CAMPING: I et halvt århundrede har der i Vildsund været lighedstegn mellem Møllegården og camping. Niels Kristian Nøhr Nielsen har været med alle årene
Af Klaus Madsen 28. maj 2018
VILDSUND: Det blev starten på et eventyr da Niels Kristian Nielsens far, Verner, i sommeren 1967 besluttede at sælge dyrene på Møllegården i Vildsund. Det var en pølsemand fra Brovst, der på vej til en af 60ernes mange udstillinger i hallen ved dyrehaven i Vildsund, mødte Niels Kristians far, som kom trækkende over vejen med et par kalve der skulle på græs. Pølsemanden foreslog at Verner skulle starte en forretning med campingudstyr. Møllegården var det helt rigtige sted.
Niels Kristian husker, at hans far egentlig ikke rigtig kunne lide at blive beskidt. Det passede ikke helt med at være landmand. Familien havde siden 1954 boet på Møllegården. For st supplere indtægten fra landbruget havde Niels Kristians far udlejning af biler. Han havde købt en Lloyd og en Hansa. Det var før en bil blev en helt almindelig del af de fleste familiers husholdning. Faren arbejdede også med på fritidsbasis at sælge forsikringer.
Det krævede både mod og fremsynethed, da Verner, og hans kone Anna, i sommeren 1967 besluttede at sælge dyrene for at omdanne landbrugsejendommen til en campingforretning. Han havde set, at mange mennesker fik mere fritid og ferierne blev længere. Den økonomiske velstand steg hurtigt.
Niels Kristian husker dog, at der blev snakket en del i familien om det nu også var klogt. Det har vist at være klogt.
Vildsund og dyrehaven trak mange mennesker. Der var, det man i dag kalder “gang i den” ved broen til Mors.
I efteråret og vinteren 1967-1968 blev stald og lade på Møllegården omdannet til en campingforretning. Med god hjælp fra familie og børn blev der ryddet godt op og gjort grundigt rent i stalden. Niels Kristian husker det var aften- og weekendarbejde.
16. Februar var den første dag med salg af campingudstyr på Møllegården.
Det første år var der en omsætning på 288.000 kr. på Møllegården. Overskuddet var ikke stort, og Niels Kristian er sikker på det var nødvendigt at tære på familiens økonomiske reserver for at komme videre.
I årene efter starten som campingforhandler solgte Verner også byggegrunde fra ejendommens jord.
Det var en tid, hvor det var muligt for en forretning at vokse langsomt.
I 1975 var forretningen blevet så stor, at Niels Kristian blev ansat “hjemme” på fuld tid.
I 1981 overtog Niels Kristian og Birte forretningen, og sad til leje hos Anna og Verner. Allerede i 1980 var Birthe begyndt at arbejde på Møllegården.
I 1984 overtager Niels Kristian og Birte ejendommen og flytter efter ombygning ind i stuehuset.
Efterhånden ansættes flere medarbejdere. I 1987 er der ni ansatte. I 1996 13 ansatte. I 2006 bliver den gamle Vildsundhal suppleret med en værkstedstilbygning. I 2012 bliver en ny udstillingshal indviet.
I 2003 køber sønnen Michael halvdelen af Møllegårdens Camping. Siden 2014 har Michael været ejeren af Møllegården.
Michael er tredie generation for en 50-årig forretning i stadig udvikling.
Møllegården har overlevet skiftende kriser. Da Niels Kristian og Birte i 1981 skulle holde overtagelsesreception kunne de ikke forstå, at deres hovedleverandør ikke dukkede op. Det viste sig at firmaet, Globe Caravan, der leverede stort set alt campingudstyr og ikke mindst de populære Hobby campingvogne, var gået konkurs, de var bukket under for krisen i starten af 80erne. Bogstavelig talt var gode råd dyre. Niels Kristian og andre kolleger gik sammen om blandt andet, på fordelagtige vilkår, at sikre sig import og leverancer af Hobby-vognene. De købte op på konkursauktionen til gode priser.
Det var en tid, hvor værdien af en god finansiel partner i Sparekassen Thy viste sig.
Det var også en tid, hvor Niels Kristian skulle vise både mod og fremsynethed.
Niels Kristian og Birte har foruden Michael datteren Karina, der er uddannet grafiker.
Den første tid efter Michael overtog Møllegården hjalp Niels Kristian til. Efterhånden er det ikke mange timer han er at træffe i forretningen og på kontoret.
Birte sidste opgave som ansvarlig for markedføringen var Møllegårdens 50 års jubilæum.
Niels Kristian er en af Anna og Verners seks børn. Helen, Niels Kristian, Ruth (som døde i 2011), Eva, Jens Jørgen og Bjarne.