EVENTYRET ER SLUT: Der var en gang – sådan indledes fortællinger om eventyr. De fire velkendte ord kan også bruges om et 90 år gammelt håndværks- og familieeventyr, som nu er slut. Nu er bare fortællingen om godt brød fra Bager Madsen i Snedsted tilbage.
Af Klaus Madsen – 12. december 2022
SNEDSTED: På 3. adventssøndag blev Bager Madsens hylder og vindue fyldt med nybagt brød for sidste gang. Ulrik og hans kone Gitte havde sat 11. december 2022 som deres sidste dag som bagermester i bageriet og bagermesterens kone i butikken på Hovedgaden i Snedsted. Arbejdsdagene var blevet for mange og for lange. Ulrik og Gitte har valgt at stoppe.
Generationerne
Tre generationer “Madsen” har i 90 år bagt brød i Snedsted. Alle år har det været fra den samme adresse, nu Hovedgaden 48. I 1932 overtog Anders Madsen, og hans kone Karna, Mikkelsens Bageri. I mange år stod der på skiftende facader “Snedsted Dampbageri” under kvisten. I 1962 blev Thorkild og Else (Marie) bagerparret, som i 38 år stod i bageri og butik. Ulrik og Gitte overtog i 2000.
Bager Madsen
Det er trist for 57-årige Ulrik, at han ikke længere skal opleve, at der bliver bagt og solgt brød i Snedsted. Han lukker en god forretning. Han har blot erkendt, at han og Gitte ikke vil betale med deres helbred for at drive bageriet videre. Ulrik har gennemgået flere operationer, og Gitte har også været ramt af stress. I de sidste år har de stort set ikke været væk fra bageri og butik. Kunderne har været trofaste. De har oplevet, at både fastboende i og omkring Snedsted, og turister i Thy har købt brød hos “Bager Madsen”. Lidt underligt at erkende, at det har været deres succes, som også nu tager livet af bageriet.
Mange steder i Thy har det været muligt dagligt at købe brød fra Bager Madsen. I to varebiler, som sammenlagt hvert år har kørt 100.000 kilometer, er der hver morgen bragt brød til udsalgsstederne. Det har været målet, at der skulle være frisk brød til salg alle steder inden klokken syv om morgenen. Alt brød har været baseret på langtidshævet dej. Kun to timer efter midnat har bageriets ovne været klar, så målet med frisk brød senest klokken syv blev opfyldt. Produktionen har derfor været næsten et døgn forud for leverancerne til butik og udsalgssteder.
Som en lille god historie beretter Ulrik, at han for sin far Thorkild, som 17-årig, jo ikke helt legalt, kørte sin egen brødtur meget sent om natten, eller tidligt om morgenen. Med frisk brød i kurvene, i varevognen, gik turen til Koldby, Sønderhå, Stenbjerg, Hundborg og Sjørring. Det blev legalt, da Ulrik fyldte 18 og fik kørekort.
Morgenrutine før de fleste vågner
En torsdag morgen i slutningen af november. Næsten hele natten er der travlhed i bageriet. Det skal gå stærkt og det skal også været ordentligt. En af årsagerne, til at Ulrik og Gitte har været presset til at tage det svære valg at stoppe, har været mangel på medarbejdere. Der har tidligere været ansat 9 bagersvende og 2 ufaglærte for at få arbejdstid og produktion til at gå op. Manglen har gjort, at det stort set hver dag har været Ulrik selv, som klokken 2 har startet med at bage de første brød.
Mens dejen til næste dags brød æltes og sættes på bagepladerne er Gitte i gang med at lave friske sandwich til de første morgenfriske kunder, som på vej til arbejde kommer for at købe frokosten. Gitte har også travlt med at fylde butikshylderne med friskbagte brød. Der skal være friske franskbrød og friskbagte rugbrød i flere udgaver. Ulrik kører dagens første friske udgaver af konditorkager ind i butikken.
Opskrifter, dej og håndelag
Godt bagerbrød er resultatet af godt håndværk. Når brødet har den rigtige farve er det stolte bagersvende, som kan vende gode varme nybagte brød ud af rugbrøds- og franskbrødsforme. På en hylde i bageriet ligger et par ringbind med opskrifter. Håndskrevet for mange år siden, og efterhånden godt fedtede af mange opslag, har opskrifterne i plastiklommerne været grundlag for opfyldelsen af mange kunders trang til en lækkerbisken.
Årenes og bagerens facader i Snedsted
Hovedgaden 48 i Snedsted. Bagerens hus har haft mange udtryk. Der har næsten altid været en kringle som signal om, at her kan man købe brød, som er rundet af godt håndværk. Som skåret af et stykke kage har det skævt skårne hjørne overlevet forandringerne.
Ulrik havde håbet, at han kunne hjælpe en ung bager godt på vej. Forretningen “Bager Madsen” i Snedsted har til sidste dag været god. Nu lukkes det hele ned. Først Corona, og derefter stigende priser på energi og råvarer har skubbet lidt til beslutningen om at lukke. Sammen med Gitte ser Ulrik frem til at få gode år. Det er lidt malurt i bægeret. Ulrik mener ikke, det er godt for Snedsteds øvrige forretninger, at endnu en butik lukker, og det ikke længere er muligt at handle hos en bager.