SOLBILLEDER: Else Marie Bak har samlet egne sentenser og citater i en bog med billeder hun har skabt gennem et liv med billeders form og farver. De seneste år har været præget af sygdommen sclerose.
Af Klaus Madsen – 24. februar 2011
ODENSE: En strålende sol lyser op fra sædet på en skammel. Solen har Else Marie Bak malet på skamlen hun en gang har fået af sin mor. Forsiden af Solbogen er billedet af solen på skamlen. Som det meste i Else Maries lille lejlighed har taburetten en historie. Bogen er blevet til, efter hun januar 1998 fik diagnosen dissemineret sclerose. Nu sidder hun i en kørestol og kan bruge den højre hånd ganske lidt. Hun har hjælp i lejligheden alle døgnets timer og skal have hjælp til alt – hun kan stadig fortælle og begejstres for billeder og kunst.
Klik på billedet for se billeder og høre Else Marie fortælle
Else Maries glæde ved bogen er stor. Bogen og dens billeder er farvestrålende. Billederne er, sammen med en lang række citater og Else Maries egne sentenser, udtryk for et livssyn der bringer Else Marie gennem et liv, der nu begrænses af sclerosen. Når hun med en lille trumf har fastslået, at sclerose er en “fandens sygdom”, lægger hun også vægt på, at sygdommen ikke må fylde for meget. Sentenser og citater giver udtryk for et positivt livssyn, og billederne er i varme og brændte farver med klare gule toner – som solen.
Solbogen – forsiden er billedet af solen, som Else Marie har malet på en gammel skammel fra hendes barndomshjem.
Else Marie er født i 1948 i Arup. Hun hed Frandsen til hun blev gift, og er den næstyngste af en søskendeflok på syv. Hun boede på Hannæs og i Thy til 2004. Efter en skilsmisse flyttede hun til Odense.
Hun blev udlært damefrisør og giftede sig i 1968 som 20-årig. Hun har tre børn, Rasmus, Dorthe og Claus.
Tid til tanke og eftertanke.
Hele livet har Else Marie ønsket sig et liv med billeder. Hun har også levet et liv med billeder samtidig med hun har arbejdet, været mor og uddannet sig. Hun husker hvordan hun, når familien var gået til ro ud på aftenen, gik på loftet og malede – ofte til klokken fem om morgenen. Nattetimerne fløj afsted. Så var hun i den verden hun mest ønskede at være i – en verden med billeder. Hun fandt udtryk i form og farver – på lærred, med akvareller og i strandingstømmer der var præget og slidt af havet og sandet.
Lys og blomster i Else Maries stue.
I nogle år var hun pædagogmedhjælper inden hun tog en HF-eksamen, og som 42-årig blev sygeplejerske. Hun har taget en uddannelse som gestaltterapeut, en uddannelse som kunstterapeut, et forløb på Ålborg Kunstskole, og kurser på kuntsakademiet i Århus.
Da hun var færdiguddannet søgte hun uopfordret et arbejdede som sygeplejerske på den psykiatriske afdeling Døgnhuset i Thisted. Det var et mål for Else Marie, at hun som sygeplejerske kom til at arbejde i psykiatrien. Hun fik hurtig ansættelse, og hun brugte billeder og farver til at hjælpe patienter på vej gennem deres lidelser. Farver og form er i Else Maries verden en vej til at udtrykke og forløse følelser. I Else Maries portrætter er øjnene vigtige – de er et spejl af sjælen.
Der er lidt kraft tilbage i Else Maries venstre hånd. Hun kan styre den elektriske kørestol.
Citater og hendes egne sentenser har hun samlet altid. Hørte hun noget i fjernsynet der ramte, blev det skrevet i en kalender der fyldtes med kloge ord.
Efter i godt fire år at have kæmpet med symptomerne, fik Else Marie i januar 1998 diagnosen sclerose. Det var anledning til, at hun tog nogle skridt hun måske skulle have taget meget før. Det endte med skilsmissen og i 2004 flyttede hun til Odense.
Staffeliet står i et værelse.
Else Marie beskriver lakonisk forløbet til hun fik diagnosen:
- 26/8-93: Impliceret i trafikuheld, hvor bilen jeg kørte i (en stor sikker bil). Bilen blev totalskadet. Slap uden synlige men.27/8-93: Fortsætter arbejdet i døgnhuset, må melde mig syg ind imellem ( kvalme/svimmelhed/trækninger i ansigtet og manglende følelser i fingre ), går til undersøgelser hos læger og speciallæger. Men ingen diagnose kan stilles.
- 13/1-94: Går fra natarbejde med dobbeltsyn og sygemeldes herefter.Perioden herfra og frem til april er igen besøg ved speciallæger, indlæggelser, undersøgelse og samtaler på nerulogisk i Viborg for hjernetumor/sclerose? – men ingen diagnose kan stilles. Sclerose kan dog ikke afvises helt.
- ?/4-94: Starter på arbejde igen på normal vis efter raskmelding, hutler mig igennem ved at bruge feriedage til at afkorte mine nattevagtperioder med og bytte når det var muligt. – “1 og 2 nætter kunne jeg god klare, men nr. 3 og 4 var så barske, at jeg ofte brugte en uge til at komme ovenpå igen.- kunne ikke holde til det rent fysisk, træt, svimmel, hovedpine, smerter. Søgte uddannelsesorlov, hvilket blev bevilliget ”.
- 22/8-94: til 21/5-95: Gik jeg på Ålborg kunstskole 4 dage om ugen.22/5-95 til ?/1-96: tilbage til min gamle stilling. kæmper mig igennem vagterne, bytter når det er muligt, prøver på at komme ned i tid, men det er ikke muligt, prøver mange alternative behandlings former, men – “jeg var stadig meget forvirret over, hvad der var med mig, og jeg ville ikke bruge min fysiske tilstand til at opnå egne ønsker, jeg sagde derefter min stilling op”.
- 1/2-96 og 3 mdr. frem arbejdede jeg som projektmedarbejder i Selvhjælpsbutikken i Thisted, 20 timer om ugen, i perioden havde jeg stadig vikartimer i Døgnhuset.
- 1/5-96: Startede jeg igen i Døgnhuset, barselsvikariat på 8 mdr. som afløses af nyt vikariat i min gamle stilling, dag/nat, men nu 30 timer. Bytter igen feriedage for frivagter for at klare mig igennem- “blev i denne periode klar over! hellere ingen arbejde end flere nattevagter”.
- Sept-97: For et år siden bad jeg egen læge om henvisning til neurologisk amb.m.h.p. om tidl. obs. pro. sclerose kan afkræftes eller bekræftes. Jeg indkaldes til Neurologisk afd. og de næste 3 mdr. gennemgår jeg en række undersøgelser.
- 1/1-98 fik jeg diagnosen dissemineret sclerose.
Else Marie.
Med sit ukuelige lune siger Else Marie, at hun er uduelig. Hun lever og kæmper med nervesmerter. Staffeliet står stadig på et værelse og acrylfarverne ligger i en kasse. I kælderen står lærreder og en stak drivtømmer klar til at blive malet på. Hænder og arme vil bare ikke mere.
På staffeliet står et stort billede. Det var for nogen tid siden med på en udstilling på rådhuset i Odense, hvor billedet skulle sælges til fordel for velgørenhed. Der var kommet et bud på Else Maries billede på 700 kroner. Det synes hun bestemt var for lidt – hun bød selv 2000 kroner og fik billedet hjem igen.
Det er tankevækkende, at det var sygdommen, der nu indskrænker Else Maries mulighed for at udfolde sin kunst, der blev anledning til, at hun søgte og fandt friheden til et liv med billeder.
