UDSKIFTNING: For 90 år siden blev snorreloftet over scenen i Thisted Musikteater købt for en frokost og sejlet fra Aalborg til Thisted på en fiskekutter.
Af Klaus Madsen – 13. april 2022
THISTED: Armkræfter erstattes af elektriske motorer. I 90 år har Teatersalen-Thisted Musikteaters manuelle snorreloft fungeret. 20. april 2022 spilles sidste forestilling under snorreloftet, som blev installeret, da Teatersalen og scenetårnet blev bygget og taget i brug i 1932. I mere end 50 år har Thomas Munk og hans kone Hanne taget imod omrejsende teatergrupper. De har været teatersalens scenemestre i mange af årene. De har hevet kulisser og rekvisitter op og ned i tårnet over scenegulvet i Teatersalen-Thisted Musikteater. Forestilling fra Folketeatret i Thisted Teaterkreds, “Maddiker”, 20. april 2022, bliver sidste gang, der spilles teater under det gamle håndtrukne snorreloft.
Snorreloftet til Teatersalens scenetårn blev anskaffet fra Aalborg. Elinstallatør Bertel Bjerre Christensen var i 1932 medlem af bestyrelsen i Thisted Håndværkerforening. Håndværkerforeningen var stærkt involveret i arbejdet med opførelsen af Teatersalen og scenetårnet. Bjerre Christensen havde i Aalborg Stiftstidende læst, at bygningen, hvor Beiers Hotel og Apolloteatret, i Bispensgade i Aalborg, havde til huse skulle rives ned. Han skrev til ejerne og spurgte, om der var teaterudstyr, som kunne bruges og var til salg.
En togrejse i 1932 fra Thisted til Aalborg, og en frokost, skaffede et snorreloft til det nye scenetårn. Prisen for snorreloftet blev ganske enkelt en frokost. Løsningen af transporten af snorreloftet og scenebagtæpper fra Aalborg til Thisted var en fiskutter, som Bjerre Christensen hyrede. Under snorreløftet og foran bagtæpper på Apolloteatret i Aalborg har danske scenekunstnere først beriget aalborgensere, og de sidste 90 år, i Teatersalen ved Hotel Aalborg, nu Thisted Musikteater, givet thyboer uforglemmelige teateroplevelser.
Snorreloftet har altid været holdt ved lige. Stålwirer og tovværk er skiftet flere gange. Hver stålwire er sikret med tre wirelåse. Sidste gang tovværket blev skiftet, havde firmaet Nørvo Sportsnet i Vorupør opgaven. Det solide tovværk med flotte splejsninger omkring en kovs er slået af hamp. I et hjørne hænger stadig et enkelt tov af sisal, som blev brugt tidligere. Det kunne både rive og give splinter i hændernes hud.
Det er skærpede krav og anbefalinger fra arbejdstilsynet om teaterarbejdernes fysiske belastning, der har gjort det nødvendigt at udskifte snorreloftet.
En mørkebrun drejekontakt mellem snorreloftets tovværk og lægter får Thomas Munk til at tænke på, og mindes BBC, som elinstallatør Bertel Bjerre Christensen blev kaldt. BBC var manden der sørgede for, at scenelyset fungerede. Han var i årevis også manden, der stod for betjeningen af teatersalens rørforstærkede mikrofon, når salen og salens talerstol var ramme om, og samlingspunkt for både kultur og politik. Bertel Bjerre Christensen døde i 1993, 102 år gammel.
I scenerummet hænger en kontrolattest, som fortæller, at snorreloftet er fundet i forsvarlig stand. Kontrollen skal laves hvert år, og opslaget skal sidde, så gæstende teatres ansatte kan se, at her er udstyret i orden. Findes kontrolattesten ikke kan teaterpersonalet nægte at arbejde i scenerummet.