Af Frank Weber, lektor med Thisted Handelsgymnasium, EUC Nordvest, Cand.mag. i historie og kunsthistorie
Jeg har i de seneste 10-15 år forsøgt mig udi den svære kunst, at male portrætter. Det forudsætter et grundlæggende kendskab til tegne- og maleteknikker, samt ikke mindst, evnen til at slå hjernen fra! Den er den største hindring for kreativitet, fordi den i al for stort omfang tager styringen undervejs i processen. Den ved nok hvordan et øje, et øre eller en mund ser ud. Passer man ikke på, vil den derfor give besked til det motoriske system om at male et ”rigtigt” øje, øre og mund. Det vil samtidigt betyde, at øjnene er sat ud af spillet, som instrumenter til at registrere hvordan ansigtet i virkeligheden ser ud!
Tage Kristensen.
Mine billedkunstelever på Thisted Handelsgymnasium har alle været igennem portræt-maleøvelsen, og hver gang deres hjerner har blandet sig, er det gået galt. Derfor har jeg lært dem at snyde hjernen. Det gør de ved at vende forlægget, et fotografi, på hovedet og afdække det meste af motivet med karton eller papir, så hjernen ikke opdager, at det er et portræt man har gang i. For yderligere at forvirre og aflede hjernen, har jeg altid anvendt klassisk musik i billedkunsttimerne. Det er helt nye og fremmedartede lydindtryk for de fleste teenagerhjerner, som derfor må bruge en væsentlig del af kapaciteten til at afkode denne nye og anderledes musik. Jo længere eleven kommer med portrættet, des sværere er det at skjule for hjernen, at det er et portræt man er i færd med at male. Så er det med at holde tungen lige i munden, og fastholde øjnene som den vigtigste informationskanal. I langt de fleste tilfælde er der blevet et vellignende portræt ud af anstrengelserne, til glæde for den søskende, forælder eller bedsteforælder, der er blevet foreviget på lærredet.
Filosoffen Aristoteles sagde: “Formålet med kunst er ikke at præsentere tingenes ydre, men deres indre betydning, for den og ikke ydre fremtoning og detaljer udgør sand virkelighed.” Portrætmaleriet vil således altid afspejle kunstnerens personlige følelser og forhold til modellen, uanset om det er et bestillingsportræt eller et, som kunstneren maler for sin egen skyld. Det kan være et særligt velegnet motiv, eller en udfordring af kunstnerens maletekniske evner og teknikker.
Gitte Ishøj.
I de fleste tilfælde er personen skildret med et alvorligt udtryk med lukkede læber, og alt ud over et lille smil er forholdsvis sjældent. Eller som Charles Dickens udtrykte det, “Der er kun to stilarter i portrætmaleri: den alvorlige og det smørrede grin.” Det skyldes, at det er meget svært at male et vellykket portræt af en person med tandpastasmil. Men når munden skal være forholdsvis neutral, må en stor del af ansigtsudtrykket skabes gennem øjne og øjenbryn. Som forfatter og kunstner Gordon C. Aymar sagde det: “Øjnene er det sted, man leder efter de mest komplette, pålidelige og relevante oplysninger”. Øjnene er sjælens spejl.
Opfindelsen af fotografiet i det 19. århundrede fik afgørende betydning for portrætmaleriet, og det erstattede det tidligere camera obscura, som hidtil var blevet anvendt som hjælpemiddel ved portrætmaleriet. Kendte danske kunstnere som Krøyer, Ancher, Hammershøi og mange andre brugte ivrigt fotoforlæg, og især portrætmalere har anvendt, og anvender stadig (f.eks. Thomas Kluge), fotografier som forlæg.
Frank Weber – sort/hvid.
Frank Weber – farve.
