VOGNMAND OG ENPRENØR er titler, som beskriver Allan Thingaard Thomsen fra Vorupør.
Af Klaus Madsen – 31. marts 2022
VORUPØR: Humøret er højt. Fingrene er krogede af leddegigt. Det er Allan Thinggaard Thomsens vilkår. Det er kendetegnende, at han ikke har tilladt sygdom at skygge for foretagsomhed og en positiv tilgang til livet. Han synes så også ubetinget, at Vorupør er det bedste sted i verden.
Allan blev født 3. april 1963. Han er tvilling. Tvillingsøsteren blev kun få dage gammel. Allan er den yngste af tre søskende. Barndommen i Vorupørs fiskersamfund var god. Allans husker, at faren, der var entreprenør, og bedstefaren, skulle have serveret fisk tre gange, og helst fire gange om ugen. Skete det ikke blev de “ubrugelige” – et thyboudtryk for vrantne og umulige at være sammen med. Da Allan i 1988 blev selvstændig og overtog Jens Evald Hyldahls vognmandsforretning, havde han lige mødt Linda. De blev gift og har drengene Jesper fra 1990 og Jan der født i 1992. Begge er nu ansat i firmaet. Linda er revisor, og hun tager sig af firmaets regnskaber.
Faren, K.B. Thomsen gravede i mange år ral fra stranden. Da det blev forbudt begyndte han at bygge huse. Allan kom i lære som tømrer i farens firma. Nogen rigtig dygtig tømrer syntes han ikke han var. Interessen for, og lysten til rendegraver og lastbil var større end lysten til tømrerarbejdet. Måske var det derfor, at faren en dag i 1988 kom til Allan med en besked om, at vognmand Jens Evald Hyldahl i Nørhå havde lastbil og vognmandsforretning til salg.
Allan tog til Nørhå. Han husker Jens Evald Hyldahl lidt magelig lå på sofaen, da han tog i mod Allan. Prisen var 45.000 kroner. Det var vigtig, at 30.000 var “goodwill”, som var skattefri. En prøvetur i den gamle lastbil skulle til, og da Allan ville prøve at bremse, tippede førerhuset frem og Alland fandt sig selv med næsen ganske tæt på asfalten. Nok havde Allan kørekort til “stor bil”. Han havde ikke store erfaring med lastbiler. Da han kom tilbage til Nørhå og sagde, at Hyldahl da vist havde glemt at låse førerhuset var svaret, at det da ikke var nødvendigt, når man aldrig brugte bremsen.
Jens Evald Hyldahl kørte hver nat fisk fra Vorupør til Hanstholm Fiskeauktion. Det ville Allan godt fortsætte med for at have et fast grundlag at starte på som selvstændig. Han opsøgte derfor formanden for Fiskerkompagniet, Thomas´ Niels, som var en mand af få ord. Allan fik ikke noget tilsagn. Han kom dog til at køre Vorupørfiskernes fisk. Prisen for en tur var 200 kr. Det var natarbejde, så der var tid til at arbejde som tømrer om dagen. I Allans firma starter arbejdsdagene kl 7.30. For at nå frem til arbejdsdagens start var det en gang nødvendigt at vente til Hanstholmturen var overstået. Nu er der ingen Hanstholmtur længere. Alligevel starter arbejdsdagen kl 7.30.
De første syv år var Allan alene om lastbil og rendegraver. Opgaverne blev flere og flere. I 1995 blev den første ansat i firmaet. Nu har Allan 10 mand på lønningslisten. I 1996 fik han kloakmestereksamen. Maskinparken er i årenes løb udvidet. Opgaverne er efterhånden mangfoldige. Støbearbejde, nedbrydning og bortskaffelse materialerne, arbejde med kloak – Allan og hans folk har mod på næsten alle udfordringer. Allan har også påtaget sig at stå for bygningen af nye huse. Det er altid Allan der udregner tilbud.
Det var først i 2007 Allan købte en fabriksny lastbil. Tidligere havde han købt brugt, og nok også lidt for billigt. Der blev ofret en del på reparationer. Nu er maskinparken lastbiler, gummiged, rendegraver og gravemaskiner. Allan kan arbejde med det hele.
Allan husker en lille historie, om en gang han havde købt en ny rendegraver. Han havde sin far, K.B. Thomsen, med på tur i bilen. Allan ville på hjemturen vise faren den nye rendegraver, som stod på værkstedet hos Hundahl i Thisted. Allan kunne godt mærke faren blev lidt stille, da han så at der var malet Allan Thinggaard på den nye rendegraver. På vejen hjem spurgte han stille: – Ved Linda godt det? Det gjorde hun.
Allans fiskekutter i Vorupør Kirke
Fiskerne og deres slidsomme liv knyttede i generationer mennesker og kirke tæt sammen. Under loftet i Vorupør Kirke hænger en sirligt bygget model af Vorupørkutteren Grete. Kutteren byggede Allans bedstefar, Christian Munk Thomsen, til Allan, og den er udlånt til kirken. Allan har i 20 år været medlem af menighedsrådet. Derfor er det naturligt at låne kutteren ud til kirken. Der er også stærk symbolik i, at der netop i Vorupør Kirke hænger en model af en traditionel kystbåd som et af to kirkeskibe. Det andet er et tremastet skib fra 1880.
For Allan er Vorupør det bedste sted i verden. Han kan ikke forestille sig at bo andre steder. I Vorupør er et ord et ord og en aftale er en aftale. Opvæksten og livslange kammerater er vigtige, ja for Allan livsvigtige. Det giver stunder med gode lange snakke og et hyggeligt og lidt alvorligt spil kort.
I 1992 fik Allan konstateret leddegigt. Det har ikke taget humøret og arbejdsglæden. Allan tager fat så godt leddegigten tillader. Medarbejderne ved godt leddegigten sætter begrænsninger og tager hensyn. Allan har valgt, at sygdommen er et vilkår for dagligdagen. Han er også dybt taknemmelig for mødet med sygehus- og sundhedsvæsenet.
