Høfde 90 ved Agger.
Af Hans Erik Nørgaard, Aggerbo og historiefortæller
Overdrevet forlyder det, at når ikke det blæser, stormer det i Thy.
Forbløffelsen stod mejslet ind i mit ansigt den dag, jeg mødte en af mine gamle venner på vej hjem fra havet. Han spurgte hvor jeg havde været og hvorfor. Jeg havde været ved havet tredje gang den dag, fordi havet gør noget godt for mig, fordi det aldrig er det samme jeg ser og mærker, næste gang jeg er på visit.
Det var svaret på mit modspørgsmål om hvornår min gamle ven sidst havde været ved havet, at forbløffelsen skar en sær udefinerbar grimasse i mit ansigt. Det er vel en 10 12 år siden lød svaret, hvad skal jeg dog der?
Jeg fornemmede vi hellere måtte tale lidt om petanque, hvis samtalen skulle leve videre.
Næste gang samme dag, jeg kom til havet mødte synet på billedet mig. Det fortalte mig at havgus var på vej ind på kysten, så den ellers hæderlige sommerdags temperaturer ville falde 6-9 grader, når gusen tog over. Tre timer senere skinnede og varmede solen stadig og vinden var flov og fin fra østlige retninger.
Jeg måtte til havet for at iagttage hvor tæt havgusen var kommet på.
Den mælkehvide brede streg i horisonten befandt sig på samme sted efter mit øjemål. Måske var det ikke havgus, hvad var det så? Jeg sendte mit billede til DR og spurgte om een kunne hjælpe og give en forklaring. Meteorolog Søren Jakobsen besvarede min mail, spurgte hvor jeg præcist befandt mig, og i hvilken retning jeg fotograferede. Jeg svarede høfde 90 ved Agger og nordvest. Her gik mailkorrespondancen i stå, og jeg tog mit elskede el køretøj og trillede til havet fjerde gang den dag, for at se samme mælkehvide stribe holdt stand derude. Ingen havgus i det.
I forlængelse af TV-Avisen samme aften var Søren Jakobsen på med mit billede og en forklaring på det fænomen mit kamera havde fanget. Meteorologen forklarer: “På det tidspunkt billedet er taget i nordvestlig retning på den jyske vestkyst, ligger der i nogle timer langs den norske vestkyst et stort område med tæt tåge. På grund af jordens krumning kan man fra Thykysten ikke se den norske tåge på vanlig vis.”
Den mælkehvide streg i billedet er ifølge Søren Jakobsen altså noget så sjældent som en luftspejling af den norske tåge, som vi thyboere fik præsenteret på den hyggelige måde.
Scenarierne ved havet, på stranden og udover havet er mangfoldige, hvis vi tillader os selv at være placeret i centrummet af den storhed, ord ikke magter at beskrive.
Jeg drømmer om at få endnu vildere ting at se ved havet, måske i havet, end en tilfældig luftspejling af norsk tåge.
Når jeg drømmer, ser jeg til Skulpturfestivalen 2018 med fernisering 4. august, for mig yndefulde balletdansere glide hen over strandens sand, med himmel og hav som bagtæppe, i levende og skulpturelle figurer.
Dansere fra Verdensballetten har præsteret ved Den Tilsandede Kirke i Skagen i ti år – selv med højde for jordens krumning tror jeg Thykysten næste sommer kan besættes af hvad nogle lige nu vil kalde fatamorgana – vent og se.
Hans Erik Nørgaard.
