsten kun biler der giver arbejde til Holger og de to ansatte mekanikere. Der kommer også enkelte traktorer, og det sker, at der stadig bliver set til en havetraktor og andre haveredskaber.
Der laves regelmæssig service på bilerne. Der arbejdes også med reparation af skader og motorreparationer.

God service er også at have tid til at skifte et batteri i en elektrisk p-skive. Lilly Saugbjerg fik hjælp af Holger Pilgaard inden hun skulle en tur til Thisted. Det ville jo være ærgerligt at få en parkeringsbøde.

Da Holger overtog værkstedet var der også salg af benzin og diesel. Det stoppede i 1997. For at sikre mod forurening fra gamle tankanlæg blev der i et samarbejde mellem staten og oliebranchen oprettet en miljøpulje som skulle sikre en ordentlig undersøgelse og oprense ing af de mange grunde, hvorfra der var salg af benzin og diesel. Den ordning benyttede han sig af.

Reklamebudgettet for Nørhå Auto har været meget lille. De få gange Holger har annonceret, har han ikke kunnet mærke det på værkstedet.
Den bedste reklame har været tilfredse kunder, som på den helt enkle “mund til mund metode” har sikret at der har været, og stadig er godt at lave.
Det er ikke bare tomme ord, når Holger siger, at værkstedet i Nørhå er til for kunderne. Han ser lyst på fremtiden. Der er altid brug for at få udført godt arbejde.

Der er mange trofaste kunder på Holgers værksted. Fra hele Thy kommer kunder med deres biler til Nørhå. Der er ikke længere så mange lokale mekanikerværksteder tilbage. De fleste biler på værkstedet i Nørhå er lidt ældre.
Nyere biler kan også serviceres, og garantien kan bevares, når blot værkstedet overholder bilfabrikkens anvisninger for service.
Der er efterhånden meget elektronisk udstyr i bilerne. Et par gange om året kommer mekanikerne på kursus for at kunne følge med i den hastige tekniske udvikling.

tekst

Holger Pilgaard har ingen planer om at stoppe. Han er ærlig,når han siger han ikke rigtig ved hvad han skal lave, hvis han stoppede.