Af Hans Erik Nørgaard, Aggerbo og historiefortæller
Mælkemanden hed ulogisk Svend Fisk. Om han selv vidste det, blev jeg aldrig klar over. Alle eller næsten alle heromkring havde øgenavne, og Svend hed Jensen. Efterspurgte man Svend Jensen kunne der være lang vej, før man nøjagtigt fandt frem til, hvem manden var. Modsat vidste alle der kendte ham, hvem Svend Fisk var, og hvor han boede.
Jeg fik sommerferietjans af mælkemanden og skulle cykle hjemmefra i Agger, og møde Svend ved det østligste hus i Krik. Her begyndte den daglige landtur rundt med frisk mælk i glasklare flasker, 1 liters og halvliters slut. Der var ikke det varierede udbud af mælk som vi kender nu. Sødmælk, piskefløde, kaffefløde og sluttelig var kærnemælken repræsenteret, dog ikke på flaske. En stor mælkejunge påmonteret en fin aftapningshane stod i mælkebilens venstre side med tilhørende litermål i rustfrit stål. Herfra blev der på øjemål også leveret halvliters kærnemælk. Ingen kunne vide at både Svend og jeg drak kærnemælk af samme litermål, når tørsten skulle slukkes. Indimellem synes jeg at kunne smage Gøteborg snus i litermålet, sikkert bare en ide fordi mælkemandens mund med tilhørende vige, ikke havde samme farve som mælken.
Mælkeruten op vest på gennem Krik by, gik forbi vognmand Sigfred Jensen, købmand Bramvil Nielsen, posthuset og Telefoncentralen og var rutinepræget. Udenfor dørene stod rengjorte tomme flasker og betød at tilsvarende mængde friskt mælk skulle stilles. En sammenrullet seddel kunne meddele yderligere leverance end svarende til de tomme flasker.
Sidst i 1950’erne og først i 60’erne var mælk på flaske fra Vestervig Mejeri nyt derhjemme. Hver aften hentede jeg mælk i ejendommen, der i dag kendes som Aggers ‘Grimme Ælling’ Strandgaarden. Poul Thøgersen og sønnen Sigvart drev lidt landbrug derfra med 4-6 køer, der leverede mælk til en stor del af byen.
Fremskridtet, og for den sags skyld også hygiejnen, var absolut ikke blevet dårligere, selv om kærnemælken kunne have en lille tanke i retning af Gøteborg Snus.
Turen vest på går videre forbi Nora og Bent Graversens Krik Bageri, købmand Lauritsen, Lydia Hviids Trikotage, Thylands Trælasthandel og Kul Lageret. De og alle private havde tomme flasker ude ved vejen, med ønsket om ombytning til fyldte mælkeflasker omhyggeligt forseglet øverst med et tyndt tætsluttende alluminiumslåg.
Lige før Krik by holdt op i vest med Anton Bjørn og Holger Larsen på henholdsvis syd og nordsiden af vejen, passeres Vestervig – Agger Kommunes, Cementhuset, hvor jeg bemærkede, at en masse børn løb og legede.
Det er sommerferie, og lige nu havde jeg mere lyst til at lege, end at skulle rundt først i Tåbel og hele Agger, inden mælketuren og arbejdsdagen var forbi.
Der var ikke så meget andet at gøre, end at skynde sig. Der var ikke noget med penge og byttepenge der sinkede, langt de fleste blev skrevet i Svends sorte bog, og betalte en gang om ugen.
Netop i dag syntes ruten med alle rutiner lang, næsten endeløs. Det måtte være de legende børn i Krik, der virkede tillokkende. Måske kunne sommerferiebesøg af Mie og Freddy fra Birkerød også pirre til min ulyst til mælketuren. Få steder på ruten, jeg tror måske kun to, blev Svend budt indenfor på en kop kaffe eller noget. Det varede en evighed, og dog, helt så langt var det nok ikke.
Svend satte mig af samme sted, hvor turen begyndte nogle timer tidligere. Her var min cykel, og med et “vi ses i morgen” sprang jeg på den og cyklede vest på med fjorden på venstre side. Vejen var god dengang, og vejret var godt. Alt var godt. Snart nåede jeg Krik Bager igen og broen strakte sig som altid ud i fjorden. Jeg trådte til i pedalerne, mon børnene legede ved Cementhuset endnu?
Hvis ikke, ville jeg bare fortsætte hjem og hilse på sommergæsterne, min noget ældre søster og hendes mand, vi ikke havde set så længe.
Ved broen kurver vejen til højre, og endnu ser jeg ikke om børnene stadig er der. Jeg mærker tydeligt spændingen ved at lege med andre børn et andet sted, det måtte kunne føre noget nyt og godt med sig.
De var der endnu. I stort tal, piger og drenge, flest drenge.
Knapt fremme, endnu på cyklen hørte jeg, at stemningen var glad i flokken. Jeg mener også at høre en klar pliing lyd uden at være i stand til at forklare hvorfra lyden kom. Jeg var nået frem til hvor ståltrådshegnet ind imod kulpladsen begynder på min højre side. Vestenvinden bar høje nøøøj råb og latter imod mig, det sitrede i mig. Jeg måtte hellere sagtne farten, når jeg nærmede mig, så jeg kunne nå at opsnappe invitationen til at være med. Jeg kunne ret beset også bare køre hen til dem og spørge om jeg måtte.
Vestervig-Agger Kommunes cementhus i Krik med telefonpælen vi skød efter.
Næsten fremme ser jeg Tom er der, Jan og Johnny kendte jeg også. Pliing lyden og nøøj råbene fandt sin forklaring i at flokken på skift skød til mål med en ny luftbøsse. Målet var porcelænsklokkerne øverst i telefonpælen på modsat side af vejen.
Det var en forlader, luftbøssen, sådan forstået at yderst på løbet kunne man skrue et indvendigt tyndt rør af. Cylinderen gik vel 15-20 centimeter ind i luftbøssens løb. Længst inde skulle der lades med spidshagl ét ad gangen, Diana blyhagl sådan lidt pokal agtig i sin mini form, som man omhyggelig mellem tommel og pegefinger kan sætte nøjagtig på plads i røret. Haglet skal først ind i løbet indtil gevind drejes fast yderst på løbet. Skæfte og løb knækkes imod hinanden og lukkes sammen igen, hvorefter våbnet er ladet og klar til skud.
Våbnet blev afprøvet igen og igen, og en ny skytte stod klar øjeblikkeligt efter skudafgivelse. Mon det også ville blive mig forundt at bruge dette vidunder?
Jan havde lige skudt, og et klart pliing havde lydt uden at porcelænsklokken var gået itu. Han satte sig på jorden med ryggen op mod husets bølgede pandeplader, og gav gode råd, kommenterede de andres skud. Han vidste, der ville gå en rum tid inden det blev hans tur igen.
Vejret var godt, alt var godt. Det irriterede alle, at porcelænsklokken kun ringede med et pliing uden at gå i stykker. Konkurrencen skærpedes om at få knust klokken. Det virkede næsten automatisk at alle, der havde lyst, fik lov til at afgive skud. Mon jeg kom med i tørnen?
Johny Søndergaard.
Johnnys skud havde præcist bibragt os den høje klare pliing lyd, og han vendte sig og kom hen imod mig, og rakte mig luftbøssen. Jeg tog imod den, knækkede og lukkede den i en bevægelse. “Nu må du godt skyde mig.” lød det fra Jan, der sad to tre meter væk. Han havde hørt pliing og samtidigt konstateret, at der ikke var ladet påny.
Jeg drejede mig rundt og pegede imod Jan med luftbøssen, trykkede på aftrækkeren…… ingenting var godt mere.
Jan holdt begge hænder op til ansigtet. Blod blod blod. Han skreg og skreg, selv stod jeg som et plantet træ i jorden, og fattede ingenting. Mere blod fra Jans hovede. Han var kommet op at stå mens han skreg. Gerda, Toms mor kom tværs over vejen, og havde bare “Hvad laver i? Hvad laver i?” på vej imod os. Hun havde hvidt forklæde for sig og et håndklæde i hånden og “Hvad laver i?” i munden – nu græd hun også, da hun kom tæt på gråden og alt det blod.
Sammen gik Jan og Gerda over vejen igen, ind til Adolf velsagtens.
Hvad havde jeg gjort? Hvad skulle jeg nu?
Selv om det var sommer, sad de hjemme og skulle spise hvidkålsuppe. Mie og Freddy, mor og far og Marian – intetanende.
Tom Løystrup
Hjem. Jeg måtte hjem.
Det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme hjem. Hvad var der sket med Jan? Hvor i hovedet havde jeg ramt? Hjem! Havde jeg skudt Jan i øjet? Hjem hjem nu…
Ville han dø af det jeg havde gjort?
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle og hvordan.
Jeg greb min cykel og ville bare hjem fra Krik. Der var afsindig langt hjem. Mælketuren med Svend Fisk ville jeg gerne gøre om tusinde gange lige nu, med alle rutinerne. Som en rablende vanvittig trådte jeg pedalerne på cyklen. Tankerne i mit system viste berettiget ingen nåde. Hvis nu Jan døde? Fremme mellem Lund og Romborgs i Tåbel flyttede min cykel sig ikke mere. Jeg trådte og trådte uden at avancere en eneste meter. Jeg væltede. Havde jeg ramt Jan i øjet? Blev han blind?
Jeg væltede fordi jeg havde trådt kæden af.
Jeg kunne ikke tænke. Jo, hjem hjem hjem…
I stedet for at sætte kæden på igen, tog jeg cyklen over skulderen og løb løb løb…. måske ikke et specielt langt løb de to kilometer hjem. Kaos indeni, forskrækkelige tanker om udåd, skyld og straf med stangen fra min drengecykel hamrende ned på skulder og kraveben; i stedet for at cykle normalt siddende på sadlen?
Med mere end et 50 årigt forløb bag begivenheden, gyser jeg ved tanken om hvilket mareridt, det er, når uvisheden gnaver overalt. Hvilke følger fik min handling for det menneske, det gik ud over?
Hjemme smed jeg cyklen i gruset udenfor.
Indenfor i køkkenet sad resten af min familie og spiste suppe. Uden nogen form for omsvøb væltede det umotiveret ud af mig “Jeg skal aldrig mere skyde med luftbøsse.”, og resten sortner for mig.
Jeg fik fortalt summen af hvad beretningen her indeholder, fremfor alt til rette vedkommende, og far tog over og blev min ‘advokat’ hos Jan og hans familie.
Det lettede – kun lidt.
Jan Løystrup.
Jan var kommet på Thisted Sygehus, hvor man kunne konstatere at mit skud spidshagl var gået ind i højre øjes øjenhule mellem øjeæble og knogle. Her sad haglet så snert på synsnerven, at lægerne ikke mente det forsvarligt at fjerne det, og lod det sidde. Risikoen for at miste syn og øje var tilstede. Rådet blev at lade haglet sidde og indkapsle sig.
I dag er Jan 67 år, og går rundt med ‘mit Diana spishagl’ i hovedet, uden at have gener af det. Nogle år senere blev vi soldater sammen, og fik talt meget om vores fælles fortid. Selvsagt er jeg lykkelig for, at han ikke bærer nag eller er vred på mig, hvilket vel havde været alment menneskeligt.
Før det famøse hagl tog bolig i Jans højre øje, døjede han en del med migræneanfald. Efter det dumdristige skud hin sommerdag på vej hjem fra en helt triviel mælketur med Svend Fisk, har migrænen ikke plaget Jan. Om der er en begavet forklaring herpå, er ikke afgørende for mig. Glæden over at min mareridtshandling trods alt kan afsluttes med det gamle ord om, at ingenting er så skidt, at det ikke er godt for noget!
Hans Erik Nørgaard.
