FRISØR: Lene Møller Hansen skiftede jobbet på Thisted Renseanlæg ud med i 1996 at få svendebrev som frisør.
Af Klaus Madsen – 10. oktober 2017
SNEDSTED: Hun har salon Hårguiden på Hovedgaden i Snedsted. Hun er født i Snedsted og hun bor i Snedsted. 48-årige Lene Møller Hansen er frisør.
I 1996 stod Lene Møller Hansen med svendebrevet som frisør. Det var en drøm hun fik opfyldt. Lene var 27 og nok lidt ældre end mange af de frisørsvende hun blev udlært sammen med. Det var nu fordi hun var usandsynlig meget “morsyg”. Hun kunne ikke overskue at skulle til Herning på fagskole og være væk hjemme fra.
Inden Lene kom i lære som frisør arbejdede hun på Thisted renseanlæg. Hun var den første pige der blev ansat på renseanlægget. Her skulle hun tage vandprøver, rense filtre og pumper. Hun blev sendt ned i kloakbrønde for at sørge for “folks lort”, som hun lidt bramfri fortæller. Det var kun, når hun skulle fjerne en rotte der var kommet i klemme i en rist hun syntes det var ubehageligt.
Hun arbejdede og en tid i firmaet Thisted Rengøring.
Det var først i 1999 Lene blev selvstændig frisør. I 1996 mistede hun begge sine forældre. Da hun var på fagskolen i Herning for at aflægge svendeprøve frygtede hun den næste opringning. Det kunne være fra sygehuset. hvor hendes mor var indlagt med kræft. Moren døde en uge efter Lenes svendeprøve. Lene mistede også en dreng. Derfor gik der tre år inden hun for alvor tog fat på frisørfaget.
Frisørfaget er et servicefag. Det nytter ikke at man vil have lørdag fri, når en brud skal have sat håret til den store dag. Når konfirmanderne søndag formiddag går op ad kirkegulvet har mange, særlig pigerne, ofte været en tur forbi frisøren søndag morgen.
Når der bliver ringet fra sygehuset for en patient, som ønsker at få ordnet håret, pakker Lene tasken med frisørremedierne. Hun har også en del kunder, som af forskellige årsager får ordnet håret hjemme.
Den dag der en klipning, som ikke er interessant, så tror Lene hun vil overveje at lægge saksen væk.
Glæden ved frisørfaget er at gøre mennesker glade. At se, hvordan mennesker kan lyse op, når de får den rigtige frisure er en daglig motivation.
Det er også en glæde for Lene, at hun har en stor fast kundekreds – ikke bare fra Snedsted, men fra hele Thy og Mors.
Det var Lenes mors alt for tidlige kræftdød, som 54-årig, der startede interessen for at sælge parykker. Egentlig var det blot tanken, at der også skulle være mulighed for at købe en paryk hos Lene. Hurtigt blev det kendt blandt kræftpatienter og på kræftafdelinger, at der i Snedsted var en frisør, som satte en ære i at give patienterne indentitet og selvværd tilbage, når de som en følge af behandlingen mistede håret. En paryk skal passe og ikke bare klaskes på. Kræftpatienter fra store dele af Jylland fandt vej til Snedsted. Det er blevet til mange gode og dybe samtaler, med mennesker der er ramt af svær sygdom