TØMRER: Henrik Ringkjær Nielsen er 23 år gammel. Han blev for tre år siden udlært som tømrer og fik en sølvmedalje for sit svendestykke.
Af Klaus Madsen – 8. april 2010
SNEDSTED: For første gang i 41 år blev der i 2007 på EUC Nordvest, det der en gang hed Thisted Tekniske Skole, lavet en tømrersvendeprøve til en sølvmedalje. Det var Henrik Ringkjær Nielsen fra Snedsted, der opnåede medaljen. Henrik var lige efter 9. klasse startet som tømrerlærling hos far, Leif Ringkjær Nielsen i firmaet Snedsted Tømrer og Bygningssnedker. Henrik blev udlært og fik sølvmedaljen samme år han fyldte 20.
Klik på billedet for at høre Henrik fortælle og se billeder.
Henrik har altid vidst, han skulle værer tømrer. Han var tit med far ude at arbejde. Det var en god måde at lære tømrerfaget på helt fra bunden. Henrik havde i skolen lidt svært ved det boglige, og han opdagede hurtigt at arbejdet med hænderne og værktøjet var det rigtige for ham. Snakken med kunderne om arbejdet var, og er vigtigt, og det har Henrik haft lyst til og let ved at lære. Det er spændende at følge et stykke arbejde fra første telefonopringning, og for Henrik er et stykke arbejde ikke færdigt før den sidste allersidste liste er sat op.
Siden Henrik blev udlært har han arbejdet sammen med faren “hjemme” i firmaet. Samarbejdet mellem generationerne om at klare driften i firmaet fungerer fint. Der er, foruden Henrik og far Leif, en tømrersvend ansat. Der er et stille håb om, at der kan blive arbejde til en tømrersvend mere. Henrik arbejder med at lave tegninger og klare byggetilladelser til kundernes projekter. I firmaet lever og arbejder de efter udtrykket “intet er for stort og intet er for småt”. De tager gerne ud til en kunde for at lave en lille reperation og skifte et enkelt vindue. De har så heldigvis ofte oplevet, at kunden vender tilbage, både med flere småreperationer og større projekter.
Allerede inden Henrik fyldte 18 købte han et hus i Snedsted. Efter et års arbejde med i fritiden at sætte huset i stand flyttede han ind da han fyldte 19. Henrik bor alene, så der skal være tid til at holde hus og have. Motocross-sporten fylder også godt i fritimerne. Henrik har siden foråret 2009 været formand for Morsø Moto Cross klubs mange medlemmer. Det er en stor udfordring at stå i spidsen for klubben, og Henrik var da også lidt spændt på at lave beretningen om det første formandsår til generalforsamlingen. I Snedsted har Henrik valgt at være aktiv i Snedsted Håndværker- og Borgerforening. Det er vigtigt at bakke om Snedsted og Snedsteds aktive mennesker. Da klatreklubben sidste forår fik nye faciliteter ved Snedsted-Hallen var det Henrik, der med konstruktion, tegninger og arbejde var med til at bygge klatrevæg og tårn.
Drømme om fremtiden har Henrik mange af. Han håber og tror på, at det lykkes at drive og udvikle firmaet sammen med far Leif. Henrik har mødt mennesker, der ikke forstår hvordan og hvor han kan få det til at fungere med “den gamle”. For Henrik er det slet ikke noget problem – det er bare en naturlig udvikling. De to generationer arbejder og har det godt sammen. Henrik vil gerne bygge videre på tømreruddannelsen. En uddannelse som bygningskonstruktør eller byggetekniker står på ønskesedlen – når der bliver tid og råd. Han drømmer om at få en familie og børn. Henrik har en lillesøster, Heidi. Hans mor, Marianne, klarer tømrerfirmaets regnskaber. Henrik tror på fremtiden, og det bliver i Snedsted – her er han glad for at bo.