Hvor henne ligger Henne Kirkeby?

stenbjerg03

Stenbjerg.

Af Hans Peter Kragh – chefredaktør på Thisted Dagblad fra 1985 til 2012. – 5. juni 2014

Fire kilometer fra Vesterhavet, omtrent halvvejs mellem Ringkøbing og Esbjerg nogenlunde midt i ingenting, sådan set lidt fra oven.Det er godt nok langt ude. Jeg har aldrig været i Kirke Henneby, men et kig på kortet afslører meget spredt bebyggelse – og en kirke med tilhørende kirkegård placeret lidt skråt over for en kro. Den hedder påfaldende nok Kirke Henneby Kro.

På kirkegården ligger de lokale døde – men på kroen kommer de levende, og det er nok næppe så meget de lokale, som det er danskere, der endda kommer langvejs fra, fordi Kirke Henneby Kro ifølge kendere er ét af Danmarks bedste spisesteder, som rydder hele bestikskuffen for gafler og hele hattehylden for kokkehuer, når madanmelderne har været der. Kroen blev kåret som Nordens bedste i 2012 og skulle være kandidat til Michelin-stjerne(r).

Krik Vig. Foto: Klaus Madsen

Krik Vig.

Uden kroen ville Henne Kirkeby stadig ligge fire kilometer fra Vesterhavet og omtrent halvvejs mellem Ringkøbing og Esbjerg nogenlunde midt i ingenting, sådan set lidt fra oven. Landevejskroen har formentlig ligget der i generationer til glæde og fornøjelse for de lokale. Men for et kvart århundrede siden blev den opdaget og skrevet om, og først, når noget bliver opdaget, eksisterer det. Afrika eksisterede jo stort set også først, da journalisten Henry Morton Stanley opdagede den forsvundne opdagelsesrejsende David Livingstone og skrev om det.

Thy er ikke Kirke Henneby, ingen af dem er Afrika, og der er langt mere end en enkelt kro i Thy – men forskellen er nogenlunde ens: Thy “eksisterer” ikke, hvis ikke Thy bliver “opdaget”. Og det handler ikke alene om gourmetmad som henne i kirkebyen. Thy har langt mere på menuen.

grimal13

Hanstholm.

Det handler også og især om, at hvis ikke Christoffer Columbus vil sejle til Hanstholm (han har jo nok heller ikke alderen til det længere), ja, så må Thy komme til Christoffer Columbus. Som da Thy – sammen med Mors – i bededagsferien erobrede selveste Rådhuspladsen i selveste København, der unægteligt ligger adskillige kro-stop fra Vesterhavet. Rapporterne fra de udsendte mere end antyder, at det næppe kunne gøres ret meget bedre. Der var smagsprøver på stort set alt, hvad Thy og Mors kan byde på fra den lokale kulinariske verden, og Thisted Bryghus kan fortælle, at der var mere end lige til øllet.

Selvfølgelig siger heller ikke københavnere nej til gratis mad – mange af dem kommer jo oprindelig fra Jylland! – og resultatet af det formidable fremstød kan næppe aflæses i Thy hverken i dag eller i morgen. Og da slet ikke, eftersom flere af de indfødte gæster måtte indrømme, at de ikke anede, hvor Thy og Thisted ligger. Men der skal ikke dryppes malurt i bægeret af den grund – for det smager nu engang bedre, når der er porse i bægeret!

Ørum Sø. Foto: Klaus Madsen

Ørum Sø.

Tværtimod fortjener fremstødet en gentagelse – eller rettere: gentagelser (næste gang gerne også krydret med lidt af den kultur i bredere forstand, der også er i Thy). For historien om og historierne fra Thy skal fortælles mange gange, før de begynder at sive ind. Gentagelse, gentagelse, gentagelse. Det er nødvendigt for at blive set, hørt og opdaget i en verden, hvor informationerne flyver så tæt, at cyberspace nærmest er konstant overskyet.

Det er ikke kun en opgave for københavnerfremstødets intiativtagere. Det er en fælles opgave – ikke at skyde med spredehagl, men en opgave, som også nogle af de forsvundne thyboer (som jeg vist kom til at efterlyse i en tidligere signatur) bør tage del i.

Vorupør. Foto: Klaus Madsen

Vorupør.

Thi én svale gør ingen sommer, selv om svalen gør, hvad den kan. Forudsætningen for, at andre danskere – og verdensborgere – opdager, at det er værd at gå på opdagelse i Thy, er, at thyboerne selv opdager, at vi selv skal gøre arbejdet for, at Thy bliver opdaget!

Kvalitet er ikke et spørgsmål om geografi – spørg bare på Kirke Henneby Kro. Og vel er dimensionerne unægteligt langt større i Thy, men den lille plet fire kilometer fra Vesterhavet viser jo, at sommetider er selv det umulige muligt. Det kan lade sig gøre – men man skal have viljen og evnen til at slås for, at det mulige ikke skal forblive umuligt …

Der ligger en kro i Kirke Henneby. Hvor ligger Thy? Men Thy skal også ligge i bevidstheden …

Mad fra Nationalpark Thy. Foto: Klaus Madsen

Nationalparkplatte på Stenbjerg Kro.

Hans Peter Kragh. Foto: Klaus Madsen

Hans Peter Kragh.

grimal03