Af Hans Peter Kragh – chefredaktør på Thisted Dagblad fra 1985 til 2012. – 30. januar 2014
Måske er det bare, som dengang vi var børn: Vintrene var ikke bare koldere; der var stort set altid hvid jul, og der var meget mere sne …
Men det kunne jo godt være, at det i virkeligheden er så prosaisk, at når man er barn og én meter høj eller deromkring, så er der altså ikke så langt op til knæene, som når man er blevet voksen og har lagt 70-80 cm til i højden.
Måske er det præcis det samme fænomen, der får mig til at mene, at de thyboer, der for 30-40 år siden aldrig gav op, men konstant kæmpede for Thy på alle de fronter, de kunne finde, ikke rigtig har fået nogen efterfølgere?
Der var en Poul Jensen, sparekassedirektør og byrådsmedlem for Socialdemokraterne, en H.M. Mortensen, fabrikant og byrådsmedlem for Venstre; der var en Mogens Bjerregaard, erhvervschef i Thisted, en Chr. Hansen, borgmester i Hanstholm, og … ja, der var flere, deriblandt flere fagforeningsfolk, politikere, erhvervsfolk og embedsmænd som kommunaldirektør Hans Petersen, Thisted, og hans kollega i Hanstholm, Svend Rasmussen.
Nogle af dem var mere farverige end andre, men de havde det til fælles, at de ikke bare kunne se lyset, da havnen i Hanstholm blev bygget og egnsudviklingen rullede hen over Thy. Det, de så, var en fakkel, der skulle blive ved med at brænde, så Thy ikke blot tog imod udviklingen, som den kom, men selv tog ansvar for, at udviklingen fortsatte.
Javist var det en anden tid, og udfordringerne var anderledes. Men stenalderen var jo også en anden tid … og alligevel var der nogen, der fandt ud af at tænde ild og opfinde hjul. Der kom en ny “alder” efter stenalderen, og sådan er det fortsat med en udvikling, der aldrig er gået helt i stå.
Thy er heller ikke gået i stå. Men det virker, som om Thy bare står. Og ser til. Ikke alene fortsætter befolkningstilbagegangen. Der er også en tendens til, at stadigt flere offentlige chefer – og efterhånden også chefer i det private erhvervsliv – bare er i Thy på gennemrejse: De bor her ikke. De møder om morgenen og kører hjem igen til fyraften, så de har ikke noget særlig nært forhold til egnen; jobbet her er mere eller mindre et trin på karrierestigen.
Thyboen – ham og hende, der både ville og kunne – er nok ikke forsvundet, men hun og han er ikke så synlige og ikke så kamplystne, at det gør noget. Eller tager jeg fejl? Måske delvis, for der er stadig landsbyfolk og kulturfolk, der nægter at give op; tværtimod slår de fra sig. De gør i høj grad, hvad de kan.
Men hvor er de klare røster fra både erhvervsliv og fagbevægelse, som ikke alene har et budskab, men som også har et indhold, der kan bidrage til at drive Thy fremad trods modstrømmen? Der er – der har i hvert fald været – finanskrise, ja. Men den skal ikke have skylden, for matheden var trådt ind længe før.
Hvem kan vække de sovende kæmper? De må være der et sted. Det er vel næppe alle, der krydser sognegrænserne sidst på eftermiddagen. Der en lokal identitet, der ser ud til at smuldre, men der står også en fakkel derude et sted i mørket, som både kan og skal tændes igen. At gøre det kræver den energi, som ildsjæle har.
Det er ikke nok, at Thy har dygtige forvaltere. Thy har brug for stærke fornyere, der tør bevæge sig frem fra læhegnene og bygge vindmøller (og nej, det er ikke dem i Østerild Plantage!), vende ryggen til modvinden – og opdage, at når de gør det, bliver den til medvind.
Det nytter jo ikke, hvis vi bliver ved med at bilde os ind, at vinteren var meget koldere, og at der var meget mere sne, da vi var børn – for var der det ..?
Hans Peter Kragh.
