Sand mellem tæerne

Af Jan Morell, forfatter, billedkunstner og musiker – 23. januar 2017

Jeg er cyklet ud i den anden ende af byen, for at tale med min dansklærer, Bent Windfeld. Anledningen var at jeg om formiddagen havde været oppe i latin til studentereksamen.
Jeg husker som det var i går, at jeg stod og holdt fast i en knage, mens jeg var bleg i hovedet, lammet og døv. Mine skolekammerater var ligesom ordløse statister i en gyser-stumfilm.
Inde ved det grønne eksamensbord sad der tre mænd: min latinlærer, lektor Orla Pedersen, som vi alle var bange for rektor Kortegård og en udenbys censor. Jeg skulle have haft et 5-tal for at bestå, men fik et 3-tal. Da rektor fik at vide hvad der var sket, blev han vred og rød i hovedet og var nu ved at forhandle min karakter ved den grønne dug. Han havde fortalt mig at lærerne havde pligt til at meddele rektor dersom en af hans elever var i dumpefare. Han sagde til mig, at det lige varede et par minutter, så skulle det nok være på plads. Efter tyve minutter kom han ud. Censor havde argumenteret for et lille 5-tal, min lærer var uenig.
Under besøget hos min dansklærer blev vi hurtigt enige om, at det ikke var sandsynligt at jeg, selvom jeg var god til dansk, kunne score det 13-tal, som var nødvendigt for, at jeg kunne hente min forudbestille studenterhue hos Hr. Møller Monopol i Frederiksgade.
Min boble brast og mine forældre var ulykkelige.

Men så skete der noget.
I sommerferien var jeg på vej ud fra det nye musikbibliotek. Overbibliotekaren, Højrup havde taget initiativ til at et af rummene på biblioteket skulle indrettes med bløde sofaer. Her kunne man så bestille en lakplade. Handels orgelkoncert nr. 9 var min yndlingsplade.
På trappen mødte jeg en langhåret og fuldskægget mand, som havde lagt mærke til at jeg bar en tennisketsjer over skulderen. Vi talte om at spille et par sæt. Et par minutter inde i samtalen faldt snakken på vores gøren og laden. Han fortalte at han var blevet ansat på gymnasiet som musiklærer og at han hed Jørgen Munk.
Da den unge gymnasielærer hørte at jeg just var dumpet til studentereksamen om formiddagen, fik han omgående en lys ide. Han ville have at jeg kom på besøg i hjemmet i Faddersbøl. Han ville undervise mig lidt, så jeg kunne komme ind på den nye musiklinje på gymnasiet.
Som sagt så gjort. Fagene var især hørelære, harmonisering og klaverspil. Jeg besøgte ham nogle gange hen over sommeren og bestod ved skoleårets begyndelse en prøve, så jeg på den måde kunne blive musik-sproglig student på kun et år. Således kom studenterhuen i hus alligevel, selv om det tog mig fire år.
Jeg havde det som fisken i hav det næste års tid og fik i øvrigt en ganske udmærket studentereksamen med det fag jeg holdt allermest af.

Jørgen og jeg var dus. Det vil sige kun udenfor gymnasiets port. Dengang faldt det mig ikke naturligt at sige du til en lærer i klassen, men en dag kom jeg ikke desto mindre til at sige du til ham i timen. Fandens. Hvis det var muligt havde jeg slugt det lille ord på to bogstaver. På et nannosekund.
Hændelsen var med til at sætte en anden omgangsform på skolens dagsorden. At man begyndte at dudde i den sorte skole, er hvad det nu er. Det interessante og vigtigste var, at lærerne nu begyndte at interessere sig for mennesket(!) bag gymnasieeleven. Med et par enkelte undtagelser anede lærerne intet om de mennesker de hver eneste dag bankede nyttig og vigtig viden ind i hovedet af
Ja, Thy var begyndt at krakelere lidt.
Thylejren åbnede. Københavnere slog sig ned. Beatles – legenden, John Lennon og hans hustru Yuko Ono boede i Skyum hos rektor på Æ Wærdensuniwersitet, Åge Rosendahl. Han havde studeret i Amerika og kendte ikke andet end you/du. Når man var sammen med Åge blev der højere til loftet i Thy. Den samme følelse kan man forresten få, når man kører vestover ad landevejen gennem Bygholm Vejler. Himlen er vildt høj.

En dag mødte jeg på Store Torvs parkeringsplads i Thisted en skægget langhåret, slank og altid smilende mand i begyndelsen af tyverne. Han kom osende i en gammel og rusten Citroen 2CV-varevogn. Den hippieagtige unge mand kom lige fra Kompedal-lejren, hvor man dengang anbragte mænd, der nægtede at slå deres medmennesker ihjel. Erland var kunstner og tænkte de samme tanker om en anden og forandret verden. Mødet med ham og et par personer mere, gjorde at jeg nu begyndte at føle mig mindre ensom og mindre ikkeforstået.

Thylejren var dengang for mig et eksempel på at drømme godt kan realiseres i en vis udstrækning. I alt fald begyndte jeg at føle mig bedre tilpas.
At en af mine brødre blev fyret, blandt andet fordi han var en af de der langskæggede skolelærere, gjorde mig ikke spor utilpas. Tværtimod var jeg stolt af at have en bror, som osse vred sig i tøjret og ville forandring. Selv havde jeg da også et lille tynd, skosværtet fipskæg, som skulle vise omgivelserne at jeg var anderledes og at jeg syntes at der skulle ske noget nyt. Ærlig talt anede jeg ikke hvad.

Jeg trivedes ikke de første par år i gymnasiet og så var jeg – ikke mindst – luddoven.
Der var så sandelig meget der var langt mere interessant og langt sjovere.

En aften i et parcelhus i Sjørring stiftede to folkeskolelærere, min skolekammerat, en præst og jeg partiet Venstresocialisterne i Thy.
I det Thy, som efterhånden flere og flere syntes skulle forandres en del.
Da værtindens boller og kaffe var indtaget, proklamerede vi socialismens snarlige komme til Thy. Men lige inden vi skiltes, rejste præsten sig med et sæt:
”Jeg vil mene at vi lige skal rejse os og synge Altid frejdig Når Du Går til slut. Det gjorde vi så.
Det blev det første og det sidste møde i det nye revolutionære parti.
Men mødet var slet ikke uden betydning. Sangen og den lille ceremoni kom på længere sigt til at få afgørende indflydelse på hvordan mit liv skulle udforme sig. Måske er det derfor jeg nu er medlem af et menighedsråd og et politisk parti.

I dag er jeg glad for at jeg i første omgang dumpede. Mødet på bibliotekets trappe blev starten det liv jeg havde drømt om og krydret med en tryg opvækst i et troende hjem med sang og musik og ikke mindst tennis, har sammen med den stive vestlige kuling gjort mig til det menneske jeg som tiårig drømte om at blive.

Jeg har meget at takke Thy for.
Elementer af kulturlivet i Klitmøller skulle – i min optik – ikke have undergået så stor forandring. Noget gik tabt. Jeg har svært ved at sætte ord på det. Men her et par billeder på et varmt og ukompliceret hverdagsliv, som jeg i hvert fald husker det.
En af mine onkler, onkel Theodor havde en købmandsforretning, hvor der var tid til andet end at flå varer ned fra hylderne og brokke sig over de lange køer og de høje priser til en lavtlønnet og skræmt kassedame.
Der stod nemlig en bænk på butikkens sandslebne bræddegulv, hvor kunderne kunne side og drikke røde sodavand fra Thisted Bryghus og ryge store Advokater eller Mannaer.
Snakken gik ofte om Vejrmeldingen For Farvandene. Man diskuterede om vinden stod i vest, sydvest eller sydsydvest eller vestsydvest og hvor meget det blæste. Var det vindstyrke 9 eller 10 eller var den helt oppe på den højeste vindstyrke 12. Krænwester var både Mølboernes bedste ven og deres værste fjende.
Havet gir, havet tar. Havet er en guitar.

En anden onkel, onkel Ajs, som var fisker og strandfoged, låste aldrig sine døre. Når han var på Vesterhavet eller ved købmanden, stillede han æ liem i klemme ved dørhåndtaget. Så behøvede man ikke gå helt hen til døren.
I dag har tilliden til medmennesket fået nogle knæk. Ikke bare på mikroplanet, men også på makroplanet. Frygten for islamisme og terror gør at vi lukker og låser alle vore døre. Og lukker og låser vore hjerter. For nu at være lidt patetisk.

På falderebet vil jeg referere til den nye bog om Thy-Længslenes Land,som jeg har den glæde at være medforfatter til.
Både på mikro- og makroplanet er Thy et længslernes land, som jeg længes mere og mere mod. Mon det kun er mig der har det sådan?
Næppe.
Har man blot en gang har fået sand mellem tæerne, har man det for evig og altid.

 

Thy – Længslernes land

Hans Jørgen Knudtzons livslange kærlighed til Thy er blevet til en bog.
Hans Jørgen Knudtzon er drengen, der for mere end tre snese år siden sad højt oppe i et træ i København og drømte og læste begejstret om fugle. Vejlerne blev Hans Jørgens Knudtzons port til Thy.
Bogen har fortællinger, digte, fotografier og malerier af både nulevende og afdøde, for hvem Thy har, og har haft betydning.

Klik på billedet for at læse om bogen “Thy – Længslernes land”