MISSION: År, alder og oplevelser har sendt Søren Dahl ud på en mission for ordentlighed og respekt mellem mennesker
Af Klaus Madsen 30. oktober 2017
AARHUS: Det er langt i kilometer fra Cafe Hack, til venstre for Aarhus Teater, overfor Aarhus Domkirke, til Thisted, barndommens grønne legeplads, dyreskuepladsen for enden af Mølleparkens eftertragtede boliger. Der er knap så langt i Søren Dahls tanker.
Ham den lille rødhårede er ikke længere så brændende i toppen. Håret er efterhånden gråt eller hvidt – alt efter temperament. Søren er født i 1957.
Alligevel er der noget brændende energisk over Søren Dahl.
Han har brændt for musikken. Han har brændt for sin karriere som komponist. Han har brændt for den gode ide, Cafe Hack på DR, fra 2004.
Han har brændt og brænder stadig for at møde mennesker. Nu sker det bare i en udsendelse på nettet i youSee, i det som nu kaldes “Dahl på Hack.
En af de første septemberdage stod Søren i kø i foyeren ved en bar i Aalborg Kongres- og Kulturcenter. Der var Aalborgpremiere på Cirkusrevyen. En lille udveksling af først et høfligt håndtryk og nogle af de sædvanlige høflighedsfraser, blev fulgt op af en lille snak, om at vi skal passe på det fællesskabsprojekt, som vi nu nyder godt af, og som vore forældre bogstavelig talt kæmpede for.
En måneds tid senere var der et lille møde ved et bord i et ellers tomt lokale på Cafe Hack.
Søren Dahls første ord var: Ordentlighed. Hjemme hos Søren var det mere end et ord. Det var en selvfølge.
Det var ikke noget man bare lige levede op til. Det var noget, som man forsøgte at gøre til en naturlig del. Mennesker, også fremmede, blev mødt med et så gammeldags begreb som kærlighed. Sørens familie hørte til i et stærkt kristens fællesskab.
Søren er den absolut yngste af seks søskende. Det var naturligt, at Søren blev en del af fællesskabet i FDF. Han kom tidligt til at spille i FDF-orkestret. I FDF lærte han, at man den sidste på natløbet skulle med, og der var rummelighed og plads i orkestret.
Cafe Hack.
I Søren verden skal alle mennesker mødes med ordentlighed. Han spørger lidt ud i luften om mennesker, som helt naturligt nyder godt af resultaterne af bedsteforældrenes energiske kamp for det, som Søren ynder at kalde “et smørhul af et land”, helt forstår værdien af at holde fast i den velfærd som er grundlagt og skabt et par generationer tilbage. Det var, og er stadig, et politisk projekt. Velfærd med det varme vand i hanerne, uddannelse, sygehuse, veje, kom ikke af sig selv.
Ikke holde fast bare for at bevare, men for at udvikle.
Det er en stilfærdig kritik af et samfund, hvor fællesskabet har trange kår, og hvor der er risiko for at dø af ensomhed. Et samfund, hvor mennesker ikke kun slides fysisk.
Mødet med kendte og markante mennesker på den lille scene i Cafe Hack er samtaler. Som med en dirk formår Søren ofte at låse op til en skatkiste med en god historie. Det er alvor, når det bliver sjovt. Der lægges ingen spidsfindige fælder i spørgsmålene. Det er slet ikke nødvendigt for at åbne op for den gode historie.
Længslen mod Thy har Søren bevaret. Han har ikke glemt, hvor han voksede op, og den balast Thy og Thisted har sendt ham ud i livet med. Søren bor i det runde østjyske og voksede op i det skarpslebne Thy. Energien fra det omsuste Thy har han omsat til et liv og en tilværelse i Østjylland. Aarhus er nu udgangspunktet for samtalerne og musikken. Det er i Aarhus hans to drenge vokser op.
Vender han tilbage til Thy? Han glemmer ikke Thy.
