Linda og Kethe giver tid til en god snak

RAMPEN: Linda Hvass og Kethe Erichsen er med deres engagement, som venner af Rampen, med til at give brugerne gode dage på adressen Havnen 17 i Thisted.

Af Klaus Madsen – 30. oktober 2023

THISTED: Kaffen og kaffesnakken foregår indendørs ved Rampens borde. Når smøgerne skal ryges, må snakken og smøgsnakken foregå udenfor under halvtaget. Linda Hvass har tidligere været frivillig i Sindhuset. De sidste 5-6 år har hun lagt sine kræfter på Rampen. Kethe Erichsen har taget skridtet fra at bo på gaden til en bolig, og hun kommer stort set daglig som hjælper på Rampen.


Klik på pilen for at høre Linda, til venstre,  og Kethe, til højre,  fortælle

På Frivillig Fredag 2023, 29. september, på Store Torv i Thisted. modtog Linda og Kethe Frivillig Prisen 2023. De modtog  statuette, diplom og blomster som repræsentanter for foreningen Rampens Venner. Det var glade modtagere, som kunne tage fra Frivillig Fredag, med anerkendelsen for indsatsen for Rampens brugere. I en kort og præcis tale sendte Linda, ganske rørt, en velment tak for tankerne bag prisen.

Linda Hvass.
Kethe Erichsen.

Linda er førtidspensionist. Hun fik for nogle år siden en snak med med leder på Rampen Mona Jacobsen, som spurgte, om Linda kunne sy en knap i. Selvfølgelig kunne hun sy en knap i en skjorte eller et par bukser. I begyndelsen var det få timer om ugen, hun mødte på Rampen med sin symaskine. Nu er hun på Rampen adskillige timer om ugen. Når brugerne har brug for en god hyggesnak eller en svær samtale, er Linda til stede. Uden at udpensle det, så har hun også i sit eget liv erfaret, hvor stor betydning det har at møde et menneske, som er bevist om have to lyttende ører og mund. Hun giver gerne et lille skub – kun hvis hun bliver bedt om det. Linda: – Man skal lytte dobbelt så meget, som man skal tale. Og så holder jeg mig langt væk fra gode råd! Hun har også lært ikke at tage problemerne fra en svær snak med hjem.

Kethe tager sig af det brugte tøj, som bliver afleveret på Rampen. Hun har levet uden at have en bolig, sit eget sted. Hun priser i stærke vendinger dagen, hvor hun på Rådhuset i Thisted mødte et menneske, som også mødte hende. Det blev starten på en rejse, hvor hun først fik tilbudt et sted at overnatte. Nu bor hun i lejlighed. Kethes eget udtryk er: – Jeg kom på benene igen. Alle mennesker har en værdighed. Nogle skal bare kæmpe hårdt for deres værdighed. Smilet er stort og øjnene gnistrer, når hun fortæller. Hun ved alt for godt, hvordan det er at blive mødt med fordomme. Kethe kommer på Rampen hver dag, og uden fordomme møder hun brugerne.

“Rampen” – Havnen 17, Thisted.

Linda og Kethe ved, at fællesskab, som bygger på alkohol og stoffer, ikke er holdbart. De møder på Rampen fantastiske mennesker. Linda og Kethe hjælper til, så dårlige dage og vrede kan blive til bare et lille smil – en lille sejr over fortrædelighederne. De møder mennesker på Rampen med forståelse og accept, men ikke med medlidenhed.

Linda skulle sy en knap i – det blev til meget mere for de mest udsatte.

Kethe fik et sted at sove – det blev til daglige besøg og hjælp på Rampen.

To sækkefuld strikket til brugerne at varme sig med, når vinteren bliver kold.