Af Jan Morell – forfatter, billedkunstner og musiker – 30. januar 2018
På valgaftenen den 10. januar 1975 fejede en storm ind over Thy fra nordvest. I vindstødende havde den orkanstyrke. En stor polsk trawler med 27 fiskere ombord anduvede Hanstholm havn. Strømstyrken i indsejlingen er på sit højeste knap 7 knob og går for det meste på tværs af havnemundingen. De fleste fiskekuttere kan ikke engang sejle så hurtigt. Derfor er det tit gået grusomt galt. Galt gik det osse for Brda, den polske trawler på 700 tons. I indsejlingen blev den af strømmen langsomt ført hen mod det østlige molehoved. Agterenden blev derefter af en kæmpe sø løftet op over bølgerne og havnede på molehovedet. Trawlerens skruer blev smadret. Nu var det rustrøde skib ude af kaptajnens kontrol. Han forsøgte at ankre op. Det lykkedes, men efter et par minutter bristede ankertovet. Redningsskibet Claudi var på det tidspunkt nået frem til Brda. Efter sigende afslog kaptajnen hjælp – en reaktion, som dengang ikke var ualmindelig, når det gjaldt skibe fra østlandene. Formentlig af økonomiske grunde.
Min ven, Michael elskede, når storm og orkan ramte vestkysten. Den dag var han taget til Hanstholm for at nyde de store søers angreb på molerne. Nydelsen varede kun kort. Hans hjerte slog hårdt, og hvis ikke det havde været for stormens afkølende virkning, ville sveden have piblet frem på panden, da han så den store trawler ligge hjælpeløs på tværs i yderhavnen.
Han så, hvordan skibet rev sig løs, og som i skæbnesvanger slowmotion drev den ind mod tværmolen og kæntrede kort efter mod de høfder, der skulle beskytte havnen. Der gik hul på skroget og tankene, og olien fossede ud. Skibet lagde sig langsomt om på siden. De tolv mænd kravlede ud på skibssiden og forsøgte at hold fast i alt, hvad der var at få fat i. En efter en blev de af søerne ført op på de olieglatte sten. Her forsøgte de at kravle op på muren af de store sten, som beskytter inderhavnen mod de voldsomme bølger. På indersiden var monteret en stige.
Michael kunne ikke bare være tilskuer til noget, der kunne udvikle sig til en tragedie. I mørket fik han øje på en af polakkerne, der forgæves forsøgte at holde fast i de sten, der nu var sorte af den fedtede olie. De blev smidt frem og tilbage. Han så et par arme forsvinde i det sorte hav. Det lykkedes en af dem at nå op til det sted, hvor Michael stod. Han greb med den ene hånd fat i stigens gelænder og rakte med den anden hånd ud efter den druknende polak. Efter et par forsøg lykkedes det at få fat i en hånd. Han klemte til, men måtte fortvivlet slippe sit tag. Han gjorde endnu et forsøg. Han måtte til sidst give op og slippe fiskerens hænder. De var indsmurt i olie. Polakken forsvandt ned i januarmørkets bølger. Mens Michael Mogensen kravlede ned ad stigen, mistede han kræfterne i de rystende ben. Han gled og faldt et par trin ned og fik så fat i stigen igen. Han skælvede og måtte holde en pause. Han fik bevidst dybe rynker for at skjule, at han indvendigt græd som et barn gør, når det har tabt en ny isvaffel. Vel nede på kajen faldt han sammen. Bogstavelig talt.
Michaels ven, Mogens fra Klitmøller var nu også kommet for at deltage i redningsarbejdet. Han hjalp Michael på benene igen og hev en halv flaske Rød Aalborg op af den blå Vorupørhabits baglomme. Så bad han Michael drikke halvdelen. De to venner stod i en tavs omfavnelse i nogle minutter. ”Du gjorde, hvad du kunne, Michael. Vi går op på cafeteriet.” Her sad et dusin af de andre redningsmænd. De var meget stille.
Helikopteren, der havde svævet over ulykkesstedet under hele redningsaktionen, fik bjerget en del af besætningen. Den store metalfugl måtte forlade stedet, da radioen varslede tiltagende storm og orkan. Stormens støj overdøvede motorstøjen fra redningshelikopteren, da den forsvandt i mørket. Efter et kvarters tid var alle flag gået på halv i Hanstholm. Den nat viste havet sine hvide tænder. Og tog ti ud af sytten polske fiskere med i Nordsøens dyb. Det største antal druknede fiskere i Danmark nogensinde fra et enkelt fiskefartøj, blev ofre for det vilde havs voldsomme kræfter.