OPKØBER: I mere end 30 år har Jørgen Andersen fra Vorupør opkøbt fisk på auktionen i Hanstholm. Han blev valgt første gang til byrådet i Thisted i 1994
Af Klaus Madsen – 8. januar 2018
VORUPØR/HANSTHOLM: Han står op hjemme i Vorupør hver morgen klokken hvert over fire. Der er ikke lys i mange vinduer når han sætter sig bilen for at køre til Hanstholm. Når klokken er seks har fiskeopkøber Jørgen Andersen skabt sig et overblik over hvilke fisk, og hvor store mængder der står klar til salg på Hanstholm Fiskeauktion. Derefter ringer han rundt til de 6-7 fiskeksportører/grossister, og en enkelt fiskehandel med røgeri, som han har som kunder. Han aftaler hvilke fisk, hvor store mængde han skal byde på, og til hvilke priser. Undervejs i auktionsforløbet holder han, med sine mobiltelefoner, tæt kontakt til kunderne om priser og bud.
Klik på pilen for at høre Jørgen fortælle
Jørgen, der er født i 1953, ville allerhelst have været i bagerlære hos faren, som var bagermester i Vorupør. Det kunne ikke lade sig gøre. Han havde to ældre brødre, den yngste var 7 år ældre end Jørgen. Brødrene skulle overtage bageriet, og de mente det var en dårlig ide at Jørgen også skulle være en del af bagerdynastiet. Derfor fik han valget mellem en læreplads hos en blikkenslager og en læreplads som maskinarbejder på Sjørring Maskinfabrik. I 1973 var han udlært maskinarbejder.
Det var også i 1973 Jørgen fik ansættelse som maskinarbejder på maskinværkstedet Polar. Arbejdet som maskinarbejder sagde ham ikke så meget. Drejebænk og svejseværk blev hurtigt skiftet ud med skarpslebne filetknive. Som mange andre på havnen valgte han at tage arbejde i fiskeindustrien. Det passede ham meget bedre.
Han begyndte at komme på auktionen. Der er en ganske særlig stemning og jargon når auktionsmester og opkøbere samles omkring fiskekasserne med de friske fisk.
Den særlige jargon har han været en del af i mere end 30 år. Der lyder ind imellem nogle af sprogets knap så kønne gloser. Det hele er et spil, hvor begrebet “den bedste pris” er forskellig opfattet hos fiskerne og opkøberne. Det er aktionsmesteren opgave at finde balancen.
Jørgen lægger ikke skjul på, at han er “bidt” af sit arbejde som opkøber.
Da Jørgen startede som opkøber kunne man ikke se opkøbere i aktion med flere mobiltelefoner. Opkøberne vidste inden auktionen hvad de skulle gå efter. Kommunikationen foregik fra opkøbernes egne grå telefonkasser langs auktionshallens væg. Inden mobiltelefonerne helt overtog kontakten benyttede nogle opkøbere, med kontor i Hanstholm, sig af lukkede radioanlæg.
Nu holdes forbindelsen under hele auktionen. Jørgen har et trådløst hovedsæt i hvert øre.
Nu kan aktuelle priser fra blandt andet Holland omgående på indflydelse på buddene i Hanstholm.
Lysten til at handle med fisk har Jørgen fra morfaren, Mads Munk Madsen, der flyttede fra Vorupør til Esbjerg og var fiskeeksportør. Det har ligget i generne, og lysten til at være selvstændig har været en stærk drivkraft.
I 1983 var Jørgen med til, sammen med to andre, at starte firmaet Vorupør Fisk. Han trådte ud af firmaet to år før det måtte stoppe i 1996.
Kommunalpolitik har været en væsentlig del af Jørgens liv. Han blev for Venstre valgt første gang til Thisted Byråd i 1994. Han siger han blev lokket til at stille op første gang. Samtidig indrømmer han også, at han altid har haft lyst til at være med til at bestemme, hvordan udviklingen kan og skal være. Han har altid følt, han var valgt til at varetage Vorupørs interesser.
Han har været medlem af byrådet i 17 år siden han blev valgt første gang. Ved sidste valgt stillede han op for Det Konservative Folkeparti og blev valgt.
Ulla Vestergaard er den femte borgmester Jørgen sidder med ved byrådssalens/kommunalbestyrelsessalens ovale bord. De andre har været Ruth Scharling, Kaj Christensen, Erik Hove Olesen og Lene Kjelgaard Jensen.
Jørgen er gift med Mie, som er fodterapeut i Vorupør. De har sønnerne Michael og Svend Åge.