LANDBRUGSPIGE: Kathrine Nedergaard er driftsleder på en større gård, hvor hun arbejder på 13. år. Hun har ansvaret for årligt opdræt af 40.000 grise
Af Klaus Madsen 22. januar 2018
HARRING: For Kathrine Nedergaard begyndte interessen for landbrug med en aftale om at få 11-årige Kathrines pony på græs. Kathrine var glad for dyr og særlig heste. Hun havde fået en pony, og hjemme på det nedlagte husmandssted i Gærup var der ikke mark og græs til ponyen. Hendes far fik en aftale med Aksel Kristensen, der boede tæt på, om plads og græs til ponyen. Det varede ikke længe før Kathrine kom med Aksel i stalden, og hun fik hurtigt taget på at passe dyrene. Der var 11 køer og 80 slagtegrise i Aksels stald.
Det var derfor helt naturligt, at Kathrine fik tilbud om et fritidsjob. I en halv snes år havde hun sin næsten daglige gang hos Aksel. Hun fik også lært at køre og manøvrere en traktor. En dag havde Aksel spændt en vogn efter traktoren og kørt den ud på marken. Her fik Kathrine besked på at øve sig. Der. Var god plads, og ingen forhindringer, på marken. På en eftermiddag havde hun lært at at køre traktor, og ikke mindst at bakke med en vogn.
Det var helt sikkert dyr og landbrug der skulle være Kathrines levevej. Hun tog, lidt presset af forældrene, en HF-eksamen, inden hun tog på landbrugsskole for at blive uddannet landmand. Det viste sig da også, at det hun havde lært, om at tilegne sig viden på HF-studiet, blev en fordel.
Som en del af uddannelsen arbejdede hun på Statens Forsøgsstation i Silstrup.
Som nyuddannet landmand fik hun plads i et par år hos landmand Knud Nielsen i Hørsted, som havde en produktion af grise, der blev solgt som avlsdyr. Hun kom senere til landmand Lars Nielsen ved Hurup. Hun, der altid har været en “hestepige” var blevet begejstret for at passe grise, og her passede hun grise om formiddagen og om eftermiddagen passede hun Lars Nielsens varmblodsheste. Det var spændende med hestene, men også hårdt. Som hun selv formulerer det: – Jeg tabte pusten. Hun følte hun skulle væk fra landbruget en tid.
I et halvt år arbejdede hun i Torvecafeteriet i Hurup.
I maj 2005 blev Kathrine kontaktet af Michael Bangsgaard Christensen, der på Harring Hedegård har en griseproduktion. Hun kom til at arbejde på gården og har nu de sidste fem år, som driftsleder, haft ansvaret for 1.200 søer og en årlig produktion af 40.000 grise, der alle sælges, når de vejer 30 kilo. Grisene eksporteres til Tyskland og Italien. Hun skal tilrettelægge arbejdet for gårdens ansatte, der tæller fire piger og to mænd og en elev fra STU (Særlig tilrettelagt undervisning, som skal give den unge kompetencer af personlig, social og faglig karakter).
Det kræver god fysisk styrke at arbejde med dyr og landbrug. Kathrine kan på en arbejdsdag godt gå mere end 15.000 skridt rundt i staldene. Det er vigtigt at have øje for dyrenes adfærd og kunne spotte syge dyr, så den nødvendige behandling kan finde sted. For Kathrine, der altid har haft lyst til at omgås og arbejde med dyr er det en naturlig del af dagligdagen.
Efter næsten 13 år på Harring Hedegård føler Kathrine ikke hun er færdig med at arbejde der. Alligvel har hun lyst til at tage mere uddannelse. Hun kunne godt tænke sig at læse for at blive konsulent.
Hjemme i Stagstrup har hun tre-årige Emil. Hun er forlovet med Thomas, som arbejder på slagteriet TiCan.