GODT ØL: Peter Klemensen var i 28 år direktør og brygmester på Thisted Bryghus. I bryghusets laboratorium eksperimenterer han stadig for at finde kvalitet og skabe øllets gode smag. Han er en god mand for bryghuset og Thy
Af Klaus Madsen – 24. september 2015
THISTED: Peter Klemensen er københavner, og han kom til Thy i 1981 fra Fyn. 1. oktober 1981 afløste han direktør og brygmester Poul Reitzel. Det var muligheden for at udvikle bryghuset der trak. I 1981 lavede bryghuset to slags øl – pilsner og hvidtøl, foruden mineralvand. Sådan havde det været i mange år. I 1986 blev bryggeriernes kartelaftale ophævet, og priserne reelt givet fri. For Peter Klemensen og bryghuset var det både en spændende og udfordrende ny situation.
Det nye frie marked gjorde det nødvendigt at tænke strategisk. Peter Klemensen skulle som brygmester og direktør både lave godt kvalitet og tjene penge. Derfor søgte han at udvikle produktet, og lave øl, som de store bryggerier havde svært ved at lave. Peter Klemensen har altid sat kvaliteten højt. I 1995 bryggede han det første økologiske øl i Danmark. Den blev populær, og er Chritianiternes foretrukne øl. Først tegnede det til en kamp med de store bryggerier, som hurtigt opgav økologien.
Allerede i 1984 kom Porseguld på markedet. Det var nyt i Danmark at bruge porse, plukket på klithederne i Thy, som erstatning af øllets bitterstoffer. Porse i øl kendte man allerede i middelalderen. Peter Klemensen havde brygget en øl, som stadig værdsættes højt. Porseguld blev også hurtigt mange kvinders foretrukne øl.
Hvert år, når tiden var inde til at plukke porse, tog alle bryghusets medarbejdede på tur. Billeder af porsepukkere og af brygmesteren, der på det fugtige overdrev ved søen Tvorup Hul, sidder med plastikspande med ren sprit, gik de første år Danmark Rundt. Porsen blev vejet nøjagtig, så mængden passede til mængden af sprit. Forholdet var en hemmelighed.
Siden er rækken af specialøl blevet lang, og netop specialøl har været med til at befæste Thisted Bryghus.
Peter Klemensen skaber med sin fantasi og utrættelige eksperimenter stadig nye øl. Senest har han, 31 år efter han bosatte sig i Thy, skabt øl, hvor smagsstofferne er hentet i Nationalpark Thy. Han har skabt øl, hvor den tradtionelle humlesmag erstattes af smagen af klitheden. Det sker gennem gennem udtræk af klithedens planter og træer. Det bliver en smagfuld oplevelse og en genfortælling af klitten og klitheden.
Omstændighederne gjorde, at Peter Klemensen valgte at stoppe som direktør og brygmester i 2009.
De sidste 3 år har han været konsulent på bryghuset. Når Kildemoescyklen står uden for bryghusets laboratorium ved man, at Peter Klemensen er i gang med at virkeliggøre tanker og ideer til nyt øl.
Efter den faste tid på Thisted bryghus har mange store og små bryggerier haft stor gavn af Peter Klemensens viden. Helt særligt er opgaven med at starte et bryghus, Okkara på Færøerne.
Lidt alkymisme og magi er der over kolber med forskellige planter i sprit, og duften af malt og humle.
Limfjordsporteren er Peter Klemensens bedste øl. Porteren betegnes også som Danmarks bedste. Navnet, og rettighederne til etiketten, købte Peter Klemensen i 1986 da bryggeriet Urban i Ålborg lukkede. I 1989 kom Limfjordsporteren fra Thisted Bryghus på markedet. Peter Klemensen udviklede porteren i 19 år. Porteren fra Peter Klemensen og Thisted Bryghus er kendetegnet ved et elegant, men markant strejf af engelsk lakrids. Mange timer og mange tanker ligger bag den gode smag.
I 2005 blev Peter Klememnsen “Årets Thybo”. Det er en titel og udmærkelse han er stolt af. Alene det, at han er den første og stadig eneste “ikke thybo” der har modtaget statuetten af Henning Wienbergs Thisted Pige, gør ham stolt.
Det var mulighederne på Thisted bryghus der fik Peter Klemensen til at søge mod nordvest. Han var i fire år brygmester og administrerende direktør på Bryggeriet Vestfyen i Assens. Poul Reitzel havde spurgt et par gange.
Det var også en fordel for kvalitetsmennesket Peter Klemensen, at han ikke skulle diskutere kvalitet og omkostninger med den administrerende direktør. Når diskussionen endelig var der, blev den hurtigt overstået.
Brygmesteruddannelsen blev en overbygning på farmaceutuddannelsen. Lidt tilfældigt kom han ind i brygmesterfaget. På farmaceutustudiet kom han til beskæftige sig indgående med gæringsprocesser, og stiftede bekendtskab med ølbrygning.
Efter eksamen blev han ansat på Løvens Kemiske Fabrik, som brugte gæringsprocesser i fremstillingen af penicilin. Der var dog ikke plads til ham i gæringsafdelingen, så efter en tid i fabrikkens informationsafdeling, valgte han at starte på brygmesteruddannelsen. Han var brygmester på Carlsberg i 7 år.
Ølkulturen i Danmark har udviklet sig de sidste år. Det har foreningen Danske Ølentusiaster har haft stor indflydelse på, og ære af. Interessen for godt øl har gjort det muligt, at bryggerier, som en gang var truet af lukning, nu overlever. Interessen har også skabt en underskov af mikrobryggerier. Interessen for det gode øl glæder Peter Klemensen – som også nidkær og kærlig vogter kvaliteten.
Peter Klemensen fik foreningens ølpris i 2002, og han blev æresmedlem i 2010.
En sidegevinst for familien har været, at Peter Klemensens kone Ingelise kom tættere på hjembyen Nykøbing. De har to piger, Gitte, der er ergoterapeut og underviser, og Anita, der er kok og driver restaurant, med Michelinstjerne, i København. Lidt tæller det også, at Peters far var fra Nykøbing.