KULTURELT MØDE: En mulighed for at vejre de kulturelle politiske vinde og vindretninger i Thy
Af Klaus Madsen – 9. november 2021
THISTED: Det startede med trompet, basguitar og guitar for de to snese deltagere i Kulturelt Samråds vælgermøde, 8. november, i Thisted Musikteater.
Klik på pilen for at se billeder fra mødet og høre Chris Poulsen, formand for musikforeningen Rytmus og daglig leder af Thisted Musikteater, fortælle om sin oplevelse af kultur i Thisted og Thy.
I musikteatrets lidt rungende foyer gik snakken ganske livligt. Tanken bag arrangementet var, at lade politikere og mødedeltagere mødes. Fra bardisken blev der budt på vin, øl og sodavand og skåle med chips og for mange nok årets første pebernødder. Nysgerrigheden på kultur blev dyrket mellem kandidater og vælgere.
Med paneldeltagerne parate og på plads, stående ved de halvhøje borde, og mødedeltagerne siddende på gode stole, de fleste omkring runde borde med Kulturelt Samråds uddelte højskolesangbøger, blev små to timers kultursnak sat i gang til en af Ebbe Kløvedal Reichs sange: “Danskerne findes i mange modeller”. Sangvalget var vel en indledende understregning af mangfoldighed. Det var måske Coronapåpasselighed, eller bare begejstring for de smarte telefoners anvendelighed, der fik flere til at at skifte sangbladet i højskolesangbogen ud med telefonens panserglas. Mødet blev rundet af med Kai Hoffmanns “Den danske sang er en ung blond pige”.
Arkivar og gymnasielærer, tidligere mangeårigt byrådsmedlem, Orla Poulsen, styrede denne sene eftermiddags indlæg og tanker. Han havde afslutningsvis ikke noget problem med at takke for “god ro og orden”. Uenigheder gav ikke mange bølgeskvulp. Der var sporadisk få skumtoppe. Debat og indlæg bar præg af tilfredshed med, at Kultur-Thy har ganske meget at tilbyde, og spørgsmål om flere penge til at putte indhold i blandt andet Kulturrummets fine rammer, blev hurtigt, og stort set i enighed, til en debat om prioriteringer i forvaltning og byrådssal. Der var en debat om politisk og økonomisk opbakning, som nødvendighed og forudsætning for engageret frivilligt arbejde. Der kom et forslag om, at etablere kulturelle “forsamlingshusmøder”.
Der blev nikket tilfreds i hele salen, når snakken faldt på de mange millioner, som er rullet, og også i fremtiden ruller ind over kulturinitiativer i Thy. Sammenlagt er det et to-tresifret millionbeløb, der gennem årene har finansieret kulturelle bygninger og anlæg. Fonde har fundet den kulturelle kraft i Thy attraktiv. Debatten afslørede, at problemet så kan være, om de kulturelle kræfter også er i stand til at rejse så meget velvilje, så det bliver muligt på ordentlig vis at drive de kulturelle institutioner. Spørgsmålet om penge til drift gav en fornemmelse af uenighed. Socialdemokrat Preben Dahlgaard og venstres Niels Jørgen Pedersen vil gerne, hvis……. Socialistisk Folkepartis Lone Olsen, Alternativets Ane Liebing Grøngaard og Enhedslistens Linda Nørgaard vil. Det Konservative Folkepartis Carsten Molander mente som udgangspunkt, at kultur vokser ud af menneskers aktiviteter. Kristian Bro fra “En sten i skoen” var kritisk.
Kulturelt Samråd i Thisted Kommune er en paraplyorganisation for 52 foreninger. I vedtægterne står:
“Samrådets formål er at bidrage til at skabe et aktivt og godt kulturliv ved at være paraplyorganisation for kulturelle foreninger og institutioner i Thisted Kommune.
Formålet omfatter bl. a.:
- at være medlemmernes talerør over for kommunen,
- at synliggøre medlemmernes aktiviteter,
- at være koordinerende inden for det kulturelle område,
- at forvalte offentlige kulturpuljer
- at rådgive og støtte medlemmerne.”