Af Gitte Ishøy, sognepræst i Thisted siden 1985 – 3. september 2015
”Hvor har I så været henne på ferie?” Det spørgsmål stiller vi gerne hinanden efter ferien. Min gemal og jeg har været sydpå i ferien. Den første uge af ferien tilbragte vi nemlig i Bo-gense på Hotel Bogense sammen med morfar.
Det blev en rigtig dejlig uge. Vejret var med os. Vi havde sol det meste af ugen. Vi kunne trave vores sædvanlige ture rundt i Bogense, især turen rundt omkring kirken med uhindret udsigt ud over vandet var ubeskrivelig smukt. Men turen igennem en lille gangsti fyldt med velduftende roser var også en sand fryd for øje og lugtesansen.
Vores kokkesøn og morfar, på 83 år, var modige og gennemførte en to timers bridgewalk på den gamle Lillebæltsbro. Imens nød vi to andre at gå rundt på det nye Clay Keramikmuseet i Middelfart.
Derudover fik vi besøgt vores søn i Bred indtil flere gange. Byen er interessant på grund af ham. Han har altid ét eller andet vi må se og opleve. Denne gang var det dåbsengle-træet i kirken. Hver ny døbt får en lille glasengel med deres navn på. Englen bliver efter dåben hængt op på et jerntræ i kirken. Jerntræet er lavet af unge fra en produktionsskole. Det ligner en succes.
Vi fik besøgt svigerforældre og sviger-inder og svoger ved Faaborg. Vi fik besøgt svigerfar en sidste gange derhjemme. Han er nu kommet på plejehjem i Falsled. Vi fik set min svigerinders nye arbejdsprojekt: Udlejning af Hobie-kajakker.
De næste to uger tilbragte vi hjemme på Magnoliavej. Min kære gemal tilbragte dag – og ofte natten med – inde på kontoret. Han er ved at lægge sidste hånd på en bogudgivelse, som måske også bliver til en PhD-afhandling. Han ville helst ikke forstyrres! Det forsøgte fruen i vid udtrækning at efterkomme. Jeg valgte at kaste mig over al den litteratur, som jeg ikke havde nået i lang tid. Jeg fik malet alle vores havemøbler – som I ved kære læsere, har vi mange havemøbler! – Det tog sin tid! Jeg blev heldigvis ”forstyrret” af byens første dame og hendes datter. Datteren ville gerne snakke kunstbøger med Frank. Vi fik snakket godt og længe. Kort tid efter blev vi inviteret til middag. Det blev en oplevelse for os ud over det sædvanlige. Vi lærte nogle dejlige mennesker at kende.
Midt i ferien kom vores nye havemand. Han fik lynhurtigt studset hæk, buske og træer. Der var godt nok gang i ham! En anden dag kom nogle af vores venner med en stor, granittrinsten til vores pavillon, samt en anden sten, vores granitfisk kunne blive spiddet på. De skar så støvet stod os om ørerne. Nu står fisken og gør sig fint på en sokkel. ”Den ser nu noget mukken ud!” konkludere vores ven.
Jeg havde besluttet mig for at bruge ferien til at komme i bedre form. Jeg skulle lægge to kilometer ekstra på min morgenløbetur, fra at løbe 6 kilometer skulle jeg op på 8. Jeg valgte én af Danmarks smukkeste ruter, den fra Thisted over Grønlunds Vej til Sennels og tilbage igennem Eshøj. Smukt, vidunderligt, ensomt, opbyggende. Men det gik ikke, min krop kunne ikke hver dag klare de ekstra to kilometer, det ene knæ og hoften ville ikke. Konens krop er nu 57 år, og det må hun forsøge at forlige sig med! Nu har jeg besluttet at tage turen til Sennels én gang om ugen! Se det, synes kroppen bedre om!
Bøgstedrende er smuk – også med ventetid.
Ferien sluttede af med at kokkesønnen kom på besøg. Han havde ugen forinden været på Testrup Højskole, og trængte til at fortælle om opholdet – og vel også til at smage lidt af mors gode mad?! – Det blev lidt af en afslutning. Sønnen og jeg havde valgt at tage vores to vovser med ud til Bøgstedrende. Som sagt så gjort. Da vi skulle til at køre hjem, kunne vi ikke starte bilen på nogen måde. Vi havde ingen mobil på os. Lige netop på det tidspunkt, var der mennesketomt i området. Så er der altså ensomt i Thy! Jeg løb ud til vejen og fik fat i en rar mand på cykel, som hjalp os med en mobil. Vi fik fat i Dansk Autohjælp – hovedsæde i København, så Bøgstedrende var ikke sådan lige et kendt sted! – Om hun måtte ringe tilbage?! Nej, det kunne hun jo ikke, eftersom vi ikke havde nogen mobiltelefon. Der sad vi så og prøvede at nyde solskinnet i lidt over en time. Pludselig dukkede en lille lyserød Suzuki Alto op med en stor mand i! Det var så Frank, der havde fundet nøglen til sønnens bil, og drønet ud til os, for Dansk Autohjælp kunne ikke sådan lige komme, eftersom han netop lige var kørt til Skive! Hvad så? Ja, det vil jeg næsten ikke skrive. Frank hev og sled i rattet og så startede dyret! ”Fejl 40” hvæsede han, og ringede straks og meddelte Dansk Autohjælp, at hans kone havde begået en fejl 40!
Så kørte vi slukøret hjem. Efter at være kommet os, valgte sønnen og jeg at køre en tur ud til Julie Glas i Klitmøller. – Vores søn vil gerne have glasmåger med hjem til Fyn. – Vi kørte i hans bil, havde begge punge med samt en mobil! Efter et besøg hos Julie Glas vendte vi indenom Klitmøller kirke. Vi vandrede gennem den gamle, traditionelle del af kirkegården og ud til den ny anlagte natururnekirkegård. Der satte vi os og lod hvilen falde på os. Vi fik snakket om mangt og meget, bl.a. at jeg nok kunne tænke mig et gravsted derude med en gravsten noget lignende den, som ægteparret Kirk har på Skinnerup kirkegård. Det blev en rigtig god afslutning på en dejlig, anderledes ferie.
Gitte Ishøy.
klik her for oversigt over alle indlæg
